Kommentarer til: At sige undskyld skaber tillid http://www.sonnerasmussen.dk/csr-nyt/at-sige-undskyld-skaber-tillid-110.html En blog om terapi, parterapi - hypnose samt kurser og undervisning Wed, 08 Feb 2012 09:30:34 +0000 hourly 1 Af: Den ulykkelige http://www.sonnerasmussen.dk/csr-nyt/at-sige-undskyld-skaber-tillid-110.html/comment-page-1#comment-15403 Den ulykkelige Tue, 17 May 2011 20:57:35 +0000 http://www.sonnerasmussen.dk/csr-nyt/at-sige-undskyld-skaber-tillid-110.html#comment-15403 Hej Christel Mit beretning bunder ikke i utroskab, men alligevel endte det med at jeg sårede pigen jeg elsker utrolig højt, flere gange. Tilbage i 2009, mødte jeg en dejlig pige som var en del år yngre end mig selv (hun var 18 og jeg var 26 på det tidspunkt). Vi skrev sammen i en periode på ca et halvt år, indtil vi besluttede os for at ses og finde ud af hvad vi var for nogle. Vi endte med at se hinanden næsten hver dag efter vores første date og der d. 21/8-2009 spurgte jeg så om hun ville være eksklusiv med mig. Det ville hun gerne og vi startede så et forhold som kørte næsten smertefrit, lige bortset fra de normale små diskussioner, som man ikke kan undgå, men som bare er godt for forholdet. Hun gik igennem nogle ting og havde det utrolig hårdt og som enhver anden god kæreste, blev jeg self ved hendes side og støttede hende alt det bedste jeg havde lært. Jeg gav hende både plads, men også muligheden for en skulder, et kram eller et kys når hun havde brug for det. I oktober 2010, valgte jeg så at spørge om hun ville flytte sammen med mig, i en ny lejlighed vi begge havde været ude og kigge på. Hun tog et par timers betænkningstid og sagde Ja til det. Så vi gik i gang med forberedelserne til det eventyr vi nu var på vej ud i. I februar 2011, sker der så noget med mig, som jeg har prøvet at gemme af vejen fra fortiden. Jeg har tidligere haft et problem med at skubbe folk væk, der kommer mit hjerte for nær. Den side af mig, har jeg aldrig været stærk nok til at kunne skubbe til side og så følge mit hjerte. Den side, gør at jeg prøver at finde fejl og så bliver de blæst så meget op, at det ødelægger forholdet. Jeg dummede mig ved ikke at følge mit hjerte, men ved at sige at jeg kunne ikke mere mellem mig og min daværende kæreste. Det sårede hende virkelig dybt og det samme gjorde det med mig, for jeg vidste ikke hvorfor jeg gjorde det, da jeg jo elskede hende virkelig af hele mit hjerte. Der gik så noget tid og vi så hinanden et par gange, hvor vi hyggede, snakkede om kærlighed, om at vi savnede hinanden osv. Det gjorde så at jeg satte mig ned og skrev et lille brev til hende, hvor jeg forklarede hende at jeg savnede hende og virkelig manglede hende i mit liv. Hun var lidt tøvende med at sige noget, men hun valgte i sidste ende at sige ja til at flytte tilbage i mit liv. Og jeg var lykkelig som aldrig før. Men lykken sku ikke vare ved. En aften i april, gik det galt mellem mig og hende. Vi havde en virkelig ophedet og ondskabsfuld diskussion fra begge sider og der blev sagt en masse ting som vi ikke burde have sagt, som ikke var sande. Og der begyndte min gamle side at rumstere på sig igen. Der skal ikke være nogen tvivl om at mig og min ekskæreste virkelig elsker hinanden og det har vi altid gjort. Men lige den diskussion, fik som sagt min dårlige side til at bevæge på sig igen, og jeg begyndte at finde småfejl igen og så blæse dem stort op. :( Det resulterede i at en aften sagde jeg til hende at jeg ikke så nogen fremtid med hende. :( Det sårede hende jo virkelig dybt og hun følte sig dum over at hun overhovedet havde givet mig en chance til. Og inderst inde var jeg jo også selv såret, såret over min egen dumhed og at jeg ikke var stærk nok til at sige fra overfor min dårlige side og bare nyde den kærlighed som vi havde delt. Sagaen ender ikke helt her. Efter at hun var flyttet ud, gik der nogle uger, før vi så hinanden igen. Vi havde skrevet lidt sms'er frem og tilbage, fordi hun havde haft en kat med ind i lejligheden, som vi begge så som vores barn. Og at både hende og ham savnede mig. Og jeg savnede jo også dem. Der gik så yderligere en uges tid og vi mødtes så en aften i byen og hun spurgte mig om hun ikke måtte tage med mig hjem og sove og det så jeg jo ikke noget problem i. Der skete så ikke noget mellem os, før om eftermiddagen efter, hvor vi havde noget af det mest intense sex, vi begge har oplevet igennem hele vores forhold og liv. Det fortsatte så et par uger, hvor vi så hinanden nogle gange og hvor vi bare hyggede, snakkede om kærlighed, om os , om hverdagen osv. Her for en uges tid siden ca, ville hun så snakke med mig og hun sagde at vi skulle have styr på nogle ting, og jeg følte lidt at det var nogle dårlige ting, men det forsikrede hun mig om at det ikke var (for hun vidste godt at det ville ende med at gøre ondt). Hun kommer så op til mig, vi snakkede lidt frem og tilbage og hun siger så at hun føler at det er på tide at stoppe det vi havde gang i, for hun kunne ikke klare det mere. Og forståeligt nok, jeg har såret hende meget og så endda 2 gange og det ha jo også gjort at jeg er blevet utrolig ked af at jeg har kunne såre en pige, som jeg elskede så meget. Jeg forklarede hende så at jeg virkelig havde fortrudt alt hvad jeg havde budt hende og at jeg gerne vil vise hende at jeg kunne ændre mig og at jeg ville ”kæmpe” for hendes kærlighed, da hun er den pige, som jeg har haft flest følelser for i hele mit liv. Men hun var desværre ikke til at overbevise over det og hun valgte at tage hjem den aften. Vi skrev så lidt frem og tilbage i løbet af dagen og jeg prøvede at forklare mig, men jeg kunne ikke få ordene frem, da jeg sad foran hende, og ej heller da jeg sku skrive via mobilen. Så jeg skrev et brev til hende og forklarede hende omkring min dårlige side og at jeg var ked af at jeg aldrig havde fortalt hende om det, så vi kunne bearbejde det sammen. Hn fortalte mig så at hun var forvirret og at hun ikke ville snakke mere om det på daværende tidspunkt. Og det gjorde jo mig ked af det, fordi jeg følte mig som en fiasko over at jeg ikke havde kunne forklare hende det ordentligt. Lørdag skulle jeg så til en fødselsdag og der endte vi så i byen, hvilket i set i bakspejlet ikke var så smart. For jeg fandt ud af at en knust hjerte, en pige man elsker højt og så blandet med druk, var mere end jeg umiddelbart kunne klare. Så igen dummede jeg mig med at skrive til hende og fortælle hende at jeg ville gøre en ende på det hele, så hun kunne være fri for mig. En af de dummeste jeg nogensinde har gjort og mine venner siger også at det ikke ligner mig at være så langt ude at skide. Men sandheden er jo den, at jeg er fuldstændig ude og skide. Hun skrev så til mig dagen efter at jeg aldrig nogensinde skulle skrive sådan til mig igen og at hun nu var bange for mig, bange for hvad jeg kunne finde at gøre ved hende eller mig selv. Jeg var utrolig ulykkelig over at jeg overhovedet havde kunne få mig selv til at gøre sådan noget. Senere på dagen skrev vi så lidt sammen og jeg gav hende den ene undskyldning efter den anden og sagde at jeg ville gøre alt for at få en chance til at vise hende at det var ikke mig og at jeg gerne ville ændre mig, hun virkede så lidt medgørlig og bad mig om at give hende lidt luft og samtidig lidt tænketid, og det var jeg forståelig overfor, for ville jo gerne have at hun fik bedst mulighed for at tænke over det. Dagen efter, fik jeg så ”dødsdommen”, hvor hun skrev at hun havde tænkt meget over det og at hun havde besluttet sig for at vi ikke skulle være sammen mere, men at hun mente det var en god ide at jeg fik lidt hjælp til at bearbejde mine problemer. Så nu sidder jeg her i en situation, hvor jeg ikke aner hvad jeg skal gøre. Hvad jeg skal tænke og hvad jeg skal sige. For det eneste jeg jo hele tiden har ville, var at bevise overfor hende at jeg sagtens kan ændre mig og at jeg havde brug for hendes støtte, som jeg havde givet hende i de perioder hvor hun havde det skidt. Jeg er simpelthen lost, for hvad jeg kan gøre for at vise hende det, da hun er mit livs kærlighed og fordi jeg inderst inde ved at hun elsker mig, men er bange for at jeg måske kan finde på at gøre det igen. Har snakket meget med venner og veninder, som har forskellige meninger. Nogle mener at jeg burde give op og slippe hende fri af mit liv. Andre har self andre meninger. Jeg har selv tænkt på at jeg måske havde brug for at snakke med en professionel, for at få klar lagt, hvad det er jeg skal arbejde med og som kan give mig nogle redskaber til at lægge mine problemer bag mig og blive et stærkere menneske. Men det hjælper mig stadigvæk ikke, når jeg ikke kan finde en måde at vise hende det på og dermed vise hende at jeg kan ændre mig og absolut gerne vil ændre mig, både for min egen skyld, samt for hendes skyld. Jeg forventer ingen mirakelkur her, for den eksisterere simpelthen ikke. Har du nogen ide som kvinde om, hvad man kan gøre?. Er villig til at gøre alt. Mvh Den ulykkelige. Hej Christel

Mit beretning bunder ikke i utroskab, men alligevel endte det med at jeg sårede pigen jeg elsker utrolig højt, flere gange.

Tilbage i 2009, mødte jeg en dejlig pige som var en del år yngre end mig selv (hun var 18 og jeg var 26 på det tidspunkt). Vi skrev sammen i en periode på ca et halvt år, indtil vi besluttede os for at ses og finde ud af hvad vi var for nogle. Vi endte med at se hinanden næsten hver dag efter vores første date og der d. 21/8-2009 spurgte jeg så om hun ville være eksklusiv med mig. Det ville hun gerne og vi startede så et forhold som kørte næsten smertefrit, lige bortset fra de normale små diskussioner, som man ikke kan undgå, men som bare er godt for forholdet.

Hun gik igennem nogle ting og havde det utrolig hårdt og som enhver anden god kæreste, blev jeg self ved hendes side og støttede hende alt det bedste jeg havde lært. Jeg gav hende både plads, men også muligheden for en skulder, et kram eller et kys når hun havde brug for det.

I oktober 2010, valgte jeg så at spørge om hun ville flytte sammen med mig, i en ny lejlighed vi begge havde været ude og kigge på. Hun tog et par timers betænkningstid og sagde Ja til det. Så vi gik i gang med forberedelserne til det eventyr vi nu var på vej ud i.

I februar 2011, sker der så noget med mig, som jeg har prøvet at gemme af vejen fra fortiden. Jeg har tidligere haft et problem med at skubbe folk væk, der kommer mit hjerte for nær. Den side af mig, har jeg aldrig været stærk nok til at kunne skubbe til side og så følge mit hjerte. Den side, gør at jeg prøver at finde fejl og så bliver de blæst så meget op, at det ødelægger forholdet. Jeg dummede mig ved ikke at følge mit hjerte, men ved at sige at jeg kunne ikke mere mellem mig og min daværende kæreste. Det sårede hende virkelig dybt og det samme gjorde det med mig, for jeg vidste ikke hvorfor jeg gjorde det, da jeg jo elskede hende virkelig af hele mit hjerte.

Der gik så noget tid og vi så hinanden et par gange, hvor vi hyggede, snakkede om kærlighed, om at vi savnede hinanden osv. Det gjorde så at jeg satte mig ned og skrev et lille brev til hende, hvor jeg forklarede hende at jeg savnede hende og virkelig manglede hende i mit liv. Hun var lidt tøvende med at sige noget, men hun valgte i sidste ende at sige ja til at flytte tilbage i mit liv. Og jeg var lykkelig som aldrig før.

Men lykken sku ikke vare ved.

En aften i april, gik det galt mellem mig og hende. Vi havde en virkelig ophedet og ondskabsfuld diskussion fra begge sider og der blev sagt en masse ting som vi ikke burde have sagt, som ikke var sande. Og der begyndte min gamle side at rumstere på sig igen. Der skal ikke være nogen tvivl om at mig og min ekskæreste virkelig elsker hinanden og det har vi altid gjort. Men lige den diskussion, fik som sagt min dårlige side til at bevæge på sig igen, og jeg begyndte at finde småfejl igen og så blæse dem stort op. :( Det resulterede i at en aften sagde jeg til hende at jeg ikke så nogen fremtid med hende. :( Det sårede hende jo virkelig dybt og hun følte sig dum over at hun overhovedet havde givet mig en chance til. Og inderst inde var jeg jo også selv såret, såret over min egen dumhed og at jeg ikke var stærk nok til at sige fra overfor min dårlige side og bare nyde den kærlighed som vi havde delt.

Sagaen ender ikke helt her.

Efter at hun var flyttet ud, gik der nogle uger, før vi så hinanden igen. Vi havde skrevet lidt sms'er frem og tilbage, fordi hun havde haft en kat med ind i lejligheden, som vi begge så som vores barn. Og at både hende og ham savnede mig. Og jeg savnede jo også dem. Der gik så yderligere en uges tid og vi mødtes så en aften i byen og hun spurgte mig om hun ikke måtte tage med mig hjem og sove og det så jeg jo ikke noget problem i. Der skete så ikke noget mellem os, før om eftermiddagen efter, hvor vi havde noget af det mest intense sex, vi begge har oplevet igennem hele vores forhold og liv.

Det fortsatte så et par uger, hvor vi så hinanden nogle gange og hvor vi bare hyggede, snakkede om kærlighed, om os , om hverdagen osv.

Her for en uges tid siden ca, ville hun så snakke med mig og hun sagde at vi skulle have styr på nogle ting, og jeg følte lidt at det var nogle dårlige ting, men det forsikrede hun mig om at det ikke var (for hun vidste godt at det ville ende med at gøre ondt).

Hun kommer så op til mig, vi snakkede lidt frem og tilbage og hun siger så at hun føler at det er på tide at stoppe det vi havde gang i, for hun kunne ikke klare det mere. Og forståeligt nok, jeg har såret hende meget og så endda 2 gange og det ha jo også gjort at jeg er blevet utrolig ked af at jeg har kunne såre en pige, som jeg elskede så meget.

Jeg forklarede hende så at jeg virkelig havde fortrudt alt hvad jeg havde budt hende og at jeg gerne vil vise hende at jeg kunne ændre mig og at jeg ville ”kæmpe” for hendes kærlighed, da hun er den pige, som jeg har haft flest følelser for i hele mit liv. Men hun var desværre ikke til at overbevise over det og hun valgte at tage hjem den aften. Vi skrev så lidt frem og tilbage i løbet af dagen og jeg prøvede at forklare mig, men jeg kunne ikke få ordene frem, da jeg sad foran hende, og ej heller da jeg sku skrive via mobilen. Så jeg skrev et brev til hende og forklarede hende omkring min dårlige side og at jeg var ked af at jeg aldrig havde fortalt hende om det, så vi kunne bearbejde det sammen.

Hn fortalte mig så at hun var forvirret og at hun ikke ville snakke mere om det på daværende tidspunkt. Og det gjorde jo mig ked af det, fordi jeg følte mig som en fiasko over at jeg ikke havde kunne forklare hende det ordentligt.

Lørdag skulle jeg så til en fødselsdag og der endte vi så i byen, hvilket i set i bakspejlet ikke var så smart. For jeg fandt ud af at en knust hjerte, en pige man elsker højt og så blandet med druk, var mere end jeg umiddelbart kunne klare. Så igen dummede jeg mig med at skrive til hende og fortælle hende at jeg ville gøre en ende på det hele, så hun kunne være fri for mig. En af de dummeste jeg nogensinde har gjort og mine venner siger også at det ikke ligner mig at være så langt ude at skide. Men sandheden er jo den, at jeg er fuldstændig ude og skide.

Hun skrev så til mig dagen efter at jeg aldrig nogensinde skulle skrive sådan til mig igen og at hun nu var bange for mig, bange for hvad jeg kunne finde at gøre ved hende eller mig selv. Jeg var utrolig ulykkelig over at jeg overhovedet havde kunne få mig selv til at gøre sådan noget.

Senere på dagen skrev vi så lidt sammen og jeg gav hende den ene undskyldning efter den anden og sagde at jeg ville gøre alt for at få en chance til at vise hende at det var ikke mig og at jeg gerne ville ændre mig, hun virkede så lidt medgørlig og bad mig om at give hende lidt luft og samtidig lidt tænketid, og det var jeg forståelig overfor, for ville jo gerne have at hun fik bedst mulighed for at tænke over det.

Dagen efter, fik jeg så ”dødsdommen”, hvor hun skrev at hun havde tænkt meget over det og at hun havde besluttet sig for at vi ikke skulle være sammen mere, men at hun mente det var en god ide at jeg fik lidt hjælp til at bearbejde mine problemer.

Så nu sidder jeg her i en situation, hvor jeg ikke aner hvad jeg skal gøre. Hvad jeg skal tænke og hvad jeg skal sige.

For det eneste jeg jo hele tiden har ville, var at bevise overfor hende at jeg sagtens kan ændre mig og at jeg havde brug for hendes støtte, som jeg havde givet hende i de perioder hvor hun havde det skidt.

Jeg er simpelthen lost, for hvad jeg kan gøre for at vise hende det, da hun er mit livs kærlighed og fordi jeg inderst inde ved at hun elsker mig, men er bange for at jeg måske kan finde på at gøre det igen.

Har snakket meget med venner og veninder, som har forskellige meninger. Nogle mener at jeg burde give op og slippe hende fri af mit liv. Andre har self andre meninger. Jeg har selv tænkt på at jeg måske havde brug for at snakke med en professionel, for at få klar lagt, hvad det er jeg skal arbejde med og som kan give mig nogle redskaber til at lægge mine problemer bag mig og blive et stærkere menneske.

Men det hjælper mig stadigvæk ikke, når jeg ikke kan finde en måde at vise hende det på og dermed vise hende at jeg kan ændre mig og absolut gerne vil ændre mig, både for min egen skyld, samt for hendes skyld.

Jeg forventer ingen mirakelkur her, for den eksisterere simpelthen ikke.

Har du nogen ide som kvinde om, hvad man kan gøre?. Er villig til at gøre alt.

Mvh

Den ulykkelige.

]]> Af: Liv http://www.sonnerasmussen.dk/csr-nyt/at-sige-undskyld-skaber-tillid-110.html/comment-page-1#comment-15368 Liv Mon, 25 Apr 2011 11:41:43 +0000 http://www.sonnerasmussen.dk/csr-nyt/at-sige-undskyld-skaber-tillid-110.html#comment-15368 Hej. Tak for en god og givende debat og hjemmeside om noget af det sværeste og mest givende i livet, tænker jeg. Jeg har selv lyst at fortælle min historie: Jeg er gift på 17. år med en dejlig mand, som jeg mødte kort efter skilsmisse fra min ældste datters far. Jeg fandt i ham et menneske, med hvem jeg troede på, at jeg kunne skabe familie og tryghed for både mine børn og jeg selv. Det var dog svært for os at mødes, når jeg følte, at jeg havde brug for ham - når jeg ikke var stærk, lyttende, anerkendende. Og måske var jeg heller ikke altid helt god til at vise den side af mig selv..... Virkelig at være sårbar og have brug for. Det var han heller ikke - men gav mig alligevel helt klare nonverbale beskeder på, at han ikke var tilfreds. Lukkede sig, sukkede, blev irritereret over små ting o.s.v. Og i mange år levede vi i det mønster, at jeg reagerede på hans "beskeder", spurgte til hvad de betød, insisterede på at jeg kunne se, der var noget galt mv. Vi levede på den måde i lang tid, og jeg blev mæt af, at "jeg hele tiden skulle hente ham", som jeg kaldte det. Og gav op og gav mere plads til mig selv, kontakt med venner og job. Jeg vidste godt, vores forhold ikke var, som det skulle være - men havde aldrig drømt om, at han ville være mig utro. Men det var han. Han tog med en kvinde hjem fra byen, gik i seng med hende, hvilket jeg fik afvide langt senere, da han flirtede kraftigt med en anden kvinde til en julefrokost for øjnene af mig - hvilket jeg reagerede målløst og undrende på. Vi gik i parterapi - men det lykkedes ikke rigtigt at nå hinanden. Jeg havde stadig en stærk følelse af, at jeg skulle fodre ham, og at der manglede gensidighed, men der var også ting i vores familie, hvor jeg virkelig værdsatte ham og valgte forholdet til - med stort ønske om, at han ville gå i terapi og blive klogere på sig selv. Jeg var ind imellem plaget af min fornemmelse af, at han igen var utro, spurgte til det og accepterede hans nej hertil. For 4 år siden, valgte han langt om længe at gå i terapi - og jeg var så glad og forventningsfuld. Men indgangsvinklen til hans valg var blot, at han ikke kunne holde sig selv ud, fordi han løbende havde brugt prostituerede, når han manglede følelsen af nærhed. Smak den sad. Jeg fandt mig selv i et dybt og vanskeligt dilemma, hvor jeg på den ene side virkelig var glad for og ønskede at give plads til håbet om, at min mand kunne "komme ind til sig selv" eller overvinde noget virkelig svært ift sin evne til nærhed - men også en dyb krænkelse som mit selvværd ikke kunne bære. Langt ind i mig selv ramte jeg mit eget sår, som netop handler om "hvis bare jeg prøver nok, så vil han se mig og at jeg er værd at elske". Og jeg tror, jeg samlede alt mit mod og strakte mig udover mine egne grænser ved at give tid og plads til hans personlige proces. Jeg har på vejen set så mange gode ting komme frem i ham. En større åbenhed, en ståen fast ved egne behov og ønsker, en større ansvarlighed og vilje til at gøre, det der skal til. Og tilbage har så stået, at der rent faktisk ikke var plads til at se mig og min smerte...... puha..... Inde i mig en følelse af at være kørt over af en lastbil mens min mand gik rundt og sagde: "se mig jeg gør gode ting - lad nu være med at være trist, det hele er jo godt nu". Ind imellem kunne jeg ikke holde det ud, græd, skrev breve til ham - og fik en dråbe af det jeg havde brug for. Vi gik i parterapi, hvor det igen og igen blev tydeligt, at han simpelthen ikke magtede at se på mig - men havde sit fokus på sig selv. For nogen tid siden valgte han, at han var færdig med sin terapi - og jeg oplever det utroligt befriende og skræmmende. Faktisk er det først nu, hvor jeg kommer til min virkelige grænse inden i mig selv, hvor jeg ser og mærker, at jeg har brug for gensidigheden og at drømmen om gensidigheden ikke er nok - at der skabes plads for, at han faktisk begynder at kunne se mig. At han rent faktisk angrer, fordi jeg ikke fortjente, at han svigtede mig og vores forhold. Så lang kan vejen være. Og ingen ved hvor vejen fører hen. Men jeg ville med min fortælling dele oplevelsen af, at vi i vores parforhold har muligheden for at komme ind til os selv på et helt eksistentielt niveau, som nok kan være smertefuldt men også virkelig berigende. Når jeg har læst debatter og artikler om utroskab (og dem har jeg efterhånden læst mange af :o) slår det mig, hvor tit det kommer til udtryk, at det at blive i et forhold med svigt er udtryk for dårligt selvværd. Jeg håber, at jeg med min fortælling kan bidrage til et perspektiv, hvor det at give alt hvad man kan og har, uanset hvordan andre måtte tolke det, er at give noget til sig selv. Hvis jeg havde kunnet se frem på den tid, jeg har levet for 4 år siden - ja så er jeg ikke sikker på, at jeg havde turdet og villet gå linen ud. For så havde jeg mærket, at jeg ville blive konfronteret med grænsen i mig selv på en helt anden måde. Og hvor er jeg glad for, at vi ikke kan se ud i fremtiden. Mange kærlige tanker til alle der går den vej.... Hej.
Tak for en god og givende debat og hjemmeside om noget af det sværeste og mest givende i livet, tænker jeg. Jeg har selv lyst at fortælle min historie:
Jeg er gift på 17. år med en dejlig mand, som jeg mødte kort efter skilsmisse fra min ældste datters far. Jeg fandt i ham et menneske, med hvem jeg troede på, at jeg kunne skabe familie og tryghed for både mine børn og jeg selv. Det var dog svært for os at mødes, når jeg følte, at jeg havde brug for ham – når jeg ikke var stærk, lyttende, anerkendende. Og måske var jeg heller ikke altid helt god til at vise den side af mig selv….. Virkelig at være sårbar og have brug for. Det var han heller ikke – men gav mig alligevel helt klare nonverbale beskeder på, at han ikke var tilfreds. Lukkede sig, sukkede, blev irritereret over små ting o.s.v. Og i mange år levede vi i det mønster, at jeg reagerede på hans "beskeder", spurgte til hvad de betød, insisterede på at jeg kunne se, der var noget galt mv. Vi levede på den måde i lang tid, og jeg blev mæt af, at "jeg hele tiden skulle hente ham", som jeg kaldte det. Og gav op og gav mere plads til mig selv, kontakt med venner og job.
Jeg vidste godt, vores forhold ikke var, som det skulle være – men havde aldrig drømt om, at han ville være mig utro. Men det var han. Han tog med en kvinde hjem fra byen, gik i seng med hende, hvilket jeg fik afvide langt senere, da han flirtede kraftigt med en anden kvinde til en julefrokost for øjnene af mig – hvilket jeg reagerede målløst og undrende på. Vi gik i parterapi – men det lykkedes ikke rigtigt at nå hinanden. Jeg havde stadig en stærk følelse af, at jeg skulle fodre ham, og at der manglede gensidighed, men der var også ting i vores familie, hvor jeg virkelig værdsatte ham og valgte forholdet til – med stort ønske om, at han ville gå i terapi og blive klogere på sig selv. Jeg var ind imellem plaget af min fornemmelse af, at han igen var utro, spurgte til det og accepterede hans nej hertil.
For 4 år siden, valgte han langt om længe at gå i terapi – og jeg var så glad og forventningsfuld. Men indgangsvinklen til hans valg var blot, at han ikke kunne holde sig selv ud, fordi han løbende havde brugt prostituerede, når han manglede følelsen af nærhed. Smak den sad. Jeg fandt mig selv i et dybt og vanskeligt dilemma, hvor jeg på den ene side virkelig var glad for og ønskede at give plads til håbet om, at min mand kunne "komme ind til sig selv" eller overvinde noget virkelig svært ift sin evne til nærhed – men også en dyb krænkelse som mit selvværd ikke kunne bære. Langt ind i mig selv ramte jeg mit eget sår, som netop handler om "hvis bare jeg prøver nok, så vil han se mig og at jeg er værd at elske".
Og jeg tror, jeg samlede alt mit mod og strakte mig udover mine egne grænser ved at give tid og plads til hans personlige proces.
Jeg har på vejen set så mange gode ting komme frem i ham. En større åbenhed, en ståen fast ved egne behov og ønsker, en større ansvarlighed og vilje til at gøre, det der skal til. Og tilbage har så stået, at der rent faktisk ikke var plads til at se mig og min smerte…… puha….. Inde i mig en følelse af at være kørt over af en lastbil mens min mand gik rundt og sagde: "se mig jeg gør gode ting – lad nu være med at være trist, det hele er jo godt nu". Ind imellem kunne jeg ikke holde det ud, græd, skrev breve til ham – og fik en dråbe af det jeg havde brug for. Vi gik i parterapi, hvor det igen og igen blev tydeligt, at han simpelthen ikke magtede at se på mig – men havde sit fokus på sig selv.
For nogen tid siden valgte han, at han var færdig med sin terapi – og jeg oplever det utroligt befriende og skræmmende. Faktisk er det først nu, hvor jeg kommer til min virkelige grænse inden i mig selv, hvor jeg ser og mærker, at jeg har brug for gensidigheden og at drømmen om gensidigheden ikke er nok – at der skabes plads for, at han faktisk begynder at kunne se mig.
At han rent faktisk angrer, fordi jeg ikke fortjente, at han svigtede mig og vores forhold.

Så lang kan vejen være. Og ingen ved hvor vejen fører hen. Men jeg ville med min fortælling dele oplevelsen af, at vi i vores parforhold har muligheden for at komme ind til os selv på et helt eksistentielt niveau, som nok kan være smertefuldt men også virkelig berigende.

Når jeg har læst debatter og artikler om utroskab (og dem har jeg efterhånden læst mange af :o ) slår det mig, hvor tit det kommer til udtryk, at det at blive i et forhold med svigt er udtryk for dårligt selvværd. Jeg håber, at jeg med min fortælling kan bidrage til et perspektiv, hvor det at give alt hvad man kan og har, uanset hvordan andre måtte tolke det, er at give noget til sig selv.

Hvis jeg havde kunnet se frem på den tid, jeg har levet for 4 år siden – ja så er jeg ikke sikker på, at jeg havde turdet og villet gå linen ud. For så havde jeg mærket, at jeg ville blive konfronteret med grænsen i mig selv på en helt anden måde. Og hvor er jeg glad for, at vi ikke kan se ud i fremtiden.

Mange kærlige tanker til alle der går den vej….

]]> Af: Christel http://www.sonnerasmussen.dk/csr-nyt/at-sige-undskyld-skaber-tillid-110.html/comment-page-1#comment-15304 Christel Mon, 24 Jan 2011 08:04:39 +0000 http://www.sonnerasmussen.dk/csr-nyt/at-sige-undskyld-skaber-tillid-110.html#comment-15304 Hej Jomfru Også tak for dit indlæg. Jeg tænker, at et parforhold er en kæde med mange led, og selvom der er led, som hver enkelt part har sat på, hænger det sammen. Derfor synes jeg, at du øjeblikkeligt skal droppe følelsen af, at det er din skyld. Hver især har i andele, og som du jo også skriver, har mange aspekter vævet sig ind i hinanden..... ja, hvad kom mon først ? - hønen eller ægget ... - en gåde, der aldrig bliver løst. Og du spørger, om jeg tror, at det vil være en ide at du giver udtryk for dine erkendelser og beskriver, hvilke indsatsområder, du vil fokusere på ? Jeg tror på dialogen. Og jeg tror på, at du må gøre alt det, du har brug for, for at få følelsen af, at du ikke fortryder noget. For at få følelsen af, at du har gjort alt det, du kunne. Jeg tror på ordene, men allermest tror jeg på de signaler, vi sender, når der er handling bag ordene. Så hvis du vil vise ham selvstændighed, så vis det. Hvis det er en del af din natur at "være ligeglad/vise ligegyldighed", som han i den omtalte sommerkorresponsdance peger på, så gør det. Vær meget opmærksom på, om det er en del af din natur. Det kan hurtigt blive et unaturligt "game" at køre "kulde/varme"-spil over for hinanden. Kun du ved, hvad der passer bedst for dig. Du skal bestræbe dig på ikke at tage udgangspunkt i den naive del af dig selv, men så godt som muligt bestræbe dig på at tage udgangspunkt i den naturlige og stærke del af dig selv. At genoptage et forhold, hvis han overhovedet vil, på et skrøbeligt grundlag er vel at bygge en kolos på lerfødder. Jeg er sikker på, at du finder vej. Spis, selvom du ikke er sulten. Drik, selvom du ikke er tørstig. Tag fat i dit liv. Det venter på dig. Særlig hilsen Christel Hej Jomfru
Også tak for dit indlæg.
Jeg tænker, at et parforhold er en kæde med mange led, og selvom der er led, som hver enkelt part har sat på, hænger det sammen. Derfor synes jeg, at du øjeblikkeligt skal droppe følelsen af, at det er din skyld. Hver især har i andele, og som du jo også skriver, har mange aspekter vævet sig ind i hinanden….. ja, hvad kom mon først ? – hønen eller ægget … – en gåde, der aldrig bliver løst.

Og du spørger, om jeg tror, at det vil være en ide at du giver udtryk for dine erkendelser og beskriver, hvilke indsatsområder, du vil fokusere på ?

Jeg tror på dialogen. Og jeg tror på, at du må gøre alt det, du har brug for, for at få følelsen af, at du ikke fortryder noget. For at få følelsen af, at du har gjort alt det, du kunne.
Jeg tror på ordene, men allermest tror jeg på de signaler, vi sender, når der er handling bag ordene. Så hvis du vil vise ham selvstændighed, så vis det. Hvis det er en del af din natur at "være ligeglad/vise ligegyldighed", som han i den omtalte sommerkorresponsdance peger på, så gør det. Vær meget opmærksom på, om det er en del af din natur. Det kan hurtigt blive et unaturligt "game" at køre "kulde/varme"-spil over for hinanden. Kun du ved, hvad der passer bedst for dig.

Du skal bestræbe dig på ikke at tage udgangspunkt i den naive del af dig selv, men så godt som muligt bestræbe dig på at tage udgangspunkt i den naturlige og stærke del af dig selv. At genoptage et forhold, hvis han overhovedet vil, på et skrøbeligt grundlag er vel at bygge en kolos på lerfødder.

Jeg er sikker på, at du finder vej. Spis, selvom du ikke er sulten. Drik, selvom du ikke er tørstig. Tag fat i dit liv.
Det venter på dig.

Særlig hilsen
Christel

]]> Af: Jomfru http://www.sonnerasmussen.dk/csr-nyt/at-sige-undskyld-skaber-tillid-110.html/comment-page-1#comment-15302 Jomfru Wed, 19 Jan 2011 08:05:53 +0000 http://www.sonnerasmussen.dk/csr-nyt/at-sige-undskyld-skaber-tillid-110.html#comment-15302 Kære Christel. Mange mange tak for dit brev. Det varmer og hjælper. Jeg græder slet ikke så meget mere, men det er nok fordi jeg ikke har flere tårer. Jeg har snakket og været sammen med med veninder hele tiden, men jeg spiser stadig ikke. Er sulten, men kan ikke få noget ned. Jeg har kontaktet en psykolog som jeg vil gå hos, for at få nogle hjælpemidler til at komme ovenpå. Jeg håber stadig på vi kan finde sammen og har meget svært ved at acceptere det hele. Jeg vil helst lukke øjnene og vågne op og vide at det hele er en ond drøm, men det er det jo ikke. Igår aftes læste jeg en mailkorrespondence som min kæreste og jeg havde midt juni 2010. Heri skriver vi om et morgenskænderi og min kæreste skriver at den måde jeg opførte mig på var uacceptabel. Jeg responderede med at sige, at det ikke var de ting som skete den morgen, men alle de frustrationer jeg går med indeni som kom ud. Jeg skrev at jeg savnede ham og hans tilstedeværelse og jeg var usikker når jeg følte at det altid var mig som skulle sørge for vi lavede noget sammen. Han svarede at han savnede mere selvstændighed og selvtillid fra mig. Jo mere jeg var "ligeglad" med ham jo mere ville han jo have mig. Jeg kan se nu i bakspejlet, at jeg ikke tog de ting til mig som han efterspurgte dengang. Jeg gjorde det stik modsatte. Men han tog jo heller ikke de ting til sig som jeg efterspurgte. Lige nu føler jeg mig så dum og føler det hele er min skyld. Hvorfor prøvede jeg ikke at leve mit eget liv i stede for at leve hans. Det er da klart at han har følt sig kvalt af mig. Jeg ved ikke om jeg skal spørge om vi kan snakke og så vil jeg måske sige at jeg godt er klar over jeg har fejlet max, men at det stadig aldrig kan være min fejl at han var utro. Naive mig tænker bare, at hvis han bliver klar over jeg kender mine fejl at han vil prøve igen. Tak for dine god svar. Andre er også meget velkomne til at give mig at par råd med på vejen. Kh Jomfruen Kære Christel.
Mange mange tak for dit brev. Det varmer og hjælper. Jeg græder slet ikke så meget mere, men det er nok fordi jeg ikke har flere tårer.
Jeg har snakket og været sammen med med veninder hele tiden, men jeg spiser stadig ikke. Er sulten, men kan ikke få noget ned. Jeg har kontaktet en psykolog som jeg vil gå hos, for at få nogle hjælpemidler til at komme ovenpå.
Jeg håber stadig på vi kan finde sammen og har meget svært ved at acceptere det hele. Jeg vil helst lukke øjnene og vågne op og vide at det hele er en ond drøm, men det er det jo ikke.
Igår aftes læste jeg en mailkorrespondence som min kæreste og jeg havde midt juni 2010. Heri skriver vi om et morgenskænderi og min kæreste skriver at den måde jeg opførte mig på var uacceptabel. Jeg responderede med at sige, at det ikke var de ting som skete den morgen, men alle de frustrationer jeg går med indeni som kom ud. Jeg skrev at jeg savnede ham og hans tilstedeværelse og jeg var usikker når jeg følte at det altid var mig som skulle sørge for vi lavede noget sammen. Han svarede at han savnede mere selvstændighed og selvtillid fra mig. Jo mere jeg var "ligeglad" med ham jo mere ville han jo have mig. Jeg kan se nu i bakspejlet, at jeg ikke tog de ting til mig som han efterspurgte dengang. Jeg gjorde det stik modsatte. Men han tog jo heller ikke de ting til sig som jeg efterspurgte. Lige nu føler jeg mig så dum og føler det hele er min skyld. Hvorfor prøvede jeg ikke at leve mit eget liv i stede for at leve hans. Det er da klart at han har følt sig kvalt af mig. Jeg ved ikke om jeg skal spørge om vi kan snakke og så vil jeg måske sige at jeg godt er klar over jeg har fejlet max, men at det stadig aldrig kan være min fejl at han var utro. Naive mig tænker bare, at hvis han bliver klar over jeg kender mine fejl at han vil prøve igen.
Tak for dine god svar.
Andre er også meget velkomne til at give mig at par råd med på vejen.
Kh Jomfruen

]]> Af: Christel http://www.sonnerasmussen.dk/csr-nyt/at-sige-undskyld-skaber-tillid-110.html/comment-page-1#comment-15301 Christel Tue, 18 Jan 2011 22:14:42 +0000 http://www.sonnerasmussen.dk/csr-nyt/at-sige-undskyld-skaber-tillid-110.html#comment-15301 Hej jomfru Tak for dit indlæg. Der er perioder i de flestes liv, hvor hjerte rimer på smerte, og her er du lige nu. Som jeg læser dit indlæg, får jeg det indtryk, at I begge to har brug for at være lidt på afstand af hinanden. For at få viklet jer ud af den følelsesmæssige afhængighed og for at kunne fintænke og finde ud af, hvad der giver mening og hvor I hver især har indsatsområder. Jeg bliver bekymret over, at du ikke har spist i 3 dage. Det gør jo ikke overskuddet bedre plus at det forværrer din evne til at tænke klart. Så: spis selv om du ikke er sulten. Skriv dine tanker og følelser ned. Evaluer dig selv. Og kom i tanke om de kræfter og holdninger, du havde, før det hele blev svært. Du må søge i dig selv, søster, venner mv. for at heles stille og roligt. Bliv ikke desperat i forhold til din kæreste. Se, om I kan mødes og gå en tur og snakke lidt om nogle dage, men vær opmærksom på, at lykkens dør åbner indad, og at du ikke må lægge ansvaret for din lykke i et andet menneskes hænder. Den gave/opgave er vores egen. Læs, sov, hav nogle holdepunkter, spis, græd og tag fat i dit liv. Hvem ved, om du kommer i tanker om noget, som du har haft lyst til længe, men ikke har haft gjort. Vejen bliver til, mens du går. Mange lyse tanker, Christel Hej jomfru
Tak for dit indlæg.
Der er perioder i de flestes liv, hvor hjerte rimer på smerte, og her er du lige nu.
Som jeg læser dit indlæg, får jeg det indtryk, at I begge to har brug for at være lidt på afstand af hinanden. For at få viklet jer ud af den følelsesmæssige afhængighed og for at kunne fintænke og finde ud af, hvad der giver mening og hvor I hver især har indsatsområder.
Jeg bliver bekymret over, at du ikke har spist i 3 dage. Det gør jo ikke overskuddet bedre plus at det forværrer din evne til at tænke klart.
Så: spis selv om du ikke er sulten. Skriv dine tanker og følelser ned. Evaluer dig selv. Og kom i tanke om de kræfter og holdninger, du havde, før det hele blev svært.
Du må søge i dig selv, søster, venner mv. for at heles stille og roligt. Bliv ikke desperat i forhold til din kæreste. Se, om I kan mødes og gå en tur og snakke lidt om nogle dage, men vær opmærksom på, at lykkens dør åbner indad, og at du ikke må lægge ansvaret for din lykke i et andet menneskes hænder. Den gave/opgave er vores egen.

Læs, sov, hav nogle holdepunkter, spis, græd og tag fat i dit liv.
Hvem ved, om du kommer i tanker om noget, som du har haft lyst til længe, men ikke har haft gjort.
Vejen bliver til, mens du går.

Mange lyse tanker,
Christel

]]> Af: Jomfru http://www.sonnerasmussen.dk/csr-nyt/at-sige-undskyld-skaber-tillid-110.html/comment-page-1#comment-15300 Jomfru Mon, 17 Jan 2011 09:48:14 +0000 http://www.sonnerasmussen.dk/csr-nyt/at-sige-undskyld-skaber-tillid-110.html#comment-15300 Kære Christel. Tak for dit svar. Det der skete igår: Min kæreste kom op i lejligheden for at vi skulle snakke og jeg kunne med det samme mærke at han var anderledes og underlig. Vi talte stille og roligt og jeg spurgte hvad han tænkte og følte. Han sagde at han nok var kommet frem til at følelserne nok ikke helt var der som de skulle være. Han elsker mig, men har ikke motivationen lige nu til at gøre alt det for mig som jeg har fortjent. Jeg er knust og ved ærlig talt ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har ikke spist i 3 dage og ved ikke om jeg kan leve uden ham. Vi snakkede stadig videre og jeg græd og græd. Han græd også lidt og så kom min søster for at hente mig. De snakkede mens jeg pakkede mine ting og han undskyldte og var vred på sig selv over at gøre sådan her. Han er i krise og har behov for at være sig selv og finde frem til hvad der gør ham glad. Mit store problem er nu, at jeg savner ham så inderligt og vil næsten gøre hvad som helst for at få ham tilbage. Jeg ved godt at jeg heller ikke har været tilfreds i en periode, men jeg synes ikke vi sammen har gjort noget for at få tingene til at fungere igen. Håber du kan give mig et opløftende svar eller at andre har prøvet det samme og kan give gode råd. Hilsen den ulykkelige. Kære Christel.
Tak for dit svar.
Det der skete igår:
Min kæreste kom op i lejligheden for at vi skulle snakke og jeg kunne med det samme mærke at han var anderledes og underlig.
Vi talte stille og roligt og jeg spurgte hvad han tænkte og følte. Han sagde at han nok var kommet frem til at følelserne nok ikke helt var der som de skulle være. Han elsker mig, men har ikke motivationen lige nu til at gøre alt det for mig som jeg har fortjent.
Jeg er knust og ved ærlig talt ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har ikke spist i 3 dage og ved ikke om jeg kan leve uden ham.
Vi snakkede stadig videre og jeg græd og græd. Han græd også lidt og så kom min søster for at hente mig. De snakkede mens jeg pakkede mine ting og han undskyldte og var vred på sig selv over at gøre sådan her. Han er i krise og har behov for at være sig selv og finde frem til hvad der gør ham glad.
Mit store problem er nu, at jeg savner ham så inderligt og vil næsten gøre hvad som helst for at få ham tilbage. Jeg ved godt at jeg heller ikke har været tilfreds i en periode, men jeg synes ikke vi sammen har gjort noget for at få tingene til at fungere igen.
Håber du kan give mig et opløftende svar eller at andre har prøvet det samme og kan give gode råd.

Hilsen den ulykkelige.

]]> Af: Christel http://www.sonnerasmussen.dk/csr-nyt/at-sige-undskyld-skaber-tillid-110.html/comment-page-1#comment-15298 Christel Mon, 17 Jan 2011 07:58:18 +0000 http://www.sonnerasmussen.dk/csr-nyt/at-sige-undskyld-skaber-tillid-110.html#comment-15298 Hej Tak for dit indlæg. Du skal vælge tilliden til ham. Og så må du stoppe med at kontrollere ham. Kontrol skaber kulde og afstand. Søg derimod efter at skabe nogle fælles spilleregler ud fra: Hvordan opbygger og opretholder vi bedre kontakt med hinanden Hvis han komme og siger, at han ikke kan, er det jo trist. Så vil det formentligt føles som en undergang. Men vid: det er en overgang. Men stol på, at det bedste og det rigtigste nok skal ske, og at hvis det er den store kærlighed, så vil I, hvis der da overhovedet bliver et brud, finde hinanden igen. Men kig på dig selv og find ud af, hvordan du selv kan sto for "kontakt - og ikke kontrol". Alt godt, Christel Hej
Tak for dit indlæg.
Du skal vælge tilliden til ham. Og så må du stoppe med at kontrollere ham. Kontrol skaber kulde og afstand. Søg derimod efter at skabe nogle fælles spilleregler ud fra: Hvordan opbygger og opretholder vi bedre kontakt med hinanden

Hvis han komme og siger, at han ikke kan, er det jo trist. Så vil det formentligt føles som en undergang. Men vid: det er en overgang.
Men stol på, at det bedste og det rigtigste nok skal ske, og at hvis det er den store kærlighed, så vil I, hvis der da overhovedet bliver et brud, finde hinanden igen.

Men kig på dig selv og find ud af, hvordan du selv kan sto for "kontakt – og ikke kontrol".

Alt godt,
Christel

]]> Af: jomfru http://www.sonnerasmussen.dk/csr-nyt/at-sige-undskyld-skaber-tillid-110.html/comment-page-1#comment-15296 jomfru Sat, 15 Jan 2011 14:06:52 +0000 http://www.sonnerasmussen.dk/csr-nyt/at-sige-undskyld-skaber-tillid-110.html#comment-15296 Kære Christel. Jeg har brug for din hjælp. For ca. 1 måded siden fandt jeg ud af at min kæreste har haft noget kørende med en kollega gennem ca. 2 måneder. Vi har været sammen i 3 år og det sidste halve år har vores forhold ikke kørt optimalt. Jeg har følt mig alene i vores parforhold og har kunnet mærke at han ikke var til stede som jeg gerne ville have det. Da jeg fandt ud af hans utroskab, blev jeg så knust. Jeg har før oplevet utroskab (ikke med ham) og hyar generelt svært ved at stole på mænd og det ved min kæreste, så jeg blev enormt skuffet over han valgte at være mig utro, når han var velvidende om min frygt for at dette skulle ske igen. Vi var hver for sig i en uge og han angrede og var meget ked af det der var sket. Han afsluttede det med sin kollega dagen efgter jeg fandt ud af det. Jeg så en mail, hvor han kappede alle bånd til hende. Han havde efter sit fejltrin indset at det er mig han elsker og vil nu gøre alt for at få de til at fungere igen. Her den sidste måned har vi prøvet at får en hverdag til at hænge sammen, men det er svært og jeg kan ikke lade være med at komme med små stikpiller. I går, efter en bytur kom vi op at diskutere og han blev meget vred, da han føler at jeg kontrollerer ham hele tiden, men det havde vi lavet en aftale om var ok, da tilliden til ham skal bygges op igen. Han tog ra vores lejlighed og overnattede ved en kammerat. Jeg var knust og bliver så bange for at vi ikke kan få det til at fungere. Jeg elsker ham og jeg er sikker på han også elsker mig højt, me jeg tror han er usiker på om vi nogensinde kan finde balancen igen. Han siger også, at der er nogle ting ved mig, som han savner. Han savner mere selvstændighed fra min side - sådan som jeg var da vi mødtes, men jeg har også forklaret at for at jeg kan føle mig sikker på ham, er han nødt til at give noget mere, så jeg kan få ro indeni og være den æreste jeg var engang. Det er en ond cirkel, og jeg er godt klar over at der var en grund til han valgte at være utro. Man er jo ikke utro, hvis alt kører på skinner. Jeg har nu bedt ham om at lave en liste over ting, som han sætter højt i vores forhold, og jeg vil gøre det samme.. Så vi kan tage en fornuftig snak imorgen. Jeg er bare så bange for at han kommer og siger at han kke kan mere. Hvad skal jeg gøre. Håber du kan hjælpe mig hurtigst muligt. Tak på forhånd. Kære Christel.
Jeg har brug for din hjælp.
For ca. 1 måded siden fandt jeg ud af at min kæreste har haft noget kørende med en kollega gennem ca. 2 måneder.
Vi har været sammen i 3 år og det sidste halve år har vores forhold ikke kørt optimalt. Jeg har følt mig alene i vores parforhold og har kunnet mærke at han ikke var til stede som jeg gerne ville have det.
Da jeg fandt ud af hans utroskab, blev jeg så knust. Jeg har før oplevet utroskab (ikke med ham) og hyar generelt svært ved at stole på mænd og det ved min kæreste, så jeg blev enormt skuffet over han valgte at være mig utro, når han var velvidende om min frygt for at dette skulle ske igen.
Vi var hver for sig i en uge og han angrede og var meget ked af det der var sket. Han afsluttede det med sin kollega dagen efgter jeg fandt ud af det. Jeg så en mail, hvor han kappede alle bånd til hende.
Han havde efter sit fejltrin indset at det er mig han elsker og vil nu gøre alt for at få de til at fungere igen.
Her den sidste måned har vi prøvet at får en hverdag til at hænge sammen, men det er svært og jeg kan ikke lade være med at komme med små stikpiller. I går, efter en bytur kom vi op at diskutere og han blev meget vred, da han føler at jeg kontrollerer ham hele tiden, men det havde vi lavet en aftale om var ok, da tilliden til ham skal bygges op igen. Han tog ra vores lejlighed og overnattede ved en kammerat. Jeg var knust og bliver så bange for at vi ikke kan få det til at fungere. Jeg elsker ham og jeg er sikker på han også elsker mig højt, me jeg tror han er usiker på om vi nogensinde kan finde balancen igen. Han siger også, at der er nogle ting ved mig, som han savner. Han savner mere selvstændighed fra min side – sådan som jeg var da vi mødtes, men jeg har også forklaret at for at jeg kan føle mig sikker på ham, er han nødt til at give noget mere, så jeg kan få ro indeni og være den æreste jeg var engang. Det er en ond cirkel, og jeg er godt klar over at der var en grund til han valgte at være utro. Man er jo ikke utro, hvis alt kører på skinner. Jeg har nu bedt ham om at lave en liste over ting, som han sætter højt i vores forhold, og jeg vil gøre det samme.. Så vi kan tage en fornuftig snak imorgen. Jeg er bare så bange for at han kommer og siger at han kke kan mere.
Hvad skal jeg gøre. Håber du kan hjælpe mig hurtigst muligt.
Tak på forhånd.

]]> Af: Christel http://www.sonnerasmussen.dk/csr-nyt/at-sige-undskyld-skaber-tillid-110.html/comment-page-1#comment-15265 Christel Sun, 12 Dec 2010 23:38:09 +0000 http://www.sonnerasmussen.dk/csr-nyt/at-sige-undskyld-skaber-tillid-110.html#comment-15265 Hej og mange tak for dit indlæg. Det, I selv kan gøre, er at tale sammen. At gå lange ture og at sætte tid af til at fordybe jer i, hvordan I kom hertil. Snakke om, hvordan I hver især definerer respekt og tillid, og derigennem at finde ud af, om I har interessen og lydhørheden over for hinanden. Er der omsorg fra den andens side, når den ene beskriver situationer, der har såret ...- er der åbenhed, når man føler sig konfronteret eller kritiseret? I kan også selv tale om, hvilke spilleregler, I ud fra det I har budt hinanden, må orientere jer ud fra fremover. Jeg ønsker jer held og lykke og håber, at I snarligst finder en dygtig parterapeut, der kan guide jer. Venlig hilsen Christel Hej og mange tak for dit indlæg.
Det, I selv kan gøre, er at tale sammen. At gå lange ture og at sætte tid af til at fordybe jer i, hvordan I kom hertil.
Snakke om, hvordan I hver især definerer respekt og tillid, og derigennem at finde ud af, om I har interessen og lydhørheden over for hinanden. Er der omsorg fra den andens side, når den ene beskriver situationer, der har såret …- er der åbenhed, når man føler sig konfronteret eller kritiseret?
I kan også selv tale om, hvilke spilleregler, I ud fra det I har budt hinanden, må orientere jer ud fra fremover.

Jeg ønsker jer held og lykke og håber, at I snarligst finder en dygtig parterapeut, der kan guide jer.

Venlig hilsen
Christel

]]> Af: Sulejma http://www.sonnerasmussen.dk/csr-nyt/at-sige-undskyld-skaber-tillid-110.html/comment-page-1#comment-15264 Sulejma Fri, 10 Dec 2010 22:13:08 +0000 http://www.sonnerasmussen.dk/csr-nyt/at-sige-undskyld-skaber-tillid-110.html#comment-15264 Historien er den at jeg har været sammen med min kæreste i ca. 6 år. Vi har haft en del op og nedture, bl.a. fordi jeg har været bange for at miste ham (har på den ene eller anden måde mistet alle mænd i mit liv) og han har været meget glad for at tage til fester uden mig. Jeg har to børn som ikke er hans, men vi fandt sammen mens jeg var gravid med den mindste, så han har altid været der som en far for min søn. Sidste sommer tog han så på håndboldtur og jeg kunne mærke at han var forandret efter den tur, men han sagde intet og ugen efter konfronterede jeg ham med det og fandt ud af at han havde fundet en anden pige som faktisk var "ret sød" og at han i 3 mdr. ikke rigtig havde haft lyst til vores forhold. Vi gik fra hinanden dagen efter denne samtale. Jeg var på date med hende en gang efterflg. og derefter så han hende ikke igen. Han kom stadig ca. en gang om ugen og sagde hej til børnene. Her til sommer fandt jeg så en sød mand som jeg var begyndt at se lidt, og da jeg kunne mærke at det begyndte at blive mere seriøst fra hans side havde jeg svært ved at give helt slip, for jeg elskede jo stadig min eks., men alligevel valgte jeg at fortælle min eks. at jeg havde fundet denne her mand og at det var begyndt at blive mere seriøst en bare at date. Efter han fik det at vide var det som om det gik op for ham hvad han i grunden havde lavet og hvad han var ved at miste, så han begyndte at ringe meget og fortælle mig hvor meget han elskede mig og børnene og at han meget gerne ville prøve igen. Jeg gjorde det forbi med manden jeg havde mødt og indvilligede i at prøve igen, men denne gang uden at bo sammen i starten. Det er nu ca. 4 mdr. siden og sidste fredag var han så sammen med (mere end bare kys) en pige fra hans håndboldhold til en julefrokost og han ville intet indrømme mens vi stod ansigt til ansigt, først da han kom hjem fik jeg hele historien... Mit problem er nu bare at jeg stadig elsker ham og at han stadig elsker mig. Han kan ikke komme med nogen forklaring på hvorfor han gjorde det, men han angrer dybt! Min tillid til ham er fuldstændig røget i svinget og jeg har brug for at finde ud af hvordan den kan blive bygget op igen, for selvom han virkelig har lavet noget lort føler jeg, at vi på en eller anden måde at kommet lidt tættere på hinanden psykisk ved det her. Jeg har bedt ham finde en parterapeut snaret muligt, men hvad kan vi selv gøre indtil da? Håber virkelig på nogle gode råd! Historien er den at jeg har været sammen med min kæreste i ca. 6 år. Vi har haft en del op og nedture, bl.a. fordi jeg har været bange for at miste ham (har på den ene eller anden måde mistet alle mænd i mit liv) og han har været meget glad for at tage til fester uden mig.
Jeg har to børn som ikke er hans, men vi fandt sammen mens jeg var gravid med den mindste, så han har altid været der som en far for min søn. Sidste sommer tog han så på håndboldtur og jeg kunne mærke at han var forandret efter den tur, men han sagde intet og ugen efter konfronterede jeg ham med det og fandt ud af at han havde fundet en anden pige som faktisk var "ret sød" og at han i 3 mdr. ikke rigtig havde haft lyst til vores forhold. Vi gik fra hinanden dagen efter denne samtale.
Jeg var på date med hende en gang efterflg. og derefter så han hende ikke igen. Han kom stadig ca. en gang om ugen og sagde hej til børnene. Her til sommer fandt jeg så en sød mand som jeg var begyndt at se lidt, og da jeg kunne mærke at det begyndte at blive mere seriøst fra hans side havde jeg svært ved at give helt slip, for jeg elskede jo stadig min eks., men alligevel valgte jeg at fortælle min eks. at jeg havde fundet denne her mand og at det var begyndt at blive mere seriøst en bare at date.
Efter han fik det at vide var det som om det gik op for ham hvad han i grunden havde lavet og hvad han var ved at miste, så han begyndte at ringe meget og fortælle mig hvor meget han elskede mig og børnene og at han meget gerne ville prøve igen. Jeg gjorde det forbi med manden jeg havde mødt og indvilligede i at prøve igen, men denne gang uden at bo sammen i starten.
Det er nu ca. 4 mdr. siden og sidste fredag var han så sammen med (mere end bare kys) en pige fra hans håndboldhold til en julefrokost og han ville intet indrømme mens vi stod ansigt til ansigt, først da han kom hjem fik jeg hele historien… Mit problem er nu bare at jeg stadig elsker ham og at han stadig elsker mig. Han kan ikke komme med nogen forklaring på hvorfor han gjorde det, men han angrer dybt! Min tillid til ham er fuldstændig røget i svinget og jeg har brug for at finde ud af hvordan den kan blive bygget op igen, for selvom han virkelig har lavet noget lort føler jeg, at vi på en eller anden måde at kommet lidt tættere på hinanden psykisk ved det her.
Jeg har bedt ham finde en parterapeut snaret muligt, men hvad kan vi selv gøre indtil da? Håber virkelig på nogle gode råd!

]]>