Forfatterens arkiv

Jeg overvejer skilsmisse

 | 4. december 2011 4. december 2011 - 09:50

Jeg har talt med mange kvinder og mange mænd, der overvejer skilsmisse.

Kendetegnende for alle er, at det ikke er tanker, der er kommet over natten, men tanker som har stået på, tit igennem halve og hele år.

Jeg håber og tror, at de allerfleste, der er i et ægteskab/parforhold har haft en forelskelsesfase, hvor de ikke kunne udholde at undvære hinanden. Har haft en smuk og intens fase, hvor de bekræftede og elskede hinanden og havde en smuk og passioneret erotik.

Og i min sjæl græder jeg tit over, at vi – menneskenes børn – ikke er bedre til at passe på hinanden og ikke er bedre til at tale tingene igennem, mens vi stadig har overskud og lyst til at lytte og forstå hinanden.

I min sjæl kan jeg græde over, at alt for mange mennesker hober frustration og irritabilitet op, og lader disse sindsstemninger komme til udtryk, når grænsen for længst er overskredet.
For når vi som partnere eller ægtefæller først overvejer skilsmisse, er der dels et stort oprydningsarbejde, dels et stort ”kan vi overhovedet nærme os hinanden”-tema og samtidig et personligt arbejde i at afveje, hvad der er mest sandt for at vi kan mærke glæde og tage ansvar for egen lykke og livskvalitet igen

I min praksis ser jeg, at nogle af følgende punkter er udløsende årsager med hensyn til at overveje skilsmisse:

  • uenighed om børneopdragelse
  • varme følelser for en anden, som man føler, at man taler bedre med end man gør med sin partner
  • kvinder i 38-45 års alderen, selvrealiseringsfasen, der ikke er hverken trygge, glade eller føler livskvalitet i deres ægteskab
  • overforbrug og derfor skævvreden prioritering af porno på nettet, det nye job, en spændende fritidsinteresse der ikke inkluderer partneren, kedsomhed, et overdrevent socialt liv på nettet via Face Book, Twitter, Linked In, Messenger mv., en oplevelse af at have to parallelle lig hvor sex kun er en pligtbetonet faktor osv.

Hvis du overvejer skilsmisse, vil jeg sige følgende:

  • Har du ikke børn, så kom videre

  • Men har du/I børn, så kæmp.
  • Kæmp fordi jeres børn har brug for jer begge to.
  • Kæmp fordi kærligheden har været der engang.
  • Kæmp, fordi du også har en andel i, at det er gået skævt. Det er besnærende at mene, at det er partnerens skyld, men det passer altså: der skal to til tango.
  • Kæmp, fordi dit ægteskab/parforhold har fået nogle sider eller mønstre frem i dig, som stadig er der, – også selvom du går solo og mener, at det blot handler om at finde en ny og bedre mand/kvinde
  • Kæmp fordi skilsmisse har så høj en pris, også for andre end dig selv….

Og så kan du sige: ”Jeg har kæmpet”.

Og du kan sige: ”Kampen har været min alene”.

Og jeg kan svare: jeg har ikke de viise sten. Kun du ved, ud fra dine tanker, følelser og erfaringer hvad der er bedst . Og jeg mener ikke, at man skal blive sammen for enhver pris. Og jeg mener heller ikke, at man skal blive sammen, fordi man har børn. Men jeg mener, at hvis du overvejer skilsmisse, skal du ikke tro, at det er en nem beslutning. Det trækker kræfter. Det har en pris. Som alt andet her i livet

Skriv til min blog, hvis du har kommentarer eller vil dele din historie.

Mange lyse aftentanker,

Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen

 

Tilbage til hovedsiden:

GHTime Code(s): nc nc nc nc nc nc 

Om små som store problemer

 | 3. december 2011 3. december 2011 - 15:28

Jeg kan jo ikke udelukke, at jeg er rimeligt præget af, at jeg dagligt taler med par,der har små som store problemer og er i  krise.

Nogle af problemerne og krisen er selvskabte. Andre er eksterne belastninger som fyring, sygdom og dødsfald, et hus der ikke kan sælges, børn med neurologiske lidelser som ADHD, ADD, Thurette, svigerforældres eller søskendes/venners indblanding i ægteskabelig tumult mv.

Uanset hvor farvet jeg end måtte være, har jeg et budskab.

Jeg tror, at de fleste, der har mødt og tålt stor modgang, går og drømmer om det ukomplicerede liv.

Drømmer om en tilværelse, hvor det at knække en negl er dagens største problem.

Ville det ikke, bare en gang imellem, være fedt/fantastisk, hvis det at knække en negl eller at være udgået for tomatketchup, -at have glemt at købe en kuvert til den adventsgave, der skulle sendes til teenageren der er på efterskole, eller at være uden noget spiseligt i fryseren, være det største problem?

Vi må kysse de dage, der kun har små problemer med sig, så vi ikke fokuserer på disse. Vi må i vores ægteskab eller parforhold aldrig blive så detaljefokuserede eller kontrollerende, at måden håndklæderne lægges sammen på, eller om neglesaksen er forsvundet, bliver et stort problem.

Og det gør det desværre i en del parforhold. Og stadig er dette jo kun en del af sandheden. Grundlæggende tror jeg ikke, at det er neglesaksens forsvinden eller det beskidte køkkengulv, der reelt er grunden til, at man bliver uvenner. Det er blot eksempler/billeder på, at der mangler nærhed, fortrolighed, accept og tryghed. Men fordi tingene har hobet sig op, og tusinder af dialoger er blevet nedprioriteret, bliver det et konkret tilfælde som våde håndklæder i en sportstaske på et børneværelse, der skaber en kæmpe konflikt.

Jeg bliver nødt til at sige det igen og igen. vil I ikke godt tale sammen? Og jeg skriver ”tale”. Ikke råbe, ikke diskutere, ikke skændes. TALE!!!!

Tale om tingene og følelserne og tankerne, mens det er friskt og mange gange småt. I stedet for først at tage bladet fra munden, når I er ”fucked up” og trætte og skuffede over så mange ting eller ingenting, at I skaber store skænderier.

Det er meget nemmere at slukke et lille bål end at kæmpe med en katastrofal og ødelæggende brand.

Valget er dit og hvis du sidder og tænker: ”jamen, det er ikke mig, der ikke vil tale. Det er min mand/kone”, ja så har du altså stadig et ansvar. Løs tingene eller tag konsekvensen.

For en del kriser kan løses, og en del kriser kan blive et vendepunkt.

Men det kan også blive for sent.

Nogle gange er toget jo kørt, selvom man gjorde, hvad man kunne, for at nå det….

 

Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen
 

Tilbage til hovedsiden:

GHTime Code(s): nc nc 

Utryghed – versus tryghed

 | 3. december 2011 - 14:32

Der er mange grunde til, at vi som mennesker føler utryghed.

Og når det at være utryg er en for hyppig sindstilstand, er der mange måder det kommer til udtryk på.

Dette dokument handler om følelsesmæssig og mental utryghed. Og derfor ikke om økonomisk eller jobrelateret utryghed. Utryghed findes jo, ligesom tryghed, på alle planer, men som NLP- og parterapeut finder jeg det mest relevant at skrive om den utryghed, vi som mennesker oplever. I vores dage.

For et par dage siden skrev jeg et indlæg om tryghed.

Tryghed er et basalt menneskeligt behov, og kun den enkelte ved, hvad det er der giver tryghed og ved derfor også, hvad det er, der skaber utryghed. På samme måde som at nogen mener, at et one night stand er til at komme over og nemt at tilgive, er det for andre lige præcist det one night stand, som partneren laver til firmaets julefrokost, der skaber en ekstrem grad af utryghed. Det er selvfølgelig ikke nyt under solen, at vi opfatter tingene forskelligt. I skrivende stund får jeg et flash-back. Tilbage til mine unge år, hvor jeg i starten af 20erne boede hjeg hv i Odense, hhv i Italien.

Mit flash-back handler om, at jeg sad på en af Odenses mange cafeer. Med en studiekammerat, der var 30 år ældre end mig. Og vi snakkede om det, som vi alle snakker om, når vi er sammen med en person, vi føler tillid til. Lidt om hverdagen, meget om følelser og tanker, lidt om kærligheden, lidt om fremtiden, lidt om hvad lykken mon er. For også vi var bare søgende mennesker.

Ham, jeg sad med, hed Ole. Og jeg husker, selvom jeg havde hørt det før, denne stund helt ekstraordinært det han sagde.

For han sagde:

  • Det er ikke det, der sker – og det er ikke tingene, der sker, der er menneskenes problem. (for dengang brugte vi stadig udtryk som ”problem”. Nu er alt jo udfordringer …)

Og han fortsatte og sagde:

  • Næ, det er ikke tingene, der er menneskenes problem; det er tankerne om tingene.

Og han havde ret. Dengang ville min verden være væltet, hvis jeg havde fået en regning på 1500 kroner. Det havde gjort mig utryg. Dengang ville det have skabt katastrofelignende tilstande og dermed utryghed, hvis jeg var blevet afvist af en kæreste. Dengang ville det have været uhåndterligt og svært, hvis min partner havde løjet for mig. Dengang ville det have skabt utryghed, at jeg skulle spørge om hjælp til at finde en butik, for min øjensygdom gjorde at jeg kæmpede meget med at prøve at klare tingene selv, på trods.

Dengang ville det have skabt utryghed, hvis min partner ønskede mere kinky sex end mig. Hvis min partner stillede krav, jeg ikke følte, at jeg kunne honorere. Og hvis mine veninder kritiserede mine livsholdninger og valg.

Og så videre, og så videre.

Ovenstående eksempler viser meget enkelt, at afhængigt af robusthed og livsfaser, er det forskellige aspekter, der kan skabe utryghed. Vi får jo alle en del erfaringer, og jeg tænker tit, at hver eneste erfaring har en værdi.

Og jeg tænker samtidig, at noget af det, vi som mennesker, må søge er at vi i videst muligt omfang undgår at skabe situationer, som vi fortryder eller ærgrer os over. Det er en livskunst i sig selv at fokusere på dette. Men kan vi det, skaber vi en dybtliggende grad af tryghed. For når vi kan forsone os med det, vi har gjort eller undladt at gøre, sikrer vi dels at undgå bitterhed, fortrydelse og ærgrelse, ligesom vi sikrer, at vi bliver ved at have en frisk optik, der hjælper os med at opretholde kontakten med os selv og med at kunne justere, når der er behov for det.

Utryghed, mentalt og følelsesmæssigt, opstår når vi oplever, at vi ikke er i kontakt med de ressourcer, der skal til for at løse en situation.
Og de udløsende faktorer kan være mange:

Inspireret af de par, der har været i min praksis de seneste 14 dage, nævner jeg i flæng:

Du kender det. Jeg kender det. Alle kender det.

Vi må lære at håndtere utryghed. For naturligvis føler vi utryghed fra tid til anden.

Den tankegang, jeg godt kan lide, er den tankegang, som flere og flere kender, nemlig den tankegang, som kan henføres under det, der kaldes ”positiv psykologi”. Her fokuseres der nemlig primært på, hvad der skaber tryghed – og på at sætte handling på dette i stedet for at fokusere på utrygheden.

  • Hvis det gør dig tryg, at du og din partner taler sammen dagligt, så gør det attraktivt og muligt for dig og din partner at gøre dette.
  • Hvis det skaber tryghed dagligt at blive berørt, så sørg for, at det kan ske.
  • Hvis det skaber tryghed for dig, at I har klare spilleregler for, hvad der virker og hvad der ikke virker i jeres parforhold, evt. vedrørende erotik og troskab, så fokuserer på dette.
    Og så videre.

Det allervigtigste er, at du ikke placerer dig i en offerrolle, når du føler utryghed.

Virkeligheden slår til os. Virkeligheden spiller bolde ind, hver dag, som vi ikke har forudset. Accepter dette og fokuser på at hvis der er noget, der igen og igen skaber utryghed for dig, ja så løs problemet og gør mere af det, der gør dig tryg. Ingen kan lave deres partner om, grundlæggende set. Så hvis du og din partner har meget forskellige holdninger til troskab, one-night-stands, sexualitet, passioneret erotik, opdragelse af børn mv., så husk på, at det er sådan og vil altid være sådan, at ”lige børn leger bedst”.

Skal jeg give en klar og koncis pointe med dette indlæg er det følgende:

Enhver må tage ansvar for sin egen lykke. Og at føle tryghed i stedet for utryghed er klart et af de aspekter, der spiller mest ind vedrørende lykkefølelsen. Derfor må du, som enhver anden, gøre op med det , der skaber utryghed, og løse det i stedet for at føle, at det er synd for dig. Det er slet ikke synd for nogen som helst. Der er vilkår, der er enormt svære. Men det er dig, der vælger hvilke tanker du har om tingene/vilkårene.

Skriv endelig til webloggen, hvis du har spørgsmål, kommentarer eller vil dele din historie.

Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen

Kolding

Læs mere på siden: At føle utryghed og være usikker i parforholdet.

 

GHTime Code(s): nc nc nc nc nc nc nc nc nc nc nc nc 

Det sociale liv er gået i stå

 | 2. december 2011 2. december 2011 - 15:09

Det sociale liv er mere eller mindre i stå.

Hej alle derude

Jeg har i den senere tid talt med mange, der oplever, at deres sociale liv er gået mere eller mindre i stå, og de føler at de socialt står stille.

Mennesker, som eksempelvis grundet skilsmisse eller ulykkelige livsomstændigheder i en længere periode har været nødt til at vende blikket indad og samle kræfterne på hjemmefronten og derfor ikke har været socialt aktive med hensyn til venner og fritidsaktiviteter.

Det er på deres vegne, jeg skriver.

For:

  • Flere har givet udtryk for, at de mangler et socialt forum på nettet.
    Et forum, der ikke handler om at få en ny partner. Men et forum, der handler om, som voksen, at skrive med andre, der bevidst ønsker mere aktivitet, rent socialt.

Jeg ved, at der findes et fint forum, der hedder singleplus. For de som er singler med børn. Og hører kun godt om dette.

Det forum, jeg efterlyser her, er et forum for mennesker fra 45 og opefter. Hvor børnene er flyttet og man er blevet mere eller mindre ensom.

Endskønt man er ekstrovert, aktiv i job mv. blot er i den situation, at de bedste venner/veninder er flyttet /er døde, og hvor man egentligt kigger sig rundt og mangler nogen at tale og have oplevelser med.

Skriv skriv skriv, hvis du /I kender et forum. Jeg understreger det er ikke et datingforum, jeg efterlyser.

 

Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen

GHTime Code(s): nc nc 

Teknisk problem

 | 28. november 2011 28. november 2011 - 23:55

Fora/forum kan igen tilgås, alle problemer er løst, så der kan atter oprettes nye indlæg, samt skrives/svares på eksisterende indlæg.

Hilsen
Webmaster

GHTime Code(s): nc nc nc nc nc nc nc nc nc nc nc nc nc nc nc 

I krise efter forelskelsen

 | 28. november 2011 - 19:19

Det er så dejligt at være forelsket.

For den romantiske kærlighed, der blusser op, giver både energi, tro på livet og kærligheden og gør, at mange ting, der før var store, bliver små.

Vi kan lide vores partner og os selv i langt højere grad i forelskelsesfasen, fordi vi evner at være tolerante, rummelige, givende, kærlige og er i kontakt med det, jeg kalder ”evnen til at give ubetinget kærlighed”.

Ubetinget kærlighed dækker over, at vi har en attitude/indstilling, der gør at vi tænker ind i ”hvad kan jeg gøre, for at gøre ham/hende glad/tryg? Så der er mange handlinger, mange komplimenter, mange berøringer, mange prioriteringer – og det hele signalerer: jeg vil dig. Og jeg vil dig og mig.

Og vi bliver trygge og vokser som mennesker. Og vi tror, at når nu vores forelskelse er så stor, ja så varer den ved. Alt det der med at de erfarne parterapeuter siger, at en forelskelse højst varer i 2 år, – det gælder ikke for os. Det her er så blodrødt, så varmt så smukt, så hengivent, og hvis vi bare bliver ved at tale så godt sammen og have så inderlig sex, kan intet slå os ud….. vores forelskelse vil vare ved…..

Som erfaren parterapeut mener jeg, at forelskelsen sagtens kan udvikle sig til en større og stærkere kærlighed, og at forelskelsen er væk efter 2 år, behøver ikke at være en sandhed, der gælder for alle. Dog gælder det for de fleste, at der træffes nogle valg i forelskelsesfasen. Evt. et valg om at flytte sammen. Og for en del par, som jeg har arbejdet med, træffer naturen et valg, og kvinden bliver gravid, og så skal der tages en beslutning. jeg vil i den forbindelse sige, at jeg har haft mange par i terapi, hvor kvinden er blevet ufrivilligt gravid inden for de første måneder, og at forelskelsesfasen derfor hurtigt afløstes af en større alvor.

Der er flere aspekter, der spiller ind, når forelskelsen daler og tiltrækningen ikke er lige så intens som i de første blodrøde måneder.  Aspekter, som kan skabe krise eller kriselignende tendenser.

Den ene part finder ud af, at han/hun har været for kærestekedelig og begynder igen at puste liv i eget netværk og egne interesser. Dette kan skabe frustration, mindreværd, jalousi mv. hos den anden part.

  • I forelskelsesfasen har man evt. haft nedtonet indsatsen på jobbet til et nødvendigt minimum, men begynder igen at fokusere mere på job, skole eller karriere.
  • Den ene part mærker et større behov for at være alene. Ikke fordi der er noget galt med partneren, men fordi han/hun lige skal vænne sig til at en anden person har fyldt så meget i et stykke tid, og behovet for at trække sig lidt, vinder indpas
  • Der kan opstå forstyrrelse grundet sygdom/dødsfald/famillierelaterede omstændigheder, som gør at den ene part prioriterer dette og den anden part føler sig nedprioriteret.
  • Fortiden kan begynde at spille ind. Når man har lært hinanden bedre at kende, begynder den ene eller begge parter at stille flere spørgsmål ind til hverandres fortid. ”hvor mange har du været sammen med ”- Er du helt færdig med din eksmand/ekskone? og især de par, der har mødt hinanden, mens de var i andre forhold og har opgivet disse for at være sammen, vil som oftest mærke skyggen af tvivl med hensyn til, om de nu kan stole på hinanden.
  • Hvis den ene part er mere temperamentsfuld end den anden, vil dette vise sig når forelskelsen aftager. Og spørgsmål som ”kan jeg acceptere og kan jeg leve med, at han/hun er så kolerisk og styrende ” kan dukke op
  • Økonomi kan begynde at spille ind, især hvis de to parter har meget forskellig økonomi. Hyppigst vil det bringe krise ind, at kvinden tjener mest. Sjældent er det kvinden, der synes, at det er problematisk, men manden kan føle mindreværd og opleve en utilstrækkelighed, der ændrer mand-kvinderollerne i betragtelig grad.
  • I de par, hvor begge parter har børn fra tidligere forhold, og disse børn lodses ind i samværet, kan mange uenigheder om måden man opdrager og sætter grænser på, opstå.
    Osv.

Så jo: hvor der er hjerte, er der smerte og hvor der er mennesker, opstår der følelser og skuffelser.

Og de mønstre, der grundlægges i forelskelsesfaser, hvor der evt er begyndervanskeligheder, vil have en tendens til at følge med. Sagen er at hvis en af parterne eksempelvis har et ild-temperament, men har kunnet tøjle det i forelskelsesfasen, og at det de gange det er blusset frem, er blevet slået hen og tolereret, vil det være det sværere for mange at håndtere dette, når forelskelsen ikke er så varm længere.

Jeg kan ikke sige det nok og ikke sige det tit nok.

  • Dialog dialog dialog er vejen frem.

Tal om stort og småt, bekymringer og glæder, sårbarhed og alt, hvad der ellers måtte fylde. Sæt ord på og find løsninger på det, der kan løses og accepter de aspekter, såsom fortid, som ingen kan gøre noget ved.

Derfor: Er du/I en forelskelsesfase lige nu, ønsker jeg til lykke med, at kærligheden har banket på jeres dør. Og beder jer huske, at hvis I ønsker at undgå krise, når den romantiske kærlighed bliver en mere realistisk kærlighed, så sæt altid tid af til at tale sammen

Så har I bedre mulighed for at forstå hinanden. Og når vi forstår hinanden, er sandsynligheden for at ”vi står for hinanden” det større.

Skriv gerne til min weblog om, hvordan I enten genererede eller undgik krise efter forelskelsen.

 

Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen

 

Tilbage til hovedsiden:

GHTime Code(s): nc nc nc 

Krise i ægteskab / parforhold

 | 27. november 2011 27. november 2011 - 22:15

I de allerfleste ægteskaber/parforhold opstår der fra tid til anden krise.

Som parterapeut er min optik naturligvis, at man kan vælge at se krisen som et vendepunkt.Det vil sige, at jeg primært anser kriser som en udviklingsmulighed. For når vi ikke selv er i stand til at stoppe op og mærke efter, kan krisen være den faktor, der gør at vi er nødt til at stoppe op ingenting kommer af ingenting.

Sådan er det også med kriser. Der er altid en grund eller rettere: Der er altid en eller flere udløsende faktorer.

Jeg vil i den kommende tid beskrive en del af disse. For at du allerede nu kan danne dig et overblik og evt., hvis du vil, skrive til mig på min weblog, har jeg valgt at fortælle, at følgende emner berøres i løbet af den kommende måned, og flere vil sikkert komme til.

 Kriser i et ægteske / parforhold handler typisk om:

  • Krise efter forelskelsen
  • Krise efter brylluppet
  • Krise jeg overvejer skilsmisse
  • Krise, når den ene savner nærhed og opmærksomhed
  • Krise over dagligdagens små konflikter i parforholdet
  • Krise over frustrationer vedrørende rengøring og indkøb
  • Krise og diskussioner om hinandens venner eller veninder
  • Krise om aftaler vedrørende fester
  • Krise udløst af arbejde – og familieliv
  • Krise og diskussioner vedrørende forskellige synspunkter om penge og økonomi
  • Krise om forskellen på mænd og kvinder
  • Krise om modenhed eller mangel på samme og manglende udvikling i forholdet
  • Krise om mærkedage, herunder hvordan Juleaften – Nytårsaften skal holdes /fejres.
  • Krise om håndteringen af svigerforældre eller søskende, der vil blande sig og bestemme i jeres ægteskab/parforhold
  • Krise om, hvorvidt en mand kan rumme en kvindes behov for small talk
  • Krise om sygdom i familien og de forskydninger, dette kan skabe i familiens rollesammensætning
  • Krise, udløst af sorg dødsfald
  • Krise ved Første barns fødsel, herunder belastningsgrad og jalousi
  • Krise i de sammenbragte familier: Dine, mine og vores børn
  • Krise, når børnene når pubertetsalderen
  • Krise grundet forskellige værdier i og omkring børne opdragelse
  • Midtlivskrise – 40-års krisen
  • Krise grundet stilstand, dagene bliver grå i grå
  • Krise grundet manglende lyst til sex
  • Krise på grund af utroskab
  • Krise på grund af jalousi og misundelse
  • Krise udløst af  små problemer/ store problemer.

Jeg glæder mig til skriveprocessen og dine kommentarer undervejs.

Vi høres, på bloggen.

Alt godt,
Christel Sonne Rasmussen,

Kolding

November 2011

GHTime Code(s): nc nc nc nc nc nc nc nc nc nc nc nc nc nc nc nc nc nc nc nc 

Vished i livet

 | 27. november 2011 - 15:11

Der er en garanti ved livet og det er døden.

En af mine klienter citerede forleden Chris McDonald, der er kendt både fra medierne og hans spændende foredrag.

Jeg har selv været tilhører til ”Strong Body – Strong Mind”-foredraget, og var derfor lydhør, da hun fortalte, at hun for nylig havde hørt ham sige følgende:

  • ”Det eneste, vi virkeligt ved som mennesker er, at vi skal dø
    Alt andet er valg, vi træffer”

Er du enig i dette synspunkt ?

Skriv til min weblog med kommentarer.

For den vished og tyghed, som mange går og søger i deres parforhold, og som mange laver alt for mange restriktive spilleregler om, skyldes en tro på, at hvis vi har vished, føler vi os sikre og dermed trygge.

Men ifølge Chris M Donald har vi kun endegyldig vished om en ting, nemlig at vi skal dø.

Hvordan vi forvalter vores liv og energi, er vores eget valg, og dermed har vi selv indflydelse – eller rettere:

  • Medindflydelse på vores livskvalitet.

 

Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen

Kolding

GHTime Code(s): nc nc nc 

Tryghed

 | 27. november 2011 - 14:20

Som jeg har skrevet flere steder på dette website, har vi som mennesker et basalt behov for tryghed. Tryghed føles formentligt ikke ens fra menneske til menneske. Og kan godt anskues som en kombineret sindstilstand, der omfatter adskillige processer.

Når vi føler os trygge, har vi ingen eller kun få bekymringer. Vi mærker en indre ro og ofte glæde. Vi har kontakt med en grundlæggende tillid til, at det hele nok skal gå, og at vi kan løse tingene, hvis der sker det, at virkeligheden spiller bolde ind, som vi må tage os af. Vi er i god kontakt med nogle mennesker i vores liv, og har et godt overblik over økonomi, job, børnenes udvikling osv. Blandt andet.

Tryghed er ikke bare at være foruden fare og uro.

Tryghed er individuelt og nødvendigt, for uden tryghed udvikler vi stress, bliver vi anspændte og er i en eller anden grad af alarmberedskab. Uden tryghed begynder vi at tænke og fokusere på problemer og fejl. Vi mister overskud og mange vil, hvis det er i deres parhold, at der ikke er tryghed, generere mange bekymrede og frygtsomme tanker. For når vi er utrygge, mister vi nemt troen på at det rigtige eller det bedste vil ske, og med et begynder der at være et fokus på alle de elementer i livet, der er uvisse.

Og dem er der mange af.

Når jeg taler med mennesker, individuelt eller i parterapi, hvor utryghed er en skyggende faktor, taler jeg meget om holdningen til fremtiden. Som regel er det noget i fortiden, der har gjort, at der er en grad af utryghed. Det kan være, at der i lang tid har været kritik i stedet for anerkendelse. Og at denne kritik to parter imellem har betydet, at den enes følelser er begyndt at visne. Og en dag kommer udmeldingen: ”jeg ved ikke, om jeg elsker dig mere. Jeg synes, at vi skal blive skilt”. Og den anden persons verden vælter. Og utrygheden banker på. Og katastrofetanker myldrer frem:

For:

  • Hvad nu hvis ens partner mener det og et ægteskab slutter og en familie brydes op?
  • Hvad nu hvis der er en anden, som han/hun har forelsket sig i og man bliver ført bag lyset?
  • Hvad nu, hvis huset skal sælges, og det kommer til at trække i langdrag og alt bliver økonomisk ruin udover den sorg, frustration og rædsel, som en skilsmisse kan føre med sig?
  • Hvad nu hvis man bliver alene resten af sit liv og aldrig bliver lykkelig igen?
  • Hvad nu hvis fremtiden bliver ren overlevelse og mindreværdet betyder, at man aldrig finder nærhed og glæde igen osv.?

Ja, hvad nu hvis.

  • Hvad nu hvis vi gør det bedste, vi kan. Og
  • Hvad nu hvis vi begyndte at indse, at vi altid har levet med en høj grad af uvished, og at vi bare ikke har forholdt os til det, fordi tryghed har været en smuk og givende faktor i vores tilværelse.

Det er nemlig sådan, i min optik, at vi skal holde op med at være så naive, at vi søger tryghed uden realisme. Vi bliver nødt til at overveje følgende:

  • Fremtiden har aldrig givet os en garanti, for at vi bliver lykkelige.
  • Ej heller har fremtiden givet os en garanti for, at vi ikke bliver lykkelige eller trygge.

Det er et vilkår. Garantier sætter vi selv.

Og for mig at se er vejen frem, uanset om man er i krise eller ej, at hvert enkelt menneske må afklare, hvad man selv kan gøre, for at lykkes med det der giver mening og det, der skaber tryghed. Dag for dag.

Jo mere vi lykkes, jo mere lykkelige bliver vi. Jo mere vi fokuserer på at skabe rammer, vi kan virke inden for og hvor kvaliteter som glæde, oprigtighed, klar kommunikation og respekt har gode vækstvilkår, jo mere trygge bliver vi.

 

Det gamle ord om, at enhver er sin egen lykkes smed, er jeg meget enig i. Enhver sandhed har naturligvis sin modsætning. For om nogen ved jeg, at eksterne faktorer som skilsmisse, krig, konkurs, sygdom, misbrug mm i mange og lange perioder kan påvirke os, så vi selv om vi gør alt, hvad vi kan, ikke bare føler os lykkelige eller trygge. Men stadigvæk må den enkelte fokusere på at skabe de rammer og attituder, der baner vej.

Er du mon tryg i dit liv?

Er du lykkelig i dit liv, uanset om du er i et parforhold/ægteskab eller er single/”gået solo”?

Hvis du vil skrive om din lykke eller mangel på samme, din tryghed eller det, der gør dig utryg, så benyt endelig min weblog

 

Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen

Kolding,

GHTime Code(s): nc nc nc nc nc 

Tryghed i parforholdet – Tryghed i ægteskabet

 | 25. november 2011 25. november 2011 - 10:31

Der er mange vinkler på begreber / definitioner på trykhed i parforholdet – ægteskabet.

Da jeg for nylig deltog i et interview i artikelserien Manden på Spanden, spurgte journalisten Michala mig, om det ikke står helt galt til med hensyn til mandens rolle i det moderne samfund.

Spørgsmålet udsprang af, at flere undersøgelser peger på, at en del kvinder karrieremæssigt stormer af sted, – at kvinder er smukke og lækre, selvbevidste og jo faktisk kan blive gravide uden en mands hjælp. Så hvorfor overhovedet tænke mændene ind i en tilværelse.

Som kvinde, psykoterapeut og parterapeut ser jeg det helt anderledes.

Ligesom mændene før har været den forsørgende part i ægteskabet og rollerne evt. byttes om på dette plan i løbet af de kommende år, har mænd og kvinder brug for hinanden. Vi har brug for den tryghed, der opstår, når vi i en forelskelse og et kærlighedsforhold åbner os for hinanden, taler sammen, griner sammen, er praktiske sammen, beroliger hinanden og hjælper hinanden.

For mig at se er det afgørende at tænke på den optik, at vi er mennesker. Ikke kun mænd ikke kun kvinder. Men mennesker. Og at vi herigennem har nogle helt basale og fælles behov. Nemlig at vi ønsker at mærke og have tryghed i vores parforhold. At vi har brug for at føle og vide, at vi har en betydning. Og denne følelse/sindstilstand opstår kun i kraft af et andet menneske. Vi har brug for at have variation. Og vi har brug for indflydelse. Men trygheden er en af de allerstærkeste værdier, og vi går langt for at have den i vores ægteskab og/eller parforhold.

Mennesker flygter. Mennesker tager store og omsiggribende beslutninger, når de er utrygge. Vi har så stærkt et behov for tryghed, at jeg slet ikke er nær så bekymret for mandens rolle. Jeg mener, at mænd og kvinder har brug for hinanden. Selvom vi som kvinder kan være stærke og selvbevidste, har vi alle en sart side, og den ømhed, der herigennem kan gro frem, gror frem i samværet med en mand, der kan modtage og give og giver den omsorg, der gør at kvinden føler sig passet på og elsket.

Tryghed må aldrig kun opfattes som et begreb, vi taler om.

Den enkelte person og det enkelte parforhold /mægteskab må finde ud af, hvad der i deres virkelighed skal til, for at der opstår tryghed, og at begge parter dermed føler sig trygge, rolige og glade.

For mange er det dialogerne om løst og fast, stort og småt, der gør, at vi føler os trygge. At vi kan tænke og tale uanstrengt og har oplevelsen at blive hørt. Når vi bliver hørt, føler vi os forståede. Og når oplevelsen af, at vores partner forstår os, vokser følelsen og lysten til at ”stå for ” den anden frem. Tænk lige over det. FORSTÅ – STÅ FOR.

Mange har også brug for nogle spilleregler for at have oplevelsen af, at der er tryghed. De fleste har spilleregler om, at de er hinanden tro. Og om hvordan de får fordelt udgifter og om, at skænderier ikke skal være dagens orden. Og evt. om at stå sammen, når der er ekstern belastning som fyring, en nævenyttig svigermor, en dikterende veninde, en løssluppen kammerat mv.

Du ved det. Jeg ved det. Vi ved det alle sammen.

Når vi besøger et par, er det ret nemt at fornemme, om der er en tryghed iblandt dem. Masser af små signaler som kropssprog, kommunikation, om tavsheden er god eller dårlig, om der er en oplevelse af at kunne tale frit osv. Mange aspekter gør, at der er tryghed eller mangel på tryghed

Hvis du for en kort bemærkning stopper op og kigger på dit ægteskab udefra, vil du derfor også kunne vurdere graden af tryghed. Kig indad og bemærk, om der er nogle steder, hvor det er værd at sætte ind.

For uden tryghed mister vi grebet og er alt for nemme at vælte. Uden tryghed bliver vi stressede og bange. Uden tryghed mister vi overblikket og tager desperate beslutninger.

Du må skabe tryghed. Og I må skabe tryghed.

Tryghed er som nogle af de andre store følelser som glæde og kærlighed

Det er nemlig sådan med disse følelser, at de bliver større, når man deler dem.

Så del dit behov for tryghed.

Og vid at tryghed er en ”ud af huset”-ting. Jo mere du giver, af et åbent og rent hjerte, jo mere får du.

 

Skriv gerne dine kommentarer om tryghed på min weblog.

Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen

Kolding

GHTime Code(s): nc nc nc nc nc nc nc nc nc nc nc nc nc nc nc nc 
Register Login
Tekster på CSR-Nyt er ejet og kopibeskyttet af Christel Sonne Rasmussen.