Dine, mine og vores børn.

Hvert år bliver xxxx ægtepar skilt. Og xxx bliver gift.

I mange af de forhold, hvor separation og skilsmisse er en kendsgerning, er der børn i familien. Der berøres af bruddet og børn, der nødvendigvis følger med som dele af forældrenes tilværelse og i mange tilfælde valg af nye partnere.

Og selvom mennesker dybt i deres hjerte er romantiske, er mange af dem, der bliver skilt, naturligvis også ”brændte børn” og har en erfaring med sig, som de søger at bruge på bedste vis i et nyt forhold. Det, der overrasker mange, er at selvom de voksne med en ny partner er uendeligt glade for hinanden og tror på, at denne gang vil det lykkes, ja så opstår der hyppigt problemer omkring en sammenbragt børnegruppe.

Årsagerne til dette er ret indlysende:

• Børnenes forskellige aldre og behov (en sammenbragt gruppe af småbørn og teenagere)
• Uafklarethed omkring hvem der opdrager hvilke børn
• Frustration over hvordan kritik afleveres til den andens børn
• Børnenes aversion mod en ny partner
• En ny partners aversion mod et eller flere børn. ”din søn er for pylret, din datter  er for strid osv.)
• Jalousi som følge af tæt kontakt med ekspartneren, der er forælder til nogle af børnene
• Planlægning og mangel på uforstyrret voksentid grundet mange børn, og grundet at børnene serviceres med mad, ekstrahensyn, besøg af venner, transport til fritidsaktiviteter osv.
• Forskelsbehandling og forskellige regler for børnene. Nogen får lov til mere og får mere end andre
• Mangel på plads – hvordan transporterer vi os, hvem skal sove hvor, mangel på værelser
• At der flyttes ind til den nye partner. Man føler sig som gæst og gamle rutiner kan ikke omstødes

Lad det være sagt med det samme. Hastværk er lastværk. Og når jeg siger det så enkelt, skyldes det, at jeg mener, at mange ”nye par” flytter alt for hurtigt sammen og/eller alt for hurtigt bliver en stor del af hinandens hverdage. Mange børn når ikke at vænne sig til dette, og en del voksne er heller ikke afklarede og helede efter skilsmissen, så det hele får et anstrøg af hast og desperation. Men forelskelsen slører dette, og virkeligheden begynder så at melde problemerne ind.

En tommelfingerregel er helt klart, at de voksne kan dyrke deres kontakt og forelskelse i et halvt år, før de introduceres til børn som en ny partner. Og sammenflytning og fælles kalender bør ikke ske, før de voksne har en overensstemmelse med hensyn til at have fået kontakt med børnene, afklaring omkring økonomi, opdragelsesregler, hvordan der vises hensyn til alle, fordeling af pligter, aftaler om sprogbrug, computer/TV-tid osv. Når de voksne har valgt at flytte sammen, mener jeg, at en gradvis tilnærmelse, hvor man bor sammen nogle dage og så derefter har sin egen forælder i fred, og derefter udvider hyppigheden og intensiteten i samværet er en gave, – både til det nye voksne forhold og til børnene.

Meget fornuftigt og meget givende. For følelserne kan ikke bære det alene

I min praksis har jeg ofte hørt følgene fra voksne i sammenbragte familier:

• Jeg kan ikke holde min mands ældste søn ud. Han er en stor teenager og er simpelthen så lad. Laver intet og opfører sig som var det et hotel. Min mand siger ikke rigtigt noget til ham, og jeg bliver totalt indebrændt. Vi har aftalt, at det er min mand, der sætter ham på plads, men det gør han ikke, og jeg føler, at jeg skal have mundkurv på i mit eget hjem.

Og

• Min nye kone er langt mere kontrollerende end jeg regnede med, og så er hun samtidig vildt eftergiende over for hendes børn. De dyrker begge to meget sport, og det er jo fint nok, men hun bruger tid hver eneste weekend på at køre dem til kampe og være tilskuer. Jeg vil gerne have lidt fri tid med hende i weekends, – også fordi vi har hver vores børn på skift, så vi har aldrig tid sammen. Og når jeg påtaler, at de godt kunne stille deres cykler ordentligt i garagen, så de ikke ridser min motorcykel, tager hun dem i forsvar og siger, at ”hvis jeg har et behov for orden, må jeg jo bare rydde op”.. Det bliver let en kamp imellem dem og mig. Hun er meget sød ved mine børn, men jeg har efterhånden svært ved at føle mig holdt udenfor.

• Det giver afstand i vores forhold, at min mand har et ret kolerisk temperament. Han synes ikke selv, at han overreagerer, men jeg synes, at han råber alt for højt og flipper over alt for små ting. Mine børn og mig er ikke vant til råben, og børnene bliver bange. Min mand slår det bare hen og kalder mig en hønemor. Og han siger, at alle da skal have lidt modstand, og at han jo kun er sur kort tid ad gangen, og det å jeg da bare vænne mig til.

• Vi har 5 sammenbragte børn til sammen”. 3 teenagere og 2 på hhv. 8 og 10. De små ser meget op til de store, men de store gider ikke de små. Håner dem og driller dem og råber ”skrid”, når de små banker på døren ind til værelserne. Det giver en meget anstrengt stemning, og vi appellerer til hensyn tagen hele tiden.  Vi er egentligt meget enige om at sætte grænser og irettesætte, men teenagerne vender øjne og isolerer sig. Det her er langt fra at være harmonisk.

• Min mand tjener meget mere end mig. Og bruger selvsagt også meget mere tid på sit job. Det betyder, at jeg er en del hjemme med vores 3 sammenbragte børn og 1 fælles barn. Jeg føler mig taget meget for givet og oplever, at jeg styrter rundt for at servicere hans to store børn, der er meget optagede af computere og temmelig passive. Min mand er chef og kan ikke bare skrue ned for sit arbejde… og et af prolemerne er også, at han køber sig til god samvittighed ved at stikke dem en tusindlap og sige : gå ud og køb et par jeans…. Vi har ikke fællesøkonomi på grund af hans firma, og jeg kan ikke give mit barn fra mit gamle forhold det samme. Vores fælles barn overdynger han også med gaver og synes, at jeg er alt for nærtagende, når jeg påpeger forskelsbehandlingen. Det giver mange problemer.

• Min kone og hendes teenagedatter på 16 har et sygeligt venindeforhold. Det er fair nok, at de lakerer negle, ordner hår, lægger ansigtsmasker, men de ligger i sofaen og flyder og ser Paradise Hotel sammen, og hun sidder gerne med de unge venner flere aftener, og ænser mig knap nok. Så kan jeg gå rundt med vores fælles tvillinger og føle mig som en idiot. For sagen er, at datteren er meget flabet over for mig ikke sådan direkte, men ved ikke at sige godmorgen eller godnat. Ingenting siger hun, hvis hun kan blive fri. I hvert fald ikke til mig. Men hun trækker moderen med ind på værelset, med ind i stuen  og vi har været hos en parterapeut , der talte med os om vigtigheden af voksentid. Men det har min kone fuldstændigt nedprioriteret. Det er jeg frustreret over og vi har ret mange skænderier om det .

• Vi har begge to ret travlt, fordi vi ønsker at afvikle den gæld, som vi hver især har bragt med ind i forholdet. Vi vil nemlig gerne kunne købe et hus sammen. Lige nu bor vi i  mit hus, hvor jeg har boet med min ekskone og børn.  Vi har alt for tit diskussioner. Min kone føler sig som gæst i huset, – hun bliver mat og indadvendt, og lufter at hun ikke rigtigt tror på vores projekt. Det, der så problematiserer det hele, er at jeg synes, at hun giver børnene alt for eget plads. Det er godt nok vores to fælles børn, på 1 og 3. Men de har begge plads i dobbeltsengen, for ellers kan hun ikke sove dybt. Vi har stort set aldrig et par sammenhængende timer for os selv. Og når dine to store børn er der, er hun også flink ved dem, men har ikke overskud til at involvere sig i dem, så det bliver så opdelt det hele.

Snak om tingene med det samme, de opstår. Og husk: enhver hund synes bedst om sine egne hvalpe. Det gælder også for mennesker det kan skabe enorm afstand hvis man som voksen ikke kan rumme eller være respektfuld over for den andens børn. Find derfor så hurtigt som muligt ud af, hvordan I vil være et voksent team, så I ikke splitter op. For så viser I børnene, at det er ok at splitte. Og det kommer der som regel altid pay back på.

Skriv endelig om gode erfaringer med hensyn til sammenbragte familier.

Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen

Tilbage til hovedsiden:

• Krise  i ægteskab / parforhold

Kategorier: Parterapi
Ingen kommentarer »

”Jeg vågner klokken 4 hver morgen. Kan ikke sove mere. Det har stået på længe nu. Mine tanker kører rundt i hovedet. Jeg finder ingen løsninger. Min hustru har været på selvrealiseringstur hvilket jeg bakkede op omkring, men hun har fået mange nye venner og skriver med dem, på Facebook og hendes I Phone. Hun siger, at det kun er venner, og at jeg skal slappe lidt af, – hun giver mig skideballer for at være kontrollerende, og hun sletter sine beskeder og sin log. For jeg må tilstå, at jeg har været i hendes telefon nogle gange og ikke fundet noget. Hun er begyndt at gå til træning og har tabt sig en del. Jeg har altid syntes, at hun var dejlig, som hun var, – lidt rund efter 4 børnefødsler og graviditeter, men ved jo godt at hun ikke selv har været tilfreds med sin krop og sit udseende. Jeg er selvfølgelig glad for, at hun begynder at gøre mere ud af sig selv, men jeg er rædsomt bange for, at der kommer en og tager min plads. Og mine tanker bliver til jalousi, og jeg hader mig selv for det. jeg synes, at jeg er latterlig. Og ved godt, at jeg ser spøgelser ved højlys dag, men rædslen har fat i mig. Og jeg kan godt høre hende, når hun siger ”Hallo, hvornår skulle jeg lave noget med en anden. Vi har fire børn. Jeg går på arbejde og er ellers hjemme……” men hun har bare haft luftet for mig, at hun har haft snakket med nogen af de nye venner om, at vores forhold ikke altid har været så fedt, især ikke i de senere år hvor vi har haft mest fokus på jobs og bør. Men jeg elsker hende så meget, og jeg kan ganske enkelt ikke forestille mig et liv uden hende. Tankerne raser rundt. Jeg bebrejder mig selv for ikke at have været mere nærværende. Jeg bryder min hjerne med, hvad jeg skal gøre for at hun synes, at jeg er attraktiv og interessant igen. Hun siger, at hun ikke vil gå fra mig, og at vi nok skal klare den her krise, men understreger også, at jeg ikke skal kontrollere hende og i stedet stole på hende, for jeg har ikke grund til andet. Så min konklusion er, at jeg er ubegrundet jaloux. Og det er selvfølgelig bedre end at være begrundet jaloux. Jeg er bare så bange og bliver sindssygt mistroisk og frygter, at hun tager røven på mig. Det har jeg nemlig prøvet, i et forhold før jeg lærte hende at kende. Men da jeg fandt ud af det dengang, brød vi selvfølgelig op. Hvordan får jeg de tanker ud af hovedet, så jeg kan være imødekommende og venlig uden at have en indre stemme, der hele tiden stiller spørgsmål og lægger mærke til stort som småt og fortolker helt forvrænget? Og jeg har fundet ud af, at det der virkeligt piner mig, er at hun har en eller anden grad af fortrolighed med de nye venner. Og den fortrolighed vil jeg jo helst have, at hun har med mig. Men hun har meget ret i, at vi jo ikke har været gode til at tale om os to i nogle år. Vi har kunnet, og det giver mig fortrøstning, at vi ikke skal lære at snakke med hinanden, men det er mere end svært at have naturlige dialoger, for jeg føler jo, at jeg har brug for at være åben og ærlig, og at det er igennem hende, at jeg bliver hel igen. men jeg kan godt mærke, at hvis jeg taler for meget om, at jeg er bange og stiller spørgsmål og den ene eller anden ven, ja så bliver hun sur og træt af mig.

Kan jeg tillade mig at sige, at vi skal have åbne telefoner, så vi kan læse hinandens beskeder, for jeg tror, at det ville give mig ro i sindet, at jeg kan se, hvad det er for en korrespondance, hun har med sine nye venner? Jeg er selv meget splittet omkring dette punkt .

(mand 45 år)

Min kommentar til det sidste spørgsmål.

Nej. Jeg synes ikke, at man skal sidde og læse i hinandens telefoner. Jeg synes ikke, at man skal dyrke kontrollen. For kontrol gør følelserne kolde.

Snarere synes jeg, at man skal finde sin vej til at styrke kontakten igen. Det udtryk, jeg hyppigst bruger over for mennesker, der føler jalousi, er ” Hellere kontakt end kontrol”. Som sådan forstår jeg jo godt behovet for vished. Og naturligvis kan behovet for at stille spørgsmål være til stede, og nogle dialoger må tages, når der er noget, der ikke hænger sammen. Men stil ikke de samme spørgsmål igen og igen. Brug i situationer ved stor tvivl evt. en uge på at snakke det igennem, stil spørgsmålene og få svarene, og giv så slip og fokuser på at nærme jer hinanden.

Jeg synes, at reglen der handler om, at hvis den ene eller anden får beskeder, som man føler kunne være en trussel for parforholdet, ja så kommer man af sig selv og viser en sådan besked og finder i fællesskab ud af, hvad man vil gøre ved den. Den metode er langt mere ansvarlig og langt mere tillidsskabende. Jeg er helt med på, at personen, der er jaloux føler, at det er en udfordring at slå sig til tåls med, at når partneren så ikke kommer og viser telefonen, ja så er det fordi, at der ikke er grund til det.

Det er prisen for at være jaloux. Man må virkeligt indstille sig på, at det er ens egen kamp.

Og det er en kamp, der både skal og kan vindes. Og min erfaring er klart, at det at åbne sig følelsesmæssigt og græde sine tårer og lære at mestre og håndtere sin angst og uro gør, at man bliver mere hel som menneske og dermed mere attraktiv for sin partner igen.

Bare fordi tingene ikke er hvide, er de ikke nødvendigvis sorte.

Lyse tanker til jer alle derude,
Christel Sonne Rasmussen,

Tilbage til hovedsiden:

• Krise  i ægteskab / parforhold

Kategorier: Parterapi
Ingen kommentarer »

Når den ene elsker mere end den anden.

Jeg bemærker i hvert fald, at tendensen altid er stigende om foråret.  Tendensen til at være tættere på sin partner, eller i andre sammenhænge at finde en partner, der kan indfri de længsler, som mange går med.

Og det giver kriser. Personligt – og i parforholdene.

For det hele er ikke som i naturen udenfor, hvor det grines og livet bekræftes.

Jeg sidder med adskillige individuelle klienter og par for tiden, hvor den ene siger noget i retning af:

• Jeg synes, at vi keder os. Jeg synes slet ikke, at den anden er spændende mere. Det hele er så forudsigeligt, og jeg har lyst til at der sker noget mere. Men jeg kan ganske enkelt ikke mærke, om det er sammen med min partner, at jeg ønsker dette. Jeg bemærker, at jeg er begyndt at kigge efter andre, men gør ikke noget ved det. for jeg ville selv blive sindssyg af jalousi, hvis hun er sammen med en anden.  Den tanke kan jeg ikke udholde. Men det er noget af et dilemma, for jeg kan heller ikke udholde den her trumerum.

Og andre siger:

• Vi har alt. Et fedt hus, masser af penge til rejser, gode jobs, venlig hed og respekt, men det hele er alligevel så indholdsløst og tomt. Der er ingen kilderen i maven, der er intet savn, hvis vi arbejder meget og ikke ses i et par dage, – der er ingen nysgerrighed eller begejstring.  Får lyst til at møde andre og finde ud af, om jeg mon nogensinde har været rigtigt forelsket i min partner, eller om jeg er vokset fra ham.

Og atter andre siger noget i retning af:

• Jeg er blevet rigtigt glad for en mand. Vi snakker fantastisk sammen, griner meget, og vores sex er hedt, vildt og intenst. Ingen af os er i faste forhold, og der er ro på i forhold til ekskone/eksmand. Det har stået på i et halvt års tid, og vi bruger rigtigt megen tid sammen. Men nu er han kommet og har sagt, at han ikke er forelsket i mig. Han sætter pris på vores samvær og nyder de timer, vi har, men vil ikke være kærester. Det fortvivler mig

Og

• Min kone har sagt, at hun vil skilles. Hun siger, at hun har kæmpet for at det skulle blive godt igen, men at hun ingen følelser har for mig. Jeg er i dybt chok. Jeg har slet ikke set det komme. Jeg synes, at vi var så lykkelige, og jeg har givet hende alt. Tøj, job, penge, gaver, frihed så hun kunne gå i swinger klub – kort sagt: jeg har givet hende alt, og vil gerne blive ved med det, men hun siger, at følelserne er væk, og hun vil ikke engang være med til at kæmpe for os.  Og jeg sidder fuldstændigt paralyseret og aner ikke mine levende råd. Har et brev fra hende fra efteråret, hvor hun skrev, at hun ville blive gammel sammen med mig. Og nu er der intet. Hun er flyttet. Jeg savner hende, og jeg vil vitterligt ikke andre end hende. Og kan mærke, at jeg er ved at blive bitter, for jeg synes, at hun er fej når hun ikke vil prøve parterapi, og jeg synes, at hun har udnyttet mig max, selvom jeg selvfølgelig også har givet hende mulighed for det. hvad gør jeg ?

Og sidder med par, hvor kvinden er gået kold. Og er klar til at bo for sig selv, hvor sorgfyldte mænd ligger på knæ og trygler om, at ”vi må da kunne finde en vej. Alle har det jo hårdt en gang imellem, og jeg elsker dig jo. Jeg tror ikke, at jeg kan leve uden dig ”: Og tårerne flyder, og ordene bliver matte, og rummet fyldes med smerte, for situationen forekommer uløselig, hvis begge parter skal være gensidigt lykkelige.

Var der bare et svar, der løste kærlighedens smerte, ville jeg ikke sidde på mit kontor og skrive tekster. Så ville jeg stå på den største scene i USA med en fyldt sal på 100.000 mennesker og kræve 5000 dollars pr billet og ville så give svaret på kærlighedens gåde.

Der er så mange svar på kærlighedens gåde. For utroligt mange aspekter spiller ind i vores liv, og hjertets sang har sin egen melodi og kan kun synges af den/de enkelte implicerede parter.

Som jeg talte med et par om i går. Jeg husker ordret, hvad jeg sagde:

Det burde jo ikke være så svært at trives i et parforhold.  Hvis følelserne er til stede fra starten, ja så er der i det store billede kun 4 regler, der er vigtige:

• Kys på hinanden
• Snak med hinanden
• Samarbejd om det, der må gøres og
• Pas på hinanden

Og som manden med det samme replicerede:

• ”ja, men det er jo lettere sagt end gjort”.

Og det har han helt ret i.

Og derfor er der ikke blot en ting, man kan gøre, når man er frustreret, fortvivlet,bange, jaloux, keder sig eller noget helt femte. Det er, som jeg ser det, ikke en handling, man må fokusere på, men snarere mener jeg, at man må fokusere på, hvilken eller hvilke holdninger der er styrkende og bæredygtige i en personlig og/eller en fælles krise.

Jeg tror på, at det gør en forskel at beslutte sig dybt i sit inderste for, at ”jeg og/eller vi vil styrket igennem denne krise”. Samt at mønstre de ressourcer, der er med til at bane vej for, at man føler, at man trives og vokser som menneske. For det er det spørgsmål, jeg anbefaler, at man stiller sig selv, når man begynder at overveje, om man står ved en korsvej i sit liv, eller oplever, at man med et stilles ved en korsvej og skal beslutte sig for retningen. ”føler jeg, at jeg vokser her ?”…

Jeg mener grundlæggende ikke, at man skal trække noget positivt ud af alting. For der er decideret negative aspekter og stunder i et menneskeliv. Kærestesorg er ikke positiv. Skilsmisser er ikke positive. Angst for at miste er ikke positivt. Og skal man så alligevel søge at trække noget positivt ud af de kriser, som foråret hjælper på vej, er mit budskab, at krisen træner os i at være til stede i nuet. Når vi har grædt vores tårer og skrevet vores sms er , ja så er nuet her stadig. Og måske hjælper foråret trods alt lidt her.  Se og lyt, mærk og lugt. Sans din verden. Her og nu, og her og nu. og stol så på, at ”det bedste eller det rigtige vil ske”.

Alt godt,
Christel Sonne

Tilbage til hovedsiden:

• Krise  i ægteskab / parforhold

Kategorier: Parterapi
Ingen kommentarer »

Jeg har talt med mange par, hvor kærligheden er forsvundet, og hvor parterne er blevet enige om eller har været nødt til at sige ”tak for kampen” og er gået ind i fasen separation.

Afhængigt af hvad den udløsende faktor for separationen er, varierer disse samtaler fra at være snakke, hvor der er en moden afklarethed og børn, økonomi og kommunikation kan drøftes, til bebrejdende og anklagende samtaler, hvor der ingen gensidig tolerance er, og hvor kamp, gråd og tænders gnidsel er dagsordenen.

Og jeg har i efterspillene på brud mange gange oplevet, at især økonomi er en af de tungeste sten, som kan vedblive at være et stridspunkt imellem to mennesker, der engang elskede hinanden. Og jeg hører mig selv sige igen og igen: uanset hvor sårede og skuffede I er, så lad aldrig økonomi komme imellem jer. Vær rimelige overfor hinanden, både i separationen og den endelige skilsmisse.

Samtidig ved jeg jo godt, at netop økonomi og synet på penge er grundlagt tidligt i livet, og at det derfor sjældent kun er de reelle kroner og øre, der kæmpes om, men i lige så høj grad kæmpes der om, at man ikke føler sig forstået og respekteret med hensyn til menneskelige værdier som:

• Behov for struktur og sikkerhed
• Behov for at leve i nuet
• Behov for at bryde med trummerum og være lidt spontan
• Behov for at slappe af
• Behov for at have sikkerhed og lidt på kistebunden til dårlige tider

Osv.

Men det er jo heldigvis ikke kun i separation og skilsmisser, at der snakkes om forskellige synspunkter vedrørende økonomi. Mange par har det som et tema i deres liv. Og desværre et tema, der kan skabe mange skænderier, netop fordi det er så faktuelt, hvad der står på bundlinjen, og hvad der står på kassekivtteringerne, når man går ud af Fakta eller Netto, eller som en mand sagde ”det er ikke småpenge, der er brugt, når hun valser ud af tøjbutikkerne”.

Min holdning er stadigvæk: vær rimelige over for hinanden og afklar, ud fra de erfaringer og grundholdninger, I har, hvilken form for økonomi der passer jer.

Jeg har spurgt mange: ”Hvorfor har I fælles økonomi?”

Og fået mange diffuse svar:

• ”Jamen, sådan blev det bare” – ”det har man da, når man er gift”.. ”øh, det blev bare sådan – og det virker da mærkeligt at have separate konti..” osv.

Jeg tror ikke, at der er noget endegyldigt svar på, hvilken form for økonomi, der er bedst. Men jeg har erfaringer med, at hvis man har modstridende holdninger til økonomi, således at forstå, at den ene part godt kan lide sikkerhed og ”har livrem og seler på”, og den anden er ansvarlig, men mere fri i sin brug af penge, ja så er separat økonomi en af mulighederne. Ganske enkelt for at minimere et pres og en belastning, der ellers kan skabe mange natbortvendte rygge.

Når jeg skriver separat eller adskilt økonomi, mener jeg, at man kan have en fælles pulje til alt det fælles, såsom husleje, forsikringer, mad, rejser osv. og så derudover have hver sin konto til eget tøjforbrug, egne fritidsinteresser osv. Nogen vender sig imod dette, fordi de to lønninger er meget forskellige, og andre prøver det af i en periode.

Andre igen finder ud af, at det er bedst at have fælles økonomi, og at det gavner at sætte sig en gang ugentligt sammen og gennemgå ugens indkøb, for at have en fælles følelse af at have fingeren på pulsen og for at betale regninger sammen, for i rigtigt mange tilfælde bliver det en af parterne, der er ”finansminister”, og dermed den person, der uden at ville være det, bliver kritisk og så også bliver kritiseret for dette. Det er et fælles ansvar at forholde sig til økonomi, og det er ikke værdigt for nogen, at den ene skal bære det hele og fulde slæb, hvis det da ikke er en gensidig aftale

Jeg vil meget gerne høre fra nogen på bloggen, med hensyn til hvilke problemer og gerne hvilke løsningsmodeller, I har haft med hensyn til penge og forbrug. Alle indlæg er naturligvis berammet af tavshedspligt og derfor anonyme.

Vi kan ikke undgå, at det er et vilkår, at ”money makes the world go around”, som de synger i den gamle sang, så lad os finde ud af, hvordan vi kan forholde os til dette faktum uden at blive uvenner.

Rigtigt dejlig dag til alle jer derude

Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen.

Tilbage til hovedsiden:

• Krise  i ægteskab / parforhold

Kategorier: Parterapi
Ingen kommentarer »

Jeg har mange par, der er gift, i min praksis.

Og derfor har et bryllup bag sig. når den del af parterapien, der handler om bearbejdning af fortidige belastninger er i gang. Det sker mere end 8 ud af 10 gange, at brylluppet er et af arbejdspunkterne.

Jeg har tit tænkt på, at det er ambivalent, at det, der af mange kaldes deres livs store dag, alligevel er behæftet med så mange skuffelser, frustrationer og efterfølgende bittersødme. Og det er ingen hemmelighed, at det primært er kvinderne, der bærer frustration og årelange sårede følelser med sig.

• Jeg kommer aldrig over, at det var mig, der stod for alle forberedelserne til vores bryllup. Min mand tjente pengene, men sagde tit: du er meget bedre til alt det der sociale end mig.Og selvom jeg bad og bad ham være med til invitationerne, bordplanen, valget af menu, valget af musik osv., ja så var hans eneste indsats stort set at tage med og tale med præsten på forhånd, – for det skal man jo, og resten lå på mine skuldre. Det var bare ikke ret fedt, for i min drøm skulle vi netop være to om det bryllup. Den skuffelse, det satte i mig, er jeg sikker på har en sammenhæng med, at jeg allerede få måneder efter brylluppet havde et one night stand.  Efter at jeg har sat mig ind i, hvorfor man er utro, er jeg sikker på, at det var min måde at straffe ham på, Det er på ingen måde i orden, at jeg har været ham utro, og heldigvis er vi kommet styrkede igennem krisen grundet parterapi. Jeg kan godt leve med, at han begår fejl. Det gør jeg også selv i stor stil. Men noget i mit pigehjerte kommer aldrig helt til at tilgive ham, at han svigtede. For et bryllup er noget, der kun foregår én gang i livet, og jeg synes grundlæggende, at det er så stor en ting at sige ja for evigt, at jeg i mit hoved og i min sjæl aldrig kommer til at fatte, at han ikke bare havde lyst lyst lyst til at være med i forberedelserne sammen med mig (kvinde, 32 år)

• Når jeg tænker tilbage på vores bryllup, smiler jeg. Det var en smuk solskinsdag, og min kone var eventyrligt bedårende, og jeg følte virkelig, at jeg havde trukket det heldigste strå af alle mænd. Jeg havde ingen tvivl i mit sind, da jeg sagde JA. For mig at se var det en gennembrudsdag, og det rørte mig dybt at se, hvor glade vores gæster også var.  Jeg så det som et startskud på det, jeg oplever, er meningen med livet, – nemlig at være to, der stifter familie og har mange gode og kærlige dage.Det er nu 6 år siden. Og da jeg forleden var på Facebook var der en venneanmodning fra en af mine tidligere skolekammerater. En kvinde. Ikke en, jeg nogensinde har flirtet med, bare en gammel skolekammerat, der havde surfet på nettet og søgte om mit venskab. Jeg accepterede anmodningen og fik et chok, da jeg blev stillet et spørgsmål. Hun skrev: Sjovt at finde dig igen. er du lykkeligt gift?Hun spurgte ikke, for at jeg skulle have noget med hende. Men spørgsmålet satte en lavine i gang indeni mig. For jeg kunne med hånden på hjertet sige, at jeg blev lykkeligt gift, men da vi desværre ikke har fået børn og er blevet undersøgt og det viser sig, at vi aldrig selv får børn, måtte jeg erkende, at jeg stadig elsker kvinden i mit liv, men pludseligt er jeg usikker på, om jeg er lykkeligt gift. Alene dette spørgsmål satte alt på spidsen. Og udløste en krise. (mand, 39 år)

• Lige siden jeg var lille pige, har jeg drømt om et romantisk bryllup.  I kirke, i hvid kjole, med en smuk brudebuket, med solskin og fest og en bjergtagende bryllupsrejse. Som tiden gik og jeg mødte min kæreste, blev jeg hurtigt gravid, og da jeg var tæt på de 30, havde fået to børn og købt hus og bil, syntes vi begge, at nu var tiden kommet til at gifte os. Det var bare langt fra den gamle drøm, men jeg følte, at den ikke længere betød noget, og vi planlagde faktisk en fin 30 års fødselsdagsfest og kun en veninde – udover min mand og præsten, vidste at det var et ”cover”. For når gæsterne kom, ville de blive gennet hen i kirken og et bryllup ville gå i gang. Både min mand og jeg snakkede meget om den reaktion, gæsterne ville have, og vi glædede os meget.Og når jeg i dag, nogle år efter, tænker tilbage, var brylluppet også fint, forstået på den måde, at jeg elsker den mand, og godt kan leve med, at der var to ørn med i det, jeg ellers troede skulle være et prinsessebryllup. Men en ting havde vi underkendt. Og det fylder stadig.  Min mor blev smækfornærmet over, at hun ikke var indviet i bryllupsforberedelserne. Det kom åbenbart som et chok for hende, at vi giftede os, og hun var lukket og mut hele dagen og aftenen. Den dag kunne jeg godt abstrahere fra det, for alle andre var superglade, men vi hører stadig for, at hun synes, at vi svigtede hende og ingen respekt viste hende. Jeg fatter det ikke, for så tæt er jeg slet ikke på min mor, så hvordan i alverden hun havde forestillet sig, at hun skulle være medinddraget, kan hverken jeg eller andre forstå. Men hun er så sur og skuffet, og der falder konstant stikpiller om ”nå, det her kan jeg så godt bruges til”, hvis vi eksempelvis spørger, om hun kan passe børnene en aften osv. jeg/vi har forsøgt at tale stille og roligt med hende om det. jeg har haft flippet og bedt hende stoppe hendes bebrejdelser, for det gør noget ved mit minde om den dag, og nu er det faktisk sådan, at fordi det var et hemmeligt bryllup…, ja så overvejer jeg at lukke ned for kontakten til hende, selvom hun er børnenes mormor. For jeg magter ikke, at den dag der på mange måder var rigtigt fin, mærkeligt nok er blevet udløsende faktor for en masse kritik, sårethed og skyldfølelse. (kvinde, 33 år)

• Min mand er uddannet akademiker. Han er velformuleret og dygtig og nyder stor anseelse blandt kolleger. Han er omsorgsfuld og dejlig, og jeg elsker ham, også nu hvor det er 5 år siden, at vi blev gift. Men det skærer mig i hjertet, når jeg dagligt kigger på vores bryllupsfoto, der hænger på væggen i stuen.  Sagen er, at jeg havde set frem til hans bryllupstale. Jeg havde glædet mig til at modtage den kærlighed, som jeg aldrig har tvivlet på, at han følte og føler for mig. Og så skete der det, at han slog på glasset, rejste sig, græd en tåre og sagde ”Jeg elsker dig. tak for at du vil være min kone”. Og så satte han sig igen.Flere af gæsterne troede, at det var en joke. Men det var det ikke. Det var bryllupstalen. Det gjorde mig mat. Og forvirret. Var jeg ikke mere værd end få ord.Han har senere forklaret, at han var så rørt, at han ikke kunne tale. Ville ikke bryde sammen over for alle gæsterne. Men jeg er stadig skuffet. Tror aldrig, at jeg kommer helt over det. (kvinde, 42 år)

• Min kone er lidt følsom af natur. Det betyder dels, at hun let bekymrer sig, og det betyder også, at hun gerne vil have, at jeg tit fortæller hende, at hun er dejlig osv. Det glemmer jeg.  Jeg synes, at det er så kunstigt at skulle gå og sige: du er dejlig, du er sød, jeg elsker dig osv.” For det beder hun mig om. Og når jeg så gør det, bliver hun tit ret sur, virker sådan rigtigt pigesur, for det er sjældent det rigtige, jeg får sagt. Og hvis jeg så går hen til hende, hvis hun står og laver kaffe eller mad, og rører lidt ved hende, skubber hun mig nærmest væk og siger, at jeg også kun tænker på én ting, underforstået at jeg hele tiden tænker på sex, og så er stemningen dårlig… og ikke hver dag, men næsten hver dag får hun også sagt, at jeg heller ikke til brylluppet fik sagt nok i talen. Herregud, tænker jeg. For jeg synes, at bare det at vi giftede os, jo netop er beviset på, hvor højt jeg elsker hende. Men hun lægger megen vægt på ord, og jeg er altså ikke de store ords mand. Hun synes, at bryllupstalen var mangelfuld, og jeg havde brugt rigtigt lang tid på den, ligesom jeg også gav hende et smykke, da jeg holdt talen. Det var altså det, jeg kunne og jeg var faktisk stolt over ideen med smykket, så jeg bliver også sur, når hun bliver ved at bebrejde mig det. Det nytter jo ikke noget. Den dag kan ikke laves om. Jeg ville gerne vide, hvordan vi kommer videre herfra. (mand, 42 år)

• Da vi blev gift, var jeg glad. Men det var alligevel med lidt blandede tanker. For vi havde kendt hinanden i 12 år, før han friede. Det har nemlig aldrig været et ”must” for mig at stå i kirken og sige ja, og alligevel sagde jeg ja, da han meget romantisk friede til mig. Vi havde jo børn og en dagligdag og et firma, så det hele spillede på et eller andet plan. Jeg læste en del bøger om bryllup og ægteskab og hæftede mig ved en kvindelig præsts udtalelse. Hun sagde noget i retning af, at hun syntes, at tiden var løbet fra det kristne ægteskabsritual, og at det ville være mere reelt, at man sagde ”jeg vil elske, ære og respektere dig, til kærlighedens død skiller os ad ”: I stedet for ”jeg vil elske, ære og respektere dig, til døden skiller os ad ”.  Først da jeg stod i kirken og skulle sige ja, slog det mig: det her er for evigt.  Og noget indeni mig rørte på sig og hviskede ”Det her mener du jo ikke i dit inderste, I har for mange skeletter i skabet”. Og det var vitterligt først i kirken, at jeg kom i kontakt med den følelse.  Jeg slog det hen. Brylluppet var jo i gang. Og det var faktisk en herlig dag. Hvor kærligheden bar festen. Ingen tvivl om det. Men i dag, 5 år senere, er vi skilt. Og jeg kan ikke råde nogen til at blive gift, hvis de ikke er fuldstændigt sikre. Det er følelsesmæssigt for hårdt for alle parter, hvis det ikke går. Jeg har virkeligt ransaget mig selv for at forstå, hvordan det kunne komme hertil. Jeg tror, at vi var for unge, da vi mødte hinanden. Der var for meget, vi ikke havde levet ud. (kvinde, 39 år)

• Jeg troede egentligt ikke på ægteskabet. Jeg havde været gift en gang, og da jeg endelig var kommet over det og igen var begyndt at tro på kærligheden, mødte jeg en skøn mand. Og tænk, – da vi var blevet gift efter det smukkeste sommerbryllup nogensinde, ja så lå jeg i sengen næste morgen og var dybt lykkelig over at være en gift kvinde. Det var en helt ny og meget stærk fornemmelse. Så jeg vil mene, at det at blive gift med en mand, der kan beskytte og bakke en op, gør en afgørende forskel. Min udfordring er at blive ved at tage imod. Men det synes jeg, at han lærer mig. (kvinde, 46 år)

Når brylluppet er overstået, mener jeg både som parterapeut og privat menneske, at man må forlige sig med det, som det var. Når man glæder sig meget og har mange forventning er, er risikoen for skuffelse naturligvis større, og det er det tema, vi bruger mest tid på i terapierne, når brylluppet bearbejdes. Vi må udover tale om skuffelserne, også hver især selv tage ansvar for, at vi har haft ”kørt det op” på forhånd, og at det er temmelig sjældent i virkeligheden, at alle forventninger indfries. Det er jo også netop det, vi har kærligheden til. At tilgive hinanden for, at vi bare er mennesker.

Jeg vil gerne høre din beretning om jeres bryllup.

Skriv evt. til min blog

Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen.

Tilbage til hovedsiden:

• Krise  i ægteskab / parforhold

Kategorier: Parterapi
Ingen kommentarer »

Småirritationer over hinandens dårlige vaner, som kan skabe kriser.

Her kommer en usorteret liste over de små/dårlige vaner, som kan irritere i en sådan grad, at det kan være med udløsende faktor for krise i ægteskabet/parforholdet.

Formentligt kender du selv nogen af slagsen. Eller har andre at byde ind med.

• At der snorkes om natten
• At toiletbrættet ikke slås ned
• At der skæres tænder
• At der bruges alt for lang tid, før man skal ud af døren, så man stort set altid kommer for sent til eksempelvis familiebesøg
• At manden tisser i håndvasken (især soldater)
• At håndklæderne lægges forskelligt sammen
• At tøj kan ligge i tumbleren flere dage efter, at det er færdigt
• At den ene bider negle
• At den ene piller næse
• At den ene taler med mad i munden
• At der smaskes
• At der knækkes fingre
• At telefonen er tændt og besvares under måltider
• At der skal ses tekst TV flere gange om dagen
• At der helst skal være et tændt TV i opholdsrum
• At man ikke rydder væk i køkkenet, når man har taget lidt natmad
• At ting ”kører i bund”, eksempelvis at man ikke for sagt, at ”nu mangler vi toiletpapir / sulfo / tandpasta / mælk /rugbrød i tide
• At samtaler med veninder tager timer i telefonen
• At strømper og boxershorts ikke smides i vasketøjskurven, men droppes på gulvet i soveværelset
• At våde håndklæder ikke kommer ud af sportstasken
• At våde håndklæder ikke hænges op
• At cyklen ikke sættes ind for natten
• At breve og regninger, papirer fra skoler og børnehaver, bliver lagt i en stak
• At FaceBook er det første, der tjekkes hver morgen
• At der ligger servietter, tomme slikposer og kaffebægre i bunden af bilen
• At strømper ikke lægges sammen, men ligger i en rodet bunke
• At man ikke tørrer fødderne ordentligt af, når man kommer hjem
• At man får et tantekys, når man mødes efter arbejdsdagen – uden inderlighed
• At man har bestemte ansigtsudtryk/blikke, der irriterer eller trætter
• At den ene altid er bedrevidende

Ja, listen er lang og kan fortsættes i det uendelige.

Måske vil du påpege, at noget af ovenstående ikke kan henlægges under vaner, men snarere er mønstre. Dog mener jeg, at de fleste af beskrivelserne er så konkrete, at de er vaneprægede. Og det, der er så tankevækkende, som jeg taler med mange par om, er at  i en forelskelsesfase er meget af det, som senere kaldes dårlige vaner og skaber stor irritation, nærmest charmerende. Da er man så tolerant, at man uden at bruge kræfter på det, smiler ved sig selv, når man samler boxershorts op fra gulvet eller stiller cyklen i garage.

• Vi må jo hjælpe hinanden, tænker man.

Men så eskalerer tingene. Dagene går, der opstår skuffelser, der kommer barn eller børn til, man sårer hinanden og får ikke talt ud, og så er det som et gammelt ordsprog siger: Liden tue kan vælte stort læs.

Så mange gange skal I kigge et helt andet sted, når småvaner trætter eller irriterer. I skal sætte jer for at få ryddet op og samtidig sætte jer for at blive bedre til at passe på hinanden og få snakket tingene igennem, når de er friske, uagtet om de er store eller små. Gør I det, kan I leve med selv nogle dårlige vaner. Men stirrer I jer blinde på vanerne og begynder at bebrejde eller diktere den anden at lave om, så er I på vildspor. Og det betyder ikke, at I ikke kan leve videre sammen. Det betyder blot, at det bliver derefter.

Skriv endelig til min blog, hvis du har kommentarer til dette indlæg.

Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen.

Tilbage til hovedsiden:

• Krise  i ægteskab / parforhold

Kategorier: Parterapi
Ingen kommentarer »

Frustrationerne er ofte mange og store når det kommer til den daglige rengøring, oprydning og indkøb.

• Hvorfor er det altid mig, der skal gøre rent og købe ind? Jeg synes ikke, at du hjælper nok til, og du virker tvær, når jeg beder om lidt hjælp. Vi er jo to om at spise og gøre beskidt, så jeg forstår ikke, at du er så passiv. Du minder mig om din far.

• Min kone har en slags rengøringsvanvid. Hun kan blive uhørt sur, hvis der er lidt rodet i stuen. Hun tramper rundt og smækker med skabslågerne, hvis jeg ikke får pakket ud med det samme, når jeg har købt ind. jeg bliver fuldstændigt drænet for energi, for jeg synes ærligt talt, at hun overreagerer vildt, og hun skælder mig ud som var jeg et barn, – og når det nu er hende, der har behovet for den ekstra rengøring, så kan jeg faktisk ikke forstå, at det går ud over mig. For jeg er altså ikke et specielt rodehoved og vil godt hjælpe til, men hendes standard er for overdrevet. Det giver skænderi0er mindst en gang om ugen. Og hun vil ikke have en rengøringshjælp udefra, for det ser jeg som en løsning. Men hun vil ikke have, at nogen går og snager i hendes ting, som hun siger. Jeg synes, at hun er for mistroisk og hendes perfektionisme gør mig både ked af det, men mest vred.

• Fortæl mig, hvad jeg gør forkert. Jeg køber gerne ind. Vi skriver sammen en indkøbsliste. Og så kommer jeg hjem med det, der er på listen. Og som regel lidt mere, men vi har pengene til det, så for mig at se forkæler jeg min kone ved at købe lidt impulskøb. Hun synes, at jeg frådser, og hun synes, at jeg er uansvarlig. Jeg forstår ikke, hvorfor det går hende sådan på. Hun skulle bare vide, hvor få mænd, der overhovedet køber ind.

• Vi har flere gange forsøgt at lave en plan over, hvordan vi skal gøre rent. Vi sætter tid af lørdag formiddag, og rummene er delt op. Min kone tørrer støv af, jeg støvsuger og gør badeværlserne rene. Hun vasker gulve og pudser vinduer.  Faktisk en fair plan. Men når vi så er færdige, og jeg sætter vand over til en velfortjent kop kaffe, begynder hun at brokke sig. Så er der det ene og det andet galt på badeværelserne. Og jeg har efterstræbt at gøre alt bedre, ud fra tidligere ugers brok. Men hun er aldrig tilfreds. Nu har jeg sat det på spidsen. Enten gør jeg badeværelserne rene – og støvsuger – på min måde. Og så undlader hun at brokke sig, – eller også gør jeg det ikke, og så tager jeg ud af huset, imens hun gør rent. Hun har knap talt til mig i 3 dage nu, fordi jeg er kommet med dette forslag.

• Min mand synes selv, at han er så uovertruffen. Især når han køber ind. Bare fordi han køber ind, mener han, at han er bedre end stort set alle andre mænd, og jeg skal høre op og ned af stolper om det. Ligesom han fortæller om sine indkøb, når vi har gæster. Jeg bliver så irriteret over, at noget, der er så banalt, skal blæses sådan op. Jeg sidder jo heller ikke og praler af, at jeg vasker tøj eller gør rent. Og når det han køber, så er så fejlbefængt, eksempelvis kød med høj fedtprocent og mælk, der udløber inden for et par dage, ja så får jeg lyst til at give ham sådan en skideballe, men ved ikke, om det er ok, for det er selvfølgelig fint nok, at han gør noget. Hvor går grænsen?

• Jeg synes, at man skal deles om alle pligter. Min mand, der er temmelig chauvinistisk, vil allerhelst ligge på sofaen og se sport. Vi bliver aldrig enige. Men husfreden har det bedst, hvis jeg ordner pligterne. Og jeg er egentligt også god til det. Synes bare , at det er en falliterklæring i 2012.

Ovenstående citater stammer fra parterapien. For ikke alle kommer i parterapi på grund af utroskab eller sexuel afhængighed, børneopdragelse eller uenighed om økonomi. Desværre er der en del par, der ”kommer skævt fra start” med hensyn til fordelingen af pligter, og dette bliver som regel til mønstre, der kan være svære at bryde.

Hvis jeg skal give et godt råd, så tal om hvilke pligter, i hver især har lyst til, eller har mindst ulyst til at lave.

Og for mig at se er der en stor fordel i at gøre nogle pligter fælles. Jeg ved godt, at dette dokument handler om rengøring og indkøb, men da det ikke behøver at komme bag på nogen, at begge ting skal ordnes hver uge, så find ud af, hvad i kan gøre sammen og hvad der virker bedst, hvis I gør det hver for sig. Især i disse tider, hvor der altid er butikker, der har åbent, når I har fri, kan det at ordne indkøb blive rigtigt hyggeligt. Det kræver en indsats, og måske er det svært i starten. Men umuligt er det ikke.

Hvis I ikke kan blive enige, eller I begge har det sådan, at ingen af jer magter at gøre rent, har I et par muligheder.

Enten må I trække lod fra uge til uge, så det er tilfældighedens gudinde, der afgør sagen. Eller I må betale jer fra det.

Find løsninger i stedet for at kæmpe med eller mod hinanden. Og find allerhelst, som jeg har beskrevet i artiklen Masser af  Tid, i Ugebladet Søndag, ugen op til påske 2012, det punkt hvor I kan nyde og nærmest lave en meditation ud af de pligter, der jo alligevel skal gøres. Grundlæggende mener jeg, at alt for mange glemmer, at håndens arbejde er ligeså værdifuldt som intellektets.

Lyse tanker,
Christel Sonne Rasmussen.

Tilbage til hovedsiden:  Krise i ægteskab / parforhold

Kategorier: Parterapi
Ingen kommentarer »

De vilkår, der præger vores samfund pt. er, at de sociale medier har magt som aldrig nogensinde før.

Selv om man egentligt skal være 13 for at have en Facebook-profil, kender jeg adskillige 11-årige, der har en sådan og formentligt er større brugere af denne end mange unge og voksne.

Og på Facebook er man venner, uanset det faktum, at man aldrig har mødt hinanden, men blot har fælles ”venner”:

Går man igennem en gågade, er det ikke nok at have to hænder for at tælle, hvor mange, der enten taler i telefon eller svarer på sms-beskeder osv. vi kommunikerer, med mange – venner som perifere bekendte, kolleger som familiemedlemmer. På et plan er det dejligt, at der er kontakt, og at mennesker har et netværk. På et andet plan kan den hyppige frekvens af kontakt skabe uro i parforholdet/ægteskabet.

Her kommer udtalelser, fra min praksis/fra mit forum.

• Min kæreste får sms-beskeder om natten. Han siger, at det er en gammel skoleveninde, og at det ikke betyder noget. Hun skriver nok bare, når hun er til fest og er fuld.

• Om aftenen sidder min mand stort set ved hans computer non-stop. Jeg forsøger af al magt at respektere, at han er selvstændigerhvervsdrivene og må pleje sine kunder, men da jeg selv var inde på computeren forleden, poppede et link til pornosider op. Jeg vil gerne dyrke sex med ham, men han siger, at han er træt, og at han lige skal igennem den næste arbejdsperiode før vi kan dyrke hinanden igen.

• Jeg elsker min kæreste meget højt. Føler, at vi er skabt for hinanden. Vi har dog en konflikt. Han har kontakt med samtlige af sine ekskærester. Siger, at de bare er gode venner, og at han jo aldrig kunne finde på at gå tilbage, for så var han jo ikke gået. Men jeg bliver bange og jaloux, og han siger, at det må jeg komme over, for ingen kvinde skal styre ham. Det er heller ikke, fordi jeg vil styre ham, men for mig er det et tegn på, at han hænger fast ved noget i fortiden, og at han ikke går ”all in”. Er det mig, der er forkert på den?

• Når min kone taler med sin eksmand griner hun meget og snakker med ham om de fælles børn, de har. Men hun spørger også, hvordan han har det. Og jeg synes, at den dialog de har, er for venlig . jeg kan godt respektere, at de taler sammen om børnene, men jeg føler mig til grin, når hun efter en samtale med ham, knap værdiger mig et blik og har en attitude som om, at jeg opfører mig som en nar.

• Når vi er til fester eller sammen med venner, er min kone totalt fraværende over for mig. Hun snakker og er udadvendt overfor alle andre, og vi kan da også godt danse, men hun har den holdning, at vi jo altid kan snakke og være sammen derhjemme, og når vi endelig er ude, er det da for at møde andre mennesker. Jeg faldt netop for hendes udadvendthed, men synes, at hun er direkte arrogant og afvisende over for mig, og jeg føler mig som et fjols, når vi ikke følges hjem sammen, fordi hun tit gerne vil slutte en festlig aften af i byen.

• Både min mand og jeg er jaloux anlagt.vi er meget på vagt og sårbare, når vi er i byen sammen. Det ender tit med skænderier eller gråd på et gadehjørne. Vi elsker hinanden højt, men kan ikke finde ud af at  være i offentligt rum uden at blive uvenner.

• Jeg har mange drengevenner. Det har jeg altid haft. Min kæreste er totalt på stikkerne over det, og kræver, at jeg lukker dem alle sammen ned, nu hvor han og jeg bor sammen. Det synes jeg ikke er rimeligt. Jeg går ikke i seng eller kysser med mine drengevenner, så han har intet at frygte, men nu har han sat det på spidsen og sagt, at det er dem eller ham. Det kan jeg ikke finde ud af.

• Min kæreste har, før hun mødte mig, været bisexuel. På den måde at forstå, at hun også har været sammen med piger. Jeg er blevet totalt paranoid af det. Frygter, at hun kan tænde på alle og enhver, hun kommer forbi. Hun er meget rolig nu og går ikke i byen, er lidt på Facebook, men passer sit job og viser mig dagligt, at hun elsker og har valgt mig. Hvordan kommer jeg videre? For min mistro får mig til at stille alverdens dumme og uberettigede spørgsmål, og jeg er bange for, at det kvæler vores kærlighed.

• Min mand har været på en selvudviklingsrejse med en højskole. Jeg syntes, at det var en god ide og har hele tiden støttet ham. De var af sted i nogle uger, og efter han er kommet hjem, har han meget kontakt med flere af de andre. De sender fotos til hinanden og fortæller om alle de øjenåbnere, rejsen gav. Jeg føler mig udenfor og aner ikke, hvordan jeg skal håndtere, at hans netværk er eksploderet. Jeg er glad for , at han er glad, men tvivlen om, hvad det vil betyde for os, gnaver nat og dag .

Historierne er talløse. Og spørgsmålene kredser om meget af det samme.

• Kan vi leve med, at vores partner har et netværk – og i hvilket omfang?
• Er vi selv villige til at opgive noget af vores eget netværk, når vi møder en partner, vi kan mærke, at vi vil være sammen med`?
• Hvad er rimeligt at stille af krav med hensyn til fester/det offentlige rum?
• Hvordan skaber vi tryghed og loyalitet over for hinanden og accepterer, at vi hvis vi mødes i moden alder, som regel har både eks-partner og børn med denne?

Hvert par må finde deres egen vej. For der er ingen opskrift på, hvad der er rigtigt eller forkert.

• Når jeg taler med par, taler vi om, hvad der virker.
• Hvordan vi kan have ønsker til hinanden, uden at det bliver krav.
• At det tit er sundt at lukke døren til eks-kærester, især når man ikke har børn med dem.
• At det er fair og respektfuldt at tage til fest sammen og tage hjem sammen.
• At man da ligeså godt kan have ”åbne” computere, forstået på den måe, at der jo ikke er noget at skjule, hvorfor partneren da bare kan læse med, hvis man er på Face Book.

Sørg for at finde jeres spilleregler, for dette punkt kan skabe så store kriser i parforhold, at kærligheden ikke kan bære

Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen
Tilbage til hovedsiden:  Krise i ægteskab / parforhold

Kategorier: Blandet
Ingen kommentarer »

Om manglende nærhed og opmærksomhed i ægteskabet/parforholdet.

Daglige udtalelser og eksempler fra mænd og kvinder som føler de mangler nærhed eller opmærksomhed hjemme.

• Det er mig, der er kvinden i parforholdet. Jeg har brug for, at min partner omfavner og bekræfter mig, helst nogle gange om dagen, uopfordret. Når det ikke sker, bliver jeg frustreret og fortvivlet. Og føler mig svigtet. (mand, 40 år)

• Jeg siger tit til min mand, at jeg har brug for komplimenter og søde ord, eksempelvis sms. Så tager han sig lidt sammen og skriver nogle sms, hvor der står: ”du ved at jeg elsker dig”. Og så glemmer han det igen. Jeg kommer til at gå i en tomgang, hvor jeg savner hans nærhed, men synes at det er ydmygende at bede og plage om den. Og så har vi altså nogle ret voldsomme konflikter, når han så kommer og tager på mig. Ikke fordi at jeg ikke gider have sex med ham, men fordi jeg ikke bare kan åbne mig for ham og hans sexuelle tilnærmelser, når jeg konstant er i underskud som menneske. Og jeg forstår det ikke, for i starten var han meget kærlig og tilstedeværende. Og jeg ved, at han elsker mig. Men hvorfor viser han mig det så ikke ”? Jeg ved jo, at han kan. (kvinde 38 år)

• Jeg tror egentligt ikke, at min mand har et større behov for sex end mange andre. Men han bliver så indebrændt og sur, hvis vi ikke har sex nogle gange om ugen, og så trækker han sig væk, sidder ved computeren, ser sport i TV og virker mega fornærmet. Han siger, at jeg straffer ham ved at nedprioritere sex, og jeg aner ikke, hvordan jeg skal forklare ham, at jeg mangler ømhed og nærhed. Hvis han bare holdt lidt om mig uden at tænke sex som det første, hvis han bare interesserede sig for mig og hvad jeg går og tænker på,- og hvis han bare viste mig, at jeg er noget særligt, når vi er til fester sammen, ja så kunne han da få al den sex, han ville have. Men nu er det så låst, at han siger, at jeg har et problem, og at jeg jo bare må løse problemet og være mere inderligt og initiativtagende med hensyn til sex, for så skal han nok blive glad igen. men jeg synes slet ikke, at han forstår mig længere. Og jeg er bange for ,at det her kan blive dødsstødet i vores ægteskab. (kvinde, 43 år)

• Når jeg kommer hjem, står min kone altid med hænderne i vasketøjet, snakker i telefon med en veninde, spiller et spil med et af børnene, – kort sagt: hun er altid optaget af noget andet end mig.  Jeg synes, at hun bevidst nedprioriterer mig, og når jeg så går hen for at kysse hej, får jeg kinden vendt til og synes ærligt talt, at hun provokerer og nedgør mig  Hvis jeg så tager mig sammen og gør nogle af de ting, hun forventer, såsom at slå græsset, sætte en hylde op, købe ind eller noget fjerde, får jeg knap nok tak, for som hun siger : ”det manglede da bare – og det skal jo gøres alligevel”…. Jeg bliver ærligt talt ret irriteret på hende, for der skal jo så lidt til for at give mig følelsen af, at jeg er elsket og noget værd, og hvorfor kan hun ikke bare kramme og tungekysse lidt. Der var jo ingen problemer med det i starten, ja faktisk var der ingen problemer, før vi fik børnene. Jeg smider snart håndklædet i ringen, for jeg gider ike leve i et æteskab, hvor jeg ikke bliver påskønnet, og hvor jeg altid skal sætte mine egne behov til side. (mand, 37 år)

• Min kone og jeg har haft et ikke-eksisterende sexliv i snart 10 år. Vi fungerer i vores firma og signalerer udadtil, at vi har det godt. Tager på rejser, til receptioner, har middage med vennner osv. Men vi har ingen ømhed. Hun siger, at hun ikke har lyst til sex, men elsker mig som hendes bedste ven. Jeg har gået til dans med hende, for bare at være lidt tæt på hende fysisk, men jeg er i så stort et underskud for nærhed, at jeg er ved at visne helt hen. Og nu er jeg begyndt at kigge til anden side. Jeg har ikke gjort noget, andet end at se porno og fantasere lidt om kvinder, som jeg tror, er mere intense og erotiske. Men egentligt vil jeg jo allerhelst, at min kone og jeg får mere nærhed og lyst ind i vores liv. Jeg kræver ikke det store, men kan mærke, at jeg er ved at gå i stykker over at føle mig så nedprioriteret. Og ærligt talt: så er det sgu lige meget, at jeg har et par millioner i banken, for jeg er ikke lykkelig som mand! (mand, 64 år)

• Når vi har fri om aftenen, og børnene er lagt i seng, har jeg mest lyst til at sidde tæt med min mand i sofaen. Jeg elsker hans arme om mig, og nyder at glide ind i følelsen af at være beskyttet og tryg. Endelig er dagen overstået, og vi kan nyde hinandens nærvær. Men han synes, at jeg er gået i stå. Han magter ikke, at der går fjernsyn og afslapning i den. han synes, at vi skal lægge planer for vores fremtid, og han mangler, at jeg tager initiativ til at smide nogle kilo… han siger, at jeg virker doven og lad, og jeg er dybt såret over, at han ikke vil være tæt på mig. Han giver mig følelsen af, at hvis jeg bare tabte mig, og hvis jeg bare gik med på alle hans aktive forslag, ja så ville vi have det godt. Og det er ikke fordi, at jeg ikke vil gøre noget, – er jo også selv træt af at kiloene efter den sidste graviditet har sat sig fast, men jeg er så ked af, at han ikke forstår, at jeg har brug for at mærke, at han kan lide mig som jeg er, og at han giver mig noget tryghed, for hvis jeg ikke har den tryghed, så har jeg ikke kræfter til at kæmpe alle hverdagens kampe. Han er begyndt at sidde mere og mere på Facebook, og hans I Pad er med ham hele tiden, og jeg er alvorligt bange for, at han er begyndt at se sig om efter smukkere kvinder end jeg, og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre for at vi finder nærheden igen. (kvinde, 34 år)

Der er mange flere udsagn end ovennævnte.

Men de er præcise og sigende udtalelser om, hvordan det påvirker os, når nærheden og samværet, inderligheden og følelsen af at blive taget for givet, overtager….. Vi kan altid skyde skylden på hverdagens pligter, på arbejdet eller på vores partner eller helt andre faktorer. Men den samlede konklusion er, at der går mange frustrerede sjæle rundt, pga mangel på nærhed i ægteskabet/parforholdet. Og det er en skam. Og det er værd at gøre noget ved, for som det skrives i flere af udtalelserne, kan det være afgørende for, om ægteskabet består eller ej.

Og de allerfleste har oplevet givende nærhed i deres parforhold. Og min erfaring er, at det er sjældent, at der er et gensidigt lige stort behov for nærhed. Som så betyder, at den ene part føler sig i underskud og bliver enten frustreret, vissen, sur, ulykkelig mv.

For mig at se er det meget tydeligt og meget vigtigt, at parret tager det som en fælles opgave at styrke nærheden, ømheden, inderligheden og derigennem også sexualiteten igen. Det er altid et bekymrende tegn, når den ene part siger: du har problemet; du er for kold, for lidt liderlig, – løs det, for så har vi ingen problemer.

For en sådan holdning sygeliggør den anden part og skaber et skævt magtforhold.

Jeg har masser af bud på, hvordan nærheden og dermed glæden og lysten styrkes igen. Der er også masser af bøger om emnet. Men sørg for, at der ikke bliver dømt nøl, for netop dette tema er et af de største temaer, der ligger til grund for sidespring, flirt eller utroskab.

Gør noget ved det. For også på dette område er det sådan, at ingen ting kommer af ingenting. Og denne sag ordner virkeligheden ikke for dig eller jer.

Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen.

Tilbage til hovedsiden:  Krise i ægteskab / parforhold

Kategorier: Parterapi
Ingen kommentarer »

En dag er det slut.

Umiddelbart tænker jeg ikke på din eller min dødsdag, men på begravelsesdagen.

Jeg mener, at vi alt for tit lader os henfalde til hverdags problemer.

Ikke fordi de ikke har vigtighed, men i min praksis oplever jeg dagligt, at hverdagens udfordringer fylder så meget, at selve livskvaliteten ikke påskønnes. Eller tages alvorligt.

Det er ikke så tit, men af og til, er jeg nødt til at udfordre nogle af mine klienter til meget store perspektiver.

Og i mandags spurgte jeg en ung mand, knap fyldt 30, om følgende:

Den dag, du begraves, hvad ønsker du så, at følgende siger om dig?

•  Hvad ønsker du, at din nære familie siger om dig
• Dine venner
• Dine kolleger

Og

• Evt.: Hvad ønsker du, at en offentlig instans siger om dig?

Du kan ryste på hovedet og trække på skulderen og tænke: ”det der har ikke værdi for mig. Jeg har mange gode år endnu”.

Jeg har respekt for en sådan holdning, men jeg har alligevel hørt så mange historier fra det virkelige liv, at jeg er sikker på, at vi må gøre ALT, hvad vi kan, for at gøre hver dag til en fin eller ekstraordinær da.

Og fordi jeg tænker, at det eneste, vi virkeligt kan være sikre på, er at vi dør en dag, ja så kan vi ligeså godt med det samme få fat i vores værdier og begynde at efterleve dem.

Og ovenstående spørgsmål – og de svar, du har, hjælper på vej.

For det er nu, at vi er her.

Og jeg ved, at en eventuel dødsangst bliver mindre, når vi tager fat i vores liv.

Skriv til mig, hvis du har kommentarer omkring dette.

Særlig hilsen
Christel Sonne

Kategorier: Blandet
Ingen kommentarer »