“At sige undskyld skaber tillid”
Jeg er meget i tvivl om denne påstands rigtighed. Igennem hele mit liv har "undskyldningen" været oppe til debat! Efter rigtige mange overvejelser, så er jeg nok kommet til den konklusion, at man ikke kan sætte andre mennesker i den vanskelige situation – at bede dem om at undskylde ens "forkerte" handlinger eller tanker.
Hvis man overtræder, hvad der for en selv anses for at være det moralsk rigtige – så kan man i bedste fald bede om tilgivelse.
De fleste mennesker vil nok i længden erfare – at fuldstændig og sand tilgivelse nok ikke findes. Jeg kan med sikkerhed sige, at jeg ikke kender et eneste tilfælde – og slet ikke som en personlig erfaring.
Jeg synes, det er mere reelt at bede om tilgivelse end om en undskyldning – det skaber et menneskeligt medspil om tilværelsens vanskeligste forhold – at vise tillid!

Med venlig hilsen
Preben Larsen

At jeg skrev om udskylninger her på webloggen skyldes, at jeg bemærker, at det har en helende og løftende effekt i parforhold, hvor den ene part har været utro, og hvor parret til trods herfor ønsker at fortsætte deres samliv.
Min erfaring er, at den part, der har været utro, må gøre sig klart, i hvor høj grad vedkommende har såret den anden part og i hvor grad, at det har svækket tilliden parterne imellem. Det er ikke den part, der er blevet svigtet, der skal bede om en undskyldning. Målet er da absolut, at den part, der har svigtet, selv udvikler en angerfuld attitude, og måske kan det at sige "undskyld" være noget af det, der heler. Men især er det jo netop i adfærden og i kommunikationen, at "undskyldningen" skal flettes ind. På den måde at forstå, at den part, der har svigtet, må tage det ansvar at vise den opmærksomhed og interesse, som har været væk for en periode. At den part, der har svigtet, må justere nogle af sine egne impulsstyrede handlinger og holdninger og herigennem må finde ud af, hvordan den anden part igen gøres mere tryg og mere glad.
For det er jo, hvad kærlighed imellem to mennesker handler om. At man ubetinget er orienteret imod, hvad der skal til, for at ens partner bliver tryg og glad. Og at man, når man i julefrokostens favntag har brudt en tillids – ed ved at være sammen med en tredje part, ja så må man da regne med, at man ikke bare kan sige "nu er det ovre", men i stedet i handling vise, at man gør, hvad man kan, med undskyldninger, anger og/eller uselvisk adfærd, giver mere til partneren, end man selv forventer at få tilbage.

Jeg mener, at det at have tillid og modtage tillid og opbygge tillid på ingen måde er det sværeste aspekt i livet. Jeg kender masser af mennesker, der har evnen til at tilgive. For tilgivelse er vel bl.a. at man forsoner sig med, at det har været som det har været, og når man forstår, hvad netop en utroskab kan være for et "wake up call", så begge parter i et parforhold gør sig klart, hvad de hver især må gøre anderledes for at genopbygge tilliden og respekten, og dette vises i tale og handling, ja så er tilgivelse da et fænomen, der hyppigt optræder.

Jeg mener, at hvert enkelt menneske må gøre sig sin egen moral bevidst. At hvert enkelt menneske må afklare, hvad der er mest rigtigt og mindst forkert, både for én selv og i de systemer, man befinder sig.
Og hvis den part, der har været utro, ikke har dårlig samvittighed over det, er vejen videre frem jo dødsdømt. For den dårlige samvittighed er jo netop moralens stemme og følelse.
Og når vi oplever dårlig samvittighed, hvilket jo netop er det karaktertræk, som vi mennesker har, og som dyrene ikke har, ja så skal vi lytte efter og lære noget af den.
Hvis man alt for hurtigt får legaliseret over for sig selv, at det var i orden at man var utro, så har man et moralsk problem.

Jeg kender mange, der har udtalt følgende:

• jeg havde jo ikke fået sex i lang tid derhjemme, så det var rat, at der var en, der bekræftede mig.
• min mand var så kedelig, og jeg mødte en, der var sjov og udfordrende.
• det var altid børnene, der kom før mig, og så fandt jeg en anden.
• det var jo kun en enkelt aften, så jeg forstår ikke, at min partner reagerer så stærkt på det.
• det er vel ikke meget anderledes at have et enkelt one night stand" med en anden, end det er at have seksuelle fantasier.
• det var jo ikke noget, faktisk var det bare som at slå en prut i sofaen, så jeg synes, at min partner overreagerer". Og jeg har jo sagt undskyld"…

De mennesker, der legaliserer deres "træden ved siden af" og ikke anerkender partnerens reaktion og indstiller sig på at genopbygge det, man har svigtet, må finde ud af med sig selv, om de vil gøre det, der skal til, for at genopbygge gnist og nærhed i forholdet.
Hvis deres egen indre stemme ikke fortæller dem, at de skal vågne op nu, ja så kan vel ingen få dem til at vågne op.

På samme måde, som når mennesker har stjålet, har snydt, har slået, har løjet, – hvis den dårlige samvittighed ikke indfinder sig, så må man gøre sig klart, at man ifølge min opfattelse har et stort problem med hensyn til selvrespekt, modenhed, moralbegrebet mv. fordi man i sådanne situationer ikke har en ret højnet social intelligens og er ligeglad med, på hvilken måde, det påvirker andre.

Og er man for lille til at sige undskyld eller have en undskyldende adfærd, ja så er man ikke stor nok til at modtage en oprigtig kærlighed.
Sådan er det bare.

Har man ødelagt noget, må man klinke det igen.
Man kan selvfølgelig selv vælge. Det er ethvert menneskes ret.
Jeg tænker blot, at ethvert menneske må gøre sig klart, at det er sig selv, man skal se i øjnene i spejlet hver dag, og at det er sig selv, man skal leve længst med, og at det venskab, man har med sig selv, må indeholde lignende aspekter som i venskaber med andre, nemlig at man udviser respekt, ærlighed og tillid, og at man, når man har gjort noget fejlagtigt, retter fejlen op igen i tanke, tale og handling.

Tja, det var lige nogle strøtanker på årets næstsidste dag.

Vil ønske alle et godt nytår.

Venlig hilsen

Christel Sonne Rasmussen

Hej.

Min kæreste og jeg er lige gået fra hinanden pga. utroskab fra min side. Det er 2. gang jeg har gjort det. første gang gav hun mig en chance for at bevise at jeg elskede og holdt af hende, men jeg fejlede igen. vi har været sammen i 3 år.
Jeg har indset nu at utroskab ikke betaler sig, det er for høj en pris at betale i forhold til alle de ting og følelser som man har sammen. Jeg er brudt fuldstændig sammen og er så ulykkelig, men ved jo godt at jeg ligger som jeg har redt. Men hvordan kan jeg overbevise hende om for 2. gang at det virkelig er hende som jeg vil have? Jeg elsker hende over alt på jorden, men jeg ved at jeg får ufattelig svært ved at overbevise hende, hvad skal jeg gøre?

med Venlig Hilsen
Michael

@Michael

Jeg tror ikke, at du skal overbevise den kvinde, du elsker, om at du nu har du lært lektien.
Jeg tror slet ikke, at det er overbevisning, der skal til.
Du skal ikke overbevise, men vise, at indsigten og erkendelsen er kommet til dig,
Du skal forklare, skriftligt eller mundtligt, hvad du nu har lært.
Du må gøre dig klart, hvad det er, der gør, at du ved, at du elsker hende højere end nogen anden. Dette må du i detaljer redegøre for. Du må redegøre for, hvordan du kan sikre hende, at hun aldrig vil blive sat i denne situation igen.
Og du må lade hende vide, at du undskylder og beder om tilgivelse. Og samtidig sætter hende fri til at tage det valg, der er det rigtigste for hende.
For elsker vi ubetinget, ønsker vi naturligvis også, at vores elskede kun er lykkelig.

Måske er slaget tabt. Måske orker hun ikke flere løgne eller svigt.
Måske har du såret hende så dybt, at hun ikke mener, at hun kan genvinde tilliden til dig.
For det er tillid det handler om. At du kan sende signaler, så hun har lid til, at hun atter tør være sårbar over for dig.
Men altså: det er ydmyghed, det er at du beskriver dine følelser for hende, og i detaljer gør hende klart, hvad det er, der gør, at du nu ved, at du elsker hende.
For intet er da nemmere end at sige: jeg elsker dig.
Men redegør for, hvordan du præcist ved, at du elsker hende.
Og gør dig så klart, om du virkeligt elsker hende.
Eller om du er afhængig af hende.
Gør dig klart, at den reneste kærlighed er kun at ville det bedste og kun at ville ønske det bedste for hende.
Dette må du kommunikere til hende.
Men du skal ikke overbevise hende.
Du skal vise hende, at du mener, hvad du siger.
Og når hun er i tvivl, så anerkend, at hun er i tvivl.
Sæt dig i hendes sted.
Tænk over, hvordan du ville have det, hvis den, du stolede på, havde svigtet dig til fordel for en anden.
Hvad skulle der så til for, at du atter turde åbne op og tro på de ord, du hørte….
Kan du svare på dette spørgsmål, så har du nøglen til, hvordan du kan vise hende din kærlighed. Og samtidig nøglen til at rumme det følelseshelvede, også hun går eller er gået igennem.

Pøj pøj med processen.
Og send endelig flere indlæg, hvis du har brug for det.

Venlig hilsen
Christel

I ovennævnte, vil jeg gerne spørge om, hvordan andre har taclet denne situation. Jeg ELSKER min mand efter nu 27 år, og forsøger hver eneste uge, at ligge op til sex, stearinlys, god musik, lækkert undertøj m.v., men han "glor" bare på mig og siger "jeg vil bare sove". Er det mig, eller ham der er noget galt med???, efterhånden er jeg meget frustreret, for jeg ønsker ham så meget. Sørger for at hans hverdag er rigtig god, uden at være "oppasser", men intet hjælper. Vi har prøvet Viagra, og det virkede. Men igennem 2 år, har han slet ikke haft lyst til sex – siger han selv. Jeg har nævnt, at han måske mangler nogle hormoner, f.eks. Testeron, men får bare svaret " selvfølgelig gør jeg ikke det". Men det tror jeg han gør. Er der nogen der kan hjælpe mig, til at få ham overbevist om, at han eller vi to kan komme til lægen. Jeg er bange for, at så er vores ægteskab helt slut, når han ingen interesse viser sig for mig mere, og fordi han ikke har lyst. Vi har ellers haft et fantastisk sexliv indtil for omkring 10 år siden. Nu er han 63 år, og jeg tror selv at det skyldes hormonmangel???. Nogen gode råd.

Hej
Tak for indlægget her på bloggen. Jeg forstår, at du har gjort meget for at invitere til intimitet. Og det er absolut ikke dig, der har problemet. Da jeg ikke er læge, og ikke kender situationen, er det afgørende, at din mand selv erkender, at der er et problem. Hvis jeg forstår dit indlæg ret, så skyder han det fra sig, og siger, at der ikke er noget problem. Hvad der er galt, og om det er fysisk eller følelsesmæssigt, at din mand ikke deltager mere aktivt, skal da absolut undersøges.

Du må stå fast på, at du vil have, at han opsøger praktiserende læge og beskriver situationen. Du må fortælle ham, hvad du mener, at der vil ske, og hvad der ikke vil ske, hvis situationen, som den har været igennem længere tid, opretholdes, så han begriber, at det er alvorligt.

Der er to aspekter, der er vigtige.
At I får talt sammen om, hvad det er, der gør, at hans ulyst overstiger behovet for nærhed. Og at han kommer til læge.

Der er naturligvis meget at miste, og netop dette er grunden til, at der må gøres noget andet end tidligere.
Ellers kommer det passive til at dominere, og det slider sjæle op.

Venlig hilsen

Christel

Hej Cristel

Jeg har med glæde læst dine ord om brud på tillid. Rart at få sat ord på de følelser min elskede kæreste og jeg længe har vandret rundt med, og stadig gør.. I vores situation er sagen dog en smule anderledes..

Min kæreste og jeg står begge med "forvolder-/ offerfølelser". Ikke pga utroskab, men pga på grund af små løgne, jalousi-scenarier, usikkerhed, adfærdsproblemer, frygten for at miste osv., der med tiden har avlet en ond cirkel af manglende tillid til hinanden, måske fordi det har været svært at tilgive!?? Vi er begge gode til at tage gamle ting op fra fortiden, bebrejde hinanden, nogen gange fordi det gør ondt, andre gange for at retfærdiggøre egne handlinger. Vi er begge skyldige og er enige! Vi har været sammen i 1 1/2 år – og er samtidig så vilde med hinanden, at trods vores alenlange skænderier og magtkampe, tillader vi ikke at vores forhold går tabt. Vi ønsker hinanden i vores liv og vi mangler redskaber til at komme videre. Redskaber til at lære at stole på hinanden. -Det at give sig hen til et andet menneske og turde tro på kærligheden..

Anyannca

Hej Annyanca

Tak for dit indlæg. Det er godt at læse, at kærligheden og tiltrækningen til hinanden er så stor, at den kan bære jeres uoverensstemmelser.
Gør jer klart, at I er medspillere og ikke modspillere, og at den smerte, I formentligt tit bebrejder den anden, er en smerte, som I begge kender. Bliv derfor konstruktive og ikke destruktive.

En måde at starte på er at værdsætte hinanden for det, man er glad for, hver eneste dag. Så I langsomt men sikkert, bygger en kultur op, hvor loyalitet er en bærende faktor.
At stole på hinanden er lige så meget et spørgsmål om at stole på sig selv og at sætte gode grænser. Det betyder bl.a., at I kan tænke på, at tillid bygges op ved at gøre sig klart, hvilke "fejl", man ønsker at ændre og så ændrer dem.

For at gøre processen lettere, vil jeg anbefale parterapi. Fordi det mange gange bliver sådan, at "den tankegang, der har skabt problemet, ikke også kan løse problemet", og derfor kan en neutral og god 3. person være et stort løft.

Pøj pøj med processerne. Men husk: i er medspillere. Så skyd ikke bolden imod hinanden, men spil sammen, og kom så op over den midterlinie og få scoret nogle mål.

Med venlig hilsen
Christel sonne Rasmussen

Puha, jeg sidder her med en mand, der har spillet netpoker for lånte penge. For mig et lige så stort svigt, som utroskab, da det er en af mine grundlæggende værdier at have orden på økonomien og kunne være ærlige og åbne over for hinanden.

Det har min. stået på i over 1 år, før jeg ved et tilfælde opdagede det. Jeg føler mig svigtet, da han selv har givet udtryk for, at han også ønskede at leve efter dette værdigrundlag. Men det sidste års tid har altså været fyldt med løgne, fortielser og svigt fra han side.

Sidder nu tilbage og føler, at jeg overhovedet ikke kender min mand. Hvem er han? Hvad står han for? Hvilke målsætninger har han for fremtiden? Hvilke værdier repræsenterer han?
Kan vi overhovedet genopbygge vores parforhold, så jeg atter kan have respekt og tillid til ham? Faldt derfor over denne tråd, som har nogle gode guldkorn, men jeg savner lidt praktiske råd til, hvordan man konkret starter op og gør i hverdagen for at lappe på det skete.

Parterapi – ja, en oplagt mulighed, men jeg synes næsten ikke, at jeg vil ofre penge på det, før jeg er sikker på, hvem han er.

Tak for dit indlæg.

Du har ret i, at man godt kan sidestille et fortiet pokerspil med utroskab.
Hver gang en grundværdi trues, som eksempelvis "sund og forudsigelig økonomi" tipper balancen jo.
Du efterspørger, hvordan man konkret håndterer noget sådant i hverdagen.

Det er jo ikke altid så konkret at forholde sig til følelser og temaer.
Men der er punkter, der er absolut nødvendige for at komme videre og styrkede videre.
De spørgsmål, du har skrevet i dit indlæg, skal du stille din mand. Og høre på hans svar.
Han har svigtet tilliden, så er han en mand der står ved sig selv, tager han udfordringen op og erkender, at han må bygge tilliden op, så din tro på ham og på hans mål mv. bygges op igen.
Rent konkret må han komme med et bud på, hvordan han vil sikre dig, at han tager ved lære nu.
Han må nævne, hvordan han rent konkret vil bruge den tid, som han før brugte foran computeren.
Hvad han vil gøre, når han har trangen.
Og om det er noget, han har brug for hjælp til.
Desuden kan I som par jo netop tage jeres tid med hinanden alvorligt, og prioritere stunder, hvor i laver nogle gode og givende aktiviteter. Kig her på, hvad I evt. førhen har gjort sammen, som I begge har nydt.
Tid er det eneste, vi har lige meget af, og derfor må I bruge prioriteret tid med hinanden.
Et andet aspekt er klar kommunikation.
Du har formentligt brug for, at din mand melder ud, både hvordan han har det, og hvor han er mv.
Så du kan føle dig mere sikker igen.
Lav et teammøde én gang ugentligt, hvor I kigger den forgangne uge tilbage og taler om de aspekter, der har været i spil.
Så I opretholder fortrolighed, dialog og også kan kigge en uge frem og se, hvilke lyspunkter, I kan skabe. Rent konkret.

Jeg tror, at du vil kunne hente lidt inspiration, på siderne om parterapi.

Held og lykke med processen.

christel

Hej Cristel

Jeg har været sammen med min kæreste i ca 2 år og vi har sammen en datter.

Vi har mødt hinanden over nettet og jeg havde besøgt ham nogle gange hvor vi havde haft nogle dejlige stunder. Men vi havde lang afstand til hinanden og vi havde ikke lovet hinanden noget og vi var ikke kærester .
Derfor havde fået besøg af en anden som jeg endte med at være sammen med, selvom det ikke var planen. Min nuværende kæreste vidste godt der skete noget den weekend da jeg ikke tog min telefon.
Efterfølgende fik jeg vildt dårligt samvittighed og forsøgte at lyve mig fra det hele. En løgn som har plaget ham gennem vores forhold, selvom jeg forsøgte at skåne ham (mig?) fra sandheden ved at opretholde løgnen. Endelig opgav jeg at opretholde den for en uges tid siden og nu ligger vores forhold i ruiner. Min kæreste er blevet så dybt såret over det svigt jeg har udtrykt ved at opretholde løgnen og jeg ved ikke hvordan jeg skal begynde at genopbygge hans tillid til mig.

Han har givet mig en chance til, men det tager så hårdt på ham at han er begyndt at drikke og han vil skændes hver aften. Jeg prøver at fortælle ham at jeg er ked af det, men nu begynder han at få den ide at jeg er ham utro når jeg er hjemme og besøge mine forældre i den anden ende af landet.
Og jeg føler mig så magtesløs, fordi jeg har jo allerede løjet om det andet i så lang tid, men jeg har ikke været ham utro efter vi besluttede os for at være et par. Men da jeg har opretholdt en anden løgn gennem flere omgange i de sidste par år er det jo klart han ikke stoler på mig.
Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal genskabe den tillid sådan at han igen kan stole på mig og igen få det godt.

Darja

Hej Darja

Tak for dit indlæg.
Det er nødvendigt at skille tingene ad, når man er i en situation som jeres.
Et er at du var sammen med en anden, men da du og din nuværende kæreste ikke var definerede kærester på dette tidspunkt, bør man ikke give den situation så meget magt. Det er fortid, og det er lang tid siden. Det, du skriver, som naturligvis smerter din kæreste mest, og som jeg læser, at du har supersort samvittighed over, er at du har løjet i stedet for at lægge kortene på bordet. Og det er jo det, der gør at mistilliden har vokset sig stor.

Det er hårdt, at det påvirker jeres hverdag så meget. For at komme igennem en sådan krise, må man som det par man er, beslutte sig for, at "vi komer styrkede videre". Du kan højne din grad af inforamtioner til din kæreste, lade mobil og mails være tilgængelige, indtil han igen førler, at du taler sandt, og hverken fortier eller lyver.
Hvorfor det gør så ondt i ham, er naturligvis også  værd at tage sig af.
Jeg vil foreslå parterapi, så I kan få talt ud, med en tredje part, og stille ogroligt få lagt en "plan" for, hvordan i bedst håndtere denne situation.
For ligesom du skal arbejde på at gøre dig tillidsværdig igen, skal din kæreste, når han er kommet sig over chokket, skrue ned for sin jalousi og skepsis.

Husk, at der er fire faser i en krise:

• Chok, sorg, bearbejdning og nyorientering.

Og jeg tror, at din kæreste fortsat befinder sig i chok.

Det kan også være en ide at begynde at gå til noget sammen; det  være sig dans, motion, mv., for at I viser hinanden, at "nu bygger vi en ny kultur op", – "nu starter vi, mere erfarne og mere opmærksomme på hinanden, på en frisk.

Held og lykke
Christel

[...] den utro part undlader at vise støtte og interesse i en situation, hvor man er sårbar, vil mange føle, at det nok er fordi, at der stadig er følelser for den [...]

[...] « Glædelig jul! At sige undskyld skaber tillid [...]

Hej. Så sidder jeg her og føler mig komplet forvirret. Har været gift i 24 år, og finder ud af i dag, at min mand har sendt og modtaget billeder, af deres køns organer, på sin mobil til og fra en anden kvinde. Endda en som han har haft en ungdomsflirt med, selvom han ikke kan huske det, men det kan hun. For at gøre det endnu mere speget er hun en gammel klasse kammeat til hans søster. Da jeg spurte ham om dette, (han bad mig om at sætte hans mobil op til mms, da den ike ville sende mere) forsvarer han sig med, at han har et stort sex behov og at jeg aldrig gider have sex. Og det er nok det der gør det… har prøvet at forklare ham at det altså ikke tænder mig at han bare kommer med en stå dreng på og det er så det… tvært imod tænder det mig faktisk efterhånden mere af.. nu er det så min skyld at han har delt billeder og sms med en anden, påstår at det ikke er at være utro.. det føler jeg så at det er.. spurte ham ellers da jeg så billederne, men da benægtede han.. men kunne så ikke slippe min fornemmelse og checkede tdc selvetjening og fandt der hvor mange gange han har sendt sms til hendes nr.. Er jeg blevet helt paraonid ?? føler at han skubber det over på mig og at det er mig som er forkert på den fordi han har et stort sex behov.. han bliver 50 kan vil stadig gerne 2-3 gange hver dag.. samme fremgangsmåde eller vi skal se porno imens.. hjælp mig inden jeg bliver helt rundt tosset..

Hej. Først vil jeg gerne sige tak for en super god og spændende hjemmeside.
Mit problem er ikke det største, men det er alligevel noget jeg tænker rigtig meget over.
I november mødte jeg en sød fyr, som er 3-4 år ældre end mig. Vi har været sammen siden da – Men det har været ret "kikset" på en måde. Jeg har givet meget af mig selv, og vil gerne blive ved med det, men han synes ikke at åbne sig for mig. Det går da fremad, men bare meget meget langsomt. For lidt tid siden havde han været sammen med en anden – ikke seksuelt, bare kysset. De var kun sammen et par gange, og så stoppede han det igen. Jeg kunne mærke på ham, at noget var galt, men han ville ikke indrømme noget, indtil hans bedste ven sagde det til mig. – Og så kom undskyldningerne osv. Efter ikke at have talt til ham i tre dage, snakkede vi sammen i 4 timer over telefonen – Han ringede op! Det føltes bare godt at snakke med ham igen, og han sagde, at han følte på samme måde. Men! Dagen inden havde jeg været fuld og kysset med min eks-kæreste, som jeg bor i samme by med, og ellers har haft meget kontakt med. Der er ingenting mellem os mere, men han kan jo selvfølgelig ikke være helt sikker. Det gjorde ham ret forvirret, og vi aftalte at vi skulle holde en pause på 2-3 uger, for at se om vi kunne undvære hinanden, og hvis ikke, så skulle vi se om vi kunne få sat brikkerne på plads igen. Samme dag som aftalen fandt sted, fik jeg et opkald fra en af mine venner, der havde set ham gå og holde om en lyshåret pige og tage hende på bagdelen. Da jeg konfronterede ham med det, ville han ikke først indrømme det, men sagde så lidt efter at det var hans veninde. Jeg blev rasende, fordi jeg var overbevist om, at han løj for mig, så jeg skrev en masse onde beskeder til ham og kaldte ham skældsord. Efter to timer svarede han, at han slet ikke kunne kende mig, når jeg var sådan og at jeg altid plejede at være så sød ved ham osv, og sagde, at han var skuffet over, at jeg kunne finde på at kalde ham disse ting. Vi blev enige om at droppe det, og fortsætte som venner. Dagen efter kom vi også op at skændes, men så tænkte jeg, at det skulle være nok, og ringede til ham. Denne gang snakkede vi sammen i en time. Kemien var der, og det var dejligt at snakke med ham igen. Da vi lagde på, skrev vi lidt sammen over msn om det, der var sket dagen før, om hvordan jeg havde reageret osv, og så sagde han pludselig, at vi bliver nødt til bare at være venner, for han kan ikke overskue, at jeg bliver jaloux og at vi skal diskutere så meget. Så nu har vi ikke mere, men jeg føler bare ikke det er overstået endnu? Jeg føler, at han ombestemmer sig om et par dage igen. Er det iorden? Er jeg alt for naiv, eller er det ham, der har sit på det rene? Kærlighed gør blind, og jeg kan ikke se det svar, som står lige for næsen af mig. Jeg håber, at du kan hjælpe mig og sige noget, som får mig på rette køl.
Med venlig hilsen,
Camilla

@VJ
Hej

Tak for dit indlæg.
Det er ikke dig, der er galt på den. Hold endelig fast i dine egne grænser, og det kan da aldrig blive din skyld, at din mand har en Kinky mms-korrespondance kørende. Det er da ham, der laver sine egne regler – og så får det til at lyde over for dig, at han er i sin gode ret til det.
Det, du må gøre, er at gøre ham klart, hvad du kan leve med.

Og hvis han vil have sex med dig, så må han da bruge noget af sin kreativitet på at finde ud af, hvordan han kan tænde dig – i stedet for at "servere den samme havregrød" hver dag.

Det kan være, at det bliver en stor konfrontation. Det kan være, at I ikke finder en løsning.
Jeg tror/synes, at du skal ranke dig og gøre ham klart, hvad du vil være med til og ikke vil være med til.

Stol på dig selv.
Og bliv ved med det

Med venlig hilsen

Christel sonne Rasmussen

Hej Camilla

Tak for dit indlæg.

Et gammelt arabisk ordsprog siger:

Når ting sker een gang, kan det være en tilfældighed.
Når den samme ting sker to gange, er man mere klar over, hvad der foregår.
Når den samme ting så sker tre gange, må det formodes, at det kan ske mange gange endnu (så er der skabt et mønster).

Hvorfor jeg skriver dette lille ordsprog til dig, skyldes, at jeg ikke synes, at du overreagerer.

Jeg synes, at du reagerer sundt. Du er glad for manden, men har nu ad nogle gange oplevet, at du ikke kan stole på ham, fuldt ud. Han lyver og fortier, og ting kommer frem for dagens lys, via venner osv..
Jeg tror, at et parforhold kun kan vokse, hvis tillid og respekt, loyalitet og åbenhed er med foruden kærlighed. Så hop ikke på den med, at du bare er for jaloux. Din reaktion har en klar årsag.

Noget kunne tyde på, at I kan have et godt venskab. For som du skriver, taler I fint sammen ind imellem, men det vil formentligt være en høj høj pris, du betaler, hvis du fortsætter eller genstarter kæresteforholdet.

Men det er jo dit liv og dit sind. Og jeg kan tage fuldstændigt fejl.
Mit bedste råd er. Stol på dit instinkt og på din intuition….. din inderste stemme ved, hvad der er bedst at gøre og bedst ikke at gøre.

Christel

Jeg håber, der vil komme med en kommentar til nedenstående historie.

Jeg har været min kæreste utro. Vi har over weekenden snakket og snakket. Jeg har forklaret, og hun siger, at hun tilgiver mig eller regner med at tilgive mig med tiden.. Hun er utrolig knust over det, og jeg er grædefærdig over, den måde jeg har været på overfor hende…

Lige nu er det sådan at tingene køre meget op og ned, næsten ikke til at holde ud. Fordi vi kan sidde og snakke om det hele (positive som negative) sidde og holde om hinanden, men så kommer der en stille periode hvorefter der så kommer et møgfald eller en masse spørgsmål og jeg må ned og vende i kælderen igen og det er utrolig svær at holde til. Den usikkerhed med om hun har tilgivet mig, og om hvad der sker næste gang er næsten ikke til at holde ud.. Samtidig med at jeg ønsker at rede forholdet og gøre det til at vi skal være sammen igen! Jeg håber meget du kan give mig lidt "beroligende"…

Jeg føler mig meget usikker på om forholdet kan reddes, og derfor meget usikker på om hun "tilgiver" mig for at trække tiden lidt og se, eller om hun virkelig ser et lys forude.. Et eller andet sted så ser det uoverskueligt ud, og det med ikke at have kontrol over situationen er sindsyg hårdt.. Og derfor tænker jeg helt om jeg skal træffe beslutningen om at stoppe forholdet – Fordi det er måske ikke lykkes at redde det!

Det er meget egoistisk skrevet, men vil sige at jeg kender til de følelsesmæssige behov hun har for at bearbejde "handlingen"! Derfor vil jeg gerne have mulighed for selv at komme lidt mere ovenpå.. Da jeg vil være i stand til at give endnu mere til hende..

Mange hilsner

Jesper

Håber på støttende ord! og noget der kan give håb i mørket..

Hej
Tak for dit indlæg.

Lad mig gøre det helt klart for dig: du kan ikke forvente på få dage, også selvom der har været mange gode snakke, at din kæreste fuldt og helt kan mærke, at hun tilgiver dig. at hun har meldt ud, at hendes mål og ønske med tiden er at tilgive dig , er stort.

Det, du må gøre, er at tage det som en mand. tage de skideballer, der kommer. Og de knus, der kommer. Det er godt og nødvendigt, at du angrer, og din situation lige nu handler ikke om at få kontrol, men at være i det flow, som en krise er. At tage det sure med det søde, og at give hende al den tid, og svare på alle de spørgsmål, hun har. Jeg kender jo ikke jeres historie indgående, og din kæreste er naturligvis også velkommen til at skrive om situationen på bloggen eller forummet her, så der kan blive kastet lidt lys over situationen. Du har faktisk mulighed for nu at vise, at du ikke er fej. At du står ved det, du har gjort, og rejser dig der, hvor du er faldet. At du viser hende, at du vil bakke op og være der, og tager ansvaret for primært at bygge tilliden op. Hvilket indebærer, at du informerer hende om, hvor du er og hvad du laver, viser og lader hende vide, at hun er den udvalgte, og igen og igen understreger, t du vil tage ved lære af denne fejl og aldrig gentage den igen.

Du/I er i krise. På oldgræsk betød ordet "crisis" et vendepunkt. Og I kan gøre denne krise til et vendepunkt. Et vendepunkt, hvor I kommer nærmere hinanden og viser hinanden sårbarhed. Og giver plads til det, som fylder.
Det er væsentligt at forstå, at i en krise må man tage en dag ad gangen.
Og ikke tænke på, om det mon går over.
For du/I kn beslutte jer for, at du/I kommer styrkede igennem denne krise.
Og at det handler om at tage et skridt ad gangen. den, der går langsomt, går langt, siger et gammelt indiansk ordsprog. Så vid, at det ikke er dig, der sætter betingelserne lige nu, men at du kan gøre det godt igen, ved at stå midt i stormen og stå distancen.

Der er mange par, der har overlevet en utroskab.
Der er også par, der ikke har.
Formår du at vise, at kærligheden og tilliden er dine fokuspunkter nu, så du lægger hovedet på blokken og aldrig mere fortier eller lyver, aldrig mere gør noget, så du hverken kan se dig selv eller din partner i øjnene, ja så er du på rette vej.
Og når du får dine dyk og tænker" skulle jeg bare slutte", så vid med dig selv, at selv om det føles som en undergang, så er det en overgang.
Og at denne krise har så megen læring i sig, at du og I kun kommer styrkede igennem.
Opsummeret: din kærlighed, din anger og din moral vil være med til at vise dig vejen nu.

Lad ikke flugtinstinktet overtage. For vil du være flygtig i dit eget liv ?
Flyt hellere dit fokus til et modent niveau, hvor du erkender, at du må vise, at det her kan du gøre godt igen, og at det vil tage den tid, det tager.
Følelser er ikke så hurtige som tanker.
Det er en vigtig og nødvendig erkendelse for dig lige nu.

Jeg tror, at du kan.
Skriv igen, hvis du har behov.

Med venlig hilsen
Christel sonne Rasmussen

Hej Christel.
Jeg har været min kæreste utro. Jeg troede i min naivitet at jeg kunne skjule det og bære hemmeligheden med mig i graven for ikke at miste ham. Men sådan går det jo sjældent. Han havde været mistænksom og fik sin mistanke bekræftet. Vi har været sammen i 3 år, på de tre år har vi haft vores op og ned ture som så mange. Jeg har ved to andre lejligheder kysset på to forskellige mænd og fortalt ham det. Han var såret og lammet men tilgav mig.

Nu er vi så her. Nu er jeg gået helt over grænsen, men vi vil begge gerne have vores forhold til at fungere (tror jeg). Jeg forventer ikke at han tilgiver mig på 1 måned, ej heller et år. Jeg er parat til at kæmpe, kæmpe for at han genvinder tilliden til mig. Jeg elsker ham. Jeg ved ikke, efter mange tanker, hvorfor jeg var sammen med den anden mand. Jeg ved blot at jeg elsker ham og ikke ønsker at være sammen med andre. Jeg ved det bliver en hård kamp for os begge. Jeg ved jeg vil kæmpe til jeg ikke kan mere eller ser at han er for ulykkelig. Da må jeg slippe ham for hvis nogle fortjener at være lykkelig er det ham!

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, jeg føler mig lammet. Jeg tør ikke holde om ham, tør ikke bruge ordene: jeg lover, jeg ved ikke hvad jeg sige eller gøre. Lammelse. Jeg ønsker at få dette til at fungere jeg ønsker at vi kan genfinde hinanden.
Men det virker helt uoverskueligt, – man kan fortsætte dagligdagen men det virker så uendelig fladt. Når vi har snakket og talt sammen og der kommer et glimt af kærlighed glider der en skygge ind over hans ansigt, jeg ved hvad den skygge er – men jeg føler mig magtesløs jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.
Carina

Tak for dit indlæg.
Det lyder for mig som om, at I snarest muligt skal opsøge en parterapeut.
Desuden kan Joan Ørtings bog "tag mig" være en god inspirationskilde for dig/Jer.

Lad ham stille alle de spørgsmål, han har, og lad ham få afløb for sine tanker og følelser. Og skab evt små zoner, hvor I ikke drøfter emnet.
Eksempelvis når I tager af sted om morgenen, når I spiser aftensmad, mv. så I begge træner jer I også at tænke på noget andet.

Det er en stor følelsesmæssig stress for jer begge. Dit fokus må være på at bygge tilliden op, via at have åben mobil, åben computer og en høj informationsgrad, så du, uden at han spørger dig om det, informerer ham om, hvor du er, hvad du tænker mv.
Naturligvis må du afkler, om han er interesseret i, at I fortsætter.

Jeg ønsker dig held og lykke med processen.

Med venlig hilsen
Christel sonne Rasmussen

Hej Christel.

Jeg har brugt de sidste mange dage på at granske stort set hvert eneste indlæg fra andre folk i samme situation samt dine yderst kompetente og beroligende svar. Det er som om jeg finder trøst i dine ord. At der er håb.

Jeg har ikke været min mand utro, i fysisk forstand. Men jeg har været i skriftlig kontakt med en mand, som tidligere var hans ven. Vi har en historie som går tilbage 20 år, hvor de startede med at være venner, og de cuttede forbindelsen, da min mand fandt ud af at vi flirtede. Den tidligere ven havde en periode hvor han havde brug for at blive forstået, og der var så jeg, med al min forståelse, og havde vitterligt ikke andet i tankerne, end at hjælpe. Men det overskred så en grænse, og vi kom til at kysse en enkelt gang.
Hvilket min mand opdagede. Han tilgav mig, men brød kontakten til vennen.
Nu 20 år og en skilsmisse senere, bliver jeg kontaktet af den samme eks-ven på Facebook. Jeg har fundet sammen med min mand igen, er ovenud lykkelig for det og har en dejlig og kærlighedsfyldt tilværelse. Og egentlig ringer alle alarmklokkerne. Men jeg tænker samtidig at det jo er 20 år siden, og hvorfor dog ikke sige hej og dav og hvordan går det? Og jeg viser endda min mand at jeg er blevet kontaktet af ham. Som dog ikke viser meget interesse for det, og på trods af fortiden, genoptager jeg kontakten.
Og så begynder korrespondancen. Sproget og spørgsmålene flyder så legende let. Det er rigtig sjovt at høre alle historierne fra den mellemliggende tid og alt hvad der fylder vores hverdag idag, og i starten handlede det ikke om andet. Endda omkring vores kære derhjemme og vi havde begge et dejligt liv med vores mænd og koner og ville ikke andet. Vores kommunikation var åben, ærlig, sjov og meget givende. Det ramte mig. Uden at placere skyld må jeg så sige at kommunikationen med min mand ikke særlig tit er på den måde. Vi taler sammen og griner af de samme ting, men noget sludrechatol kan man ikke kalde ham. Og det er egentlig ikke noget problem. Det er jo sådan jeg kender og elsker ham.
Og i virkeligheden må jeg erkende, at det er kun mænd i "scoringsøjemed" der er sludrechatoller. Fordi de ved at det er hvad kvinder ønsker. Og vi falder for det.

Facebook kommunikationen blev afløst af mail- og sms-kommunikation og endda tlf. samtaler. Altsammen i sjov og ballade….som med tiden blev indflettet noget flirt og tanker om gamle dage. Det får også overtaget en gang imellem og så går det i sig selv igen. Noget svingende.
På et tidspunkt opdager hustruen det og konfronterer både ham og jeg med det. Jeg fortæller hende at eks-vennen hele tiden har elsket det liv han havde med hende og det med mig bare var noget flirt. Men hun var rasende og ville ikke høre, mente jeg opfandt det hele, så nu røg manden ud. Hvordan det er gået siden, ved jeg ikke da al kontakt stoppede dér.
Jeg valgte at sige det hele til min mand. At jeg havde trådt over grænsen, at der ikke var sket noget fysisk, men at jeg godt var klar over at det var langt ud over hvad var acceptabelt. Også han blev rasende. Både fordi der var sket noget før mellem mig og eks-vennen, og også fordi min mand har allerede én gang tilgivet at jeg var ham utro før vores skilsmisse. Med en anden mand. Det var mig der ville skilles dengang, og ikke pga. utroskaben, som han ikke kendte til på daværende tidspunkt.

Min mand hælder mod at give mig en chance til. Selvom han ikke har sagt det med ord. Til trods for de mange fejl jeg har lavet i vores fælles liv sammen. Jeg ved jeg er heldig, utrolig heldig at have en mand, med så stort et hjerte, men jeg er også bundulykkelig, fordi jeg vil bare have vi skal have det dejligt igen. At han skal tro på at jeg aldrig vil såre ham igen. Min mand prøver at opretholde en så almindelig dagligdag som muligt, vi taler sammen, kysser goddag og farvel, godmorgen og godnat. Vi har seksuel samvær. Og samtidig lurer afstandtagen under overfladen. En manglende forbindelse. Manglende nærhed. Og det er vel også for meget at forlange, efter kun en måned i "skærsilden". Men det er så hårdt at gå og føle sig ensom med den man elsker overalt på jorden.

Jeg er villig til at arbejde for det. Jeg vil gerne gøre hvad der kræves. Jeg har lukket for Facebook. Jeg har slettet alt hvad der kunne bare minde om en forbindelse til mennesker, der kunne opfattes som "truende" for vores forhold. Jeg har begrænset aftaler udenfor hjemmet uden familie til et minimum. Men samtidig føler jeg at jeg også skal bevare mig selv og den jeg er. Ellers mister han respekten.
Jeg har min mobil liggende fremme til skue for alle og enhver og også min computer.
Jeg ved det tager tid, han har selv sagt han skal have tid, og jeg har læst alt hvad der er blevet skrevet herinde om hvordan jeg opbygger tilliden igen. Men alligevel føler jeg mig på Herrens mark.
Splittet mellem at slå migselv oveni hovedet med min tankeløshed og manglende respekt over for min eneste ene, og også at tænke at jeg ikke var utro og derfor også må tage mig sammen og kræve at det hele ikke udvikler sig til en tragedie af græske dimensioner. Ikke at puste dette op til en storm, når det "kun" drejer sig om en vinterbrise.
Jeg er klar over det ødelæggende i at jeg har rusket op i gamle dæmoner. At det ikke drejer sig om hvad der er sket nu….men at jeg har ladet det ske, på TRODS af de historier og ar vi har i baggagen. At det er dét der gør ondt. Det forstår jeg til fulde. Og derfor dukker jeg mit hoved og håber på tilgivelse. Men jeg er også bange for at være hundehvalp, for det er der ingen der gider.
Jeg skal have tålmodighed og styrke til at tro på at vores kærlighed også overlever dette. Jeg vil så gerne tro. Men er ufattelig bange for at kærlighed måske ikke er nok…selvom jeg har været ærlig og det også må styrke kærligheden, selvom det gør ondt.

Jeg ved han føler sig splittet mellem at føle sig som et fjols at fortsætte med mig, og mellem at føle den kærlighed han har til mig og vores fælles børn, som også har været igennem rigeligt.

Jeg vil ikke blive ved med at tale om det, og det ønsker han heller ikke, da det river såret op og så starter vi fra bunden igen med at prøve at få en dagligdag til at fungere. Som føles stadigt sværere for mig, fordi jeg er så ked af det.

Er der noget jeg kan gøre, som jeg ikke allerede har gjort? Er der en vej eller et hensyntagen jeg ikke har set? Hvordan tackles linegangen mellem at være angerfuld og samtidig ikke finde sig i hvadsomhelst af spydige bemærkninger, der en gang imellem falder? Det er svært at holde hovedet højt når man ikke er stolt af sig selv og sine handlinger og egentlig bare vil elske på fulde drøn derudaf og med hud og hår…for jeg er overvejende et godt menneske og mener selv at mine gode handlinger til fulde vejer tungest på vægtskålen. Jeg vil bare have lov at vise at det ikke har ændret sig.

B

Hej
Tak for dit indlæg.

Du beskriver situationen og forløbet godt, og jeg tænker, at fortielsen er et tillidsbrud, men at det så heller ikke er værre.

Så hvad kan du gøre, for at du og din mand kommer helet igennem denne krise og ike lader den vokse sig overdimensioneret stor.

Jo, jeg vil anbefale følgende.
Lad din mand afgøre hvilken bodshandling det vil kræve.
Det vil sige, at din mand skal finde en passende "bod"…. en handling, som du skal udføre i et afmålt tidsrum. Som er passende i forhold til det, det er sket. Og som, når du har "udstået" din bod, så kan I lægge den del af jeres fortid på hylden og fortsætte videre sammen.

Husk, at det ikke handler om at komme videre, jo, det gør det. Det, jeg mener, er at det i vores parforhold handler om at komme nærmere på hinanden, for så er vi videre.
Læs evt. mere i Joan Ørtings bog "Tá mig".

Alt godt og pøj pøj

Christel

Hej Christel

Jeg er en af dem som virkelig har lavet noget dumt, jeg har været sammmen med en kollega en gang til en fest hvor jeg var fuld, jeg var lige blevet gift 3 til 4 måneder før og elsker min kone meget, i den periode hvor jeg var sammen med min koleega skrev vi sammen få facebook og egentlig blev vi forelsket i hinanden men aligevel følte vi begge ikke at det var rigtigt, min kone har set disse mail og tolker det som jeg var på vej væk fra hende og børnene…… det var jeg ikke men jeg nød den opmærksomhed som der var på nættet om aftenen når jeg var alene, jeg har prøvet at få hende til at forstå at vi skal blive sammen men hu stoler ikke på mig mere vi har boet sammen i 9 år og har hus og har aldrig været utro før.
Men hvordan skaber man tillid igen…?? i mit tilfælde er ord og undskyld ikke nok

mvh. johnny

Hej Johnny
Tak for dit indlæg.
Det er et stort spørgsmål, og en smule svært at svare på, når jeg ikke har hørt din kones version. Én ting er jo at have mistet tilliden…. men har hun mistet den 100 procent – eller? Det andet, der er værd at opklare, er hvad det er, der har såret hende mest.

Der kan jo være forskellige aspekter.
Er det fortielsen?
Er det at du har været fysisk sammen med en anden?
Er det at den anden er en kollega, noget der spiller ind?
Er det at det var så kort tid efter jeres bryllup?

Nu vil din kone evt sige: ja , det er det hele, der sårer … men jeg mener, at der er noget, der sårer mere end andet. Hvis din kone kan svare på, hvad der såret hende mest, har du en mulighed for at agere.

At bygge tillid op, er jo at vise, at der er sammenhæng imellem det, du siger og det, du gør. At du ikke fortier eller lyver, og at du informerer om, hvor du er.

At bygge tillid op er at vise, at du er i stand til at rette den fejl, som du har begået.

Hvis "fejlen" er at have fortiet, så må du tale. Informere og anerkende med ord.
Hvis "fejlen" er at det var kort efter jeres bryllup, må du i løbet af kort tid vise, at du er i stand til at lave ændringer.
Hvis fejlen er, at I har været fysisk sammen, så bed om en bodshandling, så du kan vise, at du gerne vil gøre noget, der overbeviser hende om, at du er her, og gerne yder en ekstra indsats. Læs mere I Joan Ørtings bog "Tà mig".

Allerbedst tror jeg, at det er, at I opsøger en erfaren parterapeut, der har kendskab til netop håndtering af utroskab.
Hvis din kone altså vil?

Jeg ønsker dig og jer held og lykke

Venlig hilsen
Christel

Hejsa.. Nu har jeg læst en masse i din blog her og håber virkelig du kan hjælpe mig med mit problem.
Jeg har været sammen med min kæreste i 1år, og vi havde et godt og solidt forhold troede jeg. Problemerne startede efter jeg fandt ud af at han havde skrevet (smset) med en pige som han havde mødt i byen.. Her havde han undladt at sige at han havde en kæreste og de havde flirtet sammen, efter jeg fandt ud af det sagde han selvfølgelig at det aldrig vil ske mere og at han aldrig ville lyve for mig igen (det skal siges at han benægtede alt da jeg konfronterede ham med det).. Men her 3 måneder efter er den gal igen.. Denne gang med en anden pige som han har skrevet med i længere tid.. Min usikkerhed på ham førte mig til at læse hans besked indhold på telefonen, og her fandt jeg en sms fra "thomas" hvor der stod "det ikke fordi jeg ikke vil mere med dig, men syntes måske det er underligt når du så går tilbage til hende hver aften".. Da jeg tjekkede nummeret på krak viste det sig at være en af hans gamle veninder og ikke "thomas" som der stod. Han benægtede selvfølgeligt alt til at starte med igen indtil jeg smed telefonen i hovedet på ham og sagde at jeg godt vidste at thomas ikk var thomas.
Dette første til en masse undskyldninger fra hans side, og han lovede mig at han aldrig har været utro men at det kun har været ved sms.. Jeg ved ikke om jeg skal tro på dette? for han har jo løjet mig før så hvorfor sq han ikke også lyve om det. Han siger at han vil gøre alt for at beholde mig og det her forhold, men jeg syntes ikke at han viser det i hverdagene… Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.. hvordan får jeg tilliden til ham igen??

B

Hej B
Tak for dit indlæg.

Jeg ved ikke, om du får tilliden til ham igen. For mig at se er I kommet ud på noget af en glidebane. Han sender sms, benægter og undskylder, når det først bliver opdaget. Og du checker hans telefon, som jo er at oerskride private grænser.
Jeg forstår godt, at du gør det, fordi du er usikker. Og har brug for vished. Nu har du så vished. Thomas er ikke Thomas. Men en gammel veninde.

Jeg tænker tit på et udsagn:

Én gang kan være en tilfældighed.
2 gange er en gentagelse.
3 gange er et mønster.

Mit helt oprigtige råd til dig:
I har kendt hinanden 1 år. Det lader ikke til, at I har fælles børn.
Skynd dig videre. Bryd op. For som jeg læser det, vil dette mistillids-tema være imellem jer altid, og selvom kærligheden så er stor, hvis den da er det, så bliver det samlede billede for "grumset".

Naturligvis skal du mærke efter indeni dig selv. Kan du komme over disse hændelser og undlade at være skeptisk og mistrosik og modtage hans kærlihged, er det jo fint.

Hvis ikke, så tag en beslutning. Og hold fast ved den.
En ting er at elske hinanden. En anden er at tro på, om man bliver lykkelig sammen.
Hvis begge faktorer ikke er til stede, må man gøre noget andet.

Venlig hilsen
Christel

Historien er den at jeg har været sammen med min kæreste i ca. 6 år. Vi har haft en del op og nedture, bl.a. fordi jeg har været bange for at miste ham (har på den ene eller anden måde mistet alle mænd i mit liv) og han har været meget glad for at tage til fester uden mig.
Jeg har to børn som ikke er hans, men vi fandt sammen mens jeg var gravid med den mindste, så han har altid været der som en far for min søn. Sidste sommer tog han så på håndboldtur og jeg kunne mærke at han var forandret efter den tur, men han sagde intet og ugen efter konfronterede jeg ham med det og fandt ud af at han havde fundet en anden pige som faktisk var "ret sød" og at han i 3 mdr. ikke rigtig havde haft lyst til vores forhold. Vi gik fra hinanden dagen efter denne samtale.
Jeg var på date med hende en gang efterflg. og derefter så han hende ikke igen. Han kom stadig ca. en gang om ugen og sagde hej til børnene. Her til sommer fandt jeg så en sød mand som jeg var begyndt at se lidt, og da jeg kunne mærke at det begyndte at blive mere seriøst fra hans side havde jeg svært ved at give helt slip, for jeg elskede jo stadig min eks., men alligevel valgte jeg at fortælle min eks. at jeg havde fundet denne her mand og at det var begyndt at blive mere seriøst en bare at date.
Efter han fik det at vide var det som om det gik op for ham hvad han i grunden havde lavet og hvad han var ved at miste, så han begyndte at ringe meget og fortælle mig hvor meget han elskede mig og børnene og at han meget gerne ville prøve igen. Jeg gjorde det forbi med manden jeg havde mødt og indvilligede i at prøve igen, men denne gang uden at bo sammen i starten.
Det er nu ca. 4 mdr. siden og sidste fredag var han så sammen med (mere end bare kys) en pige fra hans håndboldhold til en julefrokost og han ville intet indrømme mens vi stod ansigt til ansigt, først da han kom hjem fik jeg hele historien… Mit problem er nu bare at jeg stadig elsker ham og at han stadig elsker mig. Han kan ikke komme med nogen forklaring på hvorfor han gjorde det, men han angrer dybt! Min tillid til ham er fuldstændig røget i svinget og jeg har brug for at finde ud af hvordan den kan blive bygget op igen, for selvom han virkelig har lavet noget lort føler jeg, at vi på en eller anden måde at kommet lidt tættere på hinanden psykisk ved det her.
Jeg har bedt ham finde en parterapeut snaret muligt, men hvad kan vi selv gøre indtil da? Håber virkelig på nogle gode råd!

Hej og mange tak for dit indlæg.
Det, I selv kan gøre, er at tale sammen. At gå lange ture og at sætte tid af til at fordybe jer i, hvordan I kom hertil.
Snakke om, hvordan I hver især definerer respekt og tillid, og derigennem at finde ud af, om I har interessen og lydhørheden over for hinanden. Er der omsorg fra den andens side, når den ene beskriver situationer, der har såret …- er der åbenhed, når man føler sig konfronteret eller kritiseret?
I kan også selv tale om, hvilke spilleregler, I ud fra det I har budt hinanden, må orientere jer ud fra fremover.

Jeg ønsker jer held og lykke og håber, at I snarligst finder en dygtig parterapeut, der kan guide jer.

Venlig hilsen
Christel

Kære Christel.
Jeg har brug for din hjælp.
For ca. 1 måded siden fandt jeg ud af at min kæreste har haft noget kørende med en kollega gennem ca. 2 måneder.
Vi har været sammen i 3 år og det sidste halve år har vores forhold ikke kørt optimalt. Jeg har følt mig alene i vores parforhold og har kunnet mærke at han ikke var til stede som jeg gerne ville have det.
Da jeg fandt ud af hans utroskab, blev jeg så knust. Jeg har før oplevet utroskab (ikke med ham) og hyar generelt svært ved at stole på mænd og det ved min kæreste, så jeg blev enormt skuffet over han valgte at være mig utro, når han var velvidende om min frygt for at dette skulle ske igen.
Vi var hver for sig i en uge og han angrede og var meget ked af det der var sket. Han afsluttede det med sin kollega dagen efgter jeg fandt ud af det. Jeg så en mail, hvor han kappede alle bånd til hende.
Han havde efter sit fejltrin indset at det er mig han elsker og vil nu gøre alt for at få de til at fungere igen.
Her den sidste måned har vi prøvet at får en hverdag til at hænge sammen, men det er svært og jeg kan ikke lade være med at komme med små stikpiller. I går, efter en bytur kom vi op at diskutere og han blev meget vred, da han føler at jeg kontrollerer ham hele tiden, men det havde vi lavet en aftale om var ok, da tilliden til ham skal bygges op igen. Han tog ra vores lejlighed og overnattede ved en kammerat. Jeg var knust og bliver så bange for at vi ikke kan få det til at fungere. Jeg elsker ham og jeg er sikker på han også elsker mig højt, me jeg tror han er usiker på om vi nogensinde kan finde balancen igen. Han siger også, at der er nogle ting ved mig, som han savner. Han savner mere selvstændighed fra min side – sådan som jeg var da vi mødtes, men jeg har også forklaret at for at jeg kan føle mig sikker på ham, er han nødt til at give noget mere, så jeg kan få ro indeni og være den æreste jeg var engang. Det er en ond cirkel, og jeg er godt klar over at der var en grund til han valgte at være utro. Man er jo ikke utro, hvis alt kører på skinner. Jeg har nu bedt ham om at lave en liste over ting, som han sætter højt i vores forhold, og jeg vil gøre det samme.. Så vi kan tage en fornuftig snak imorgen. Jeg er bare så bange for at han kommer og siger at han kke kan mere.
Hvad skal jeg gøre. Håber du kan hjælpe mig hurtigst muligt.
Tak på forhånd.

Hej
Tak for dit indlæg.
Du skal vælge tilliden til ham. Og så må du stoppe med at kontrollere ham. Kontrol skaber kulde og afstand. Søg derimod efter at skabe nogle fælles spilleregler ud fra: Hvordan opbygger og opretholder vi bedre kontakt med hinanden

Hvis han komme og siger, at han ikke kan, er det jo trist. Så vil det formentligt føles som en undergang. Men vid: det er en overgang.
Men stol på, at det bedste og det rigtigste nok skal ske, og at hvis det er den store kærlighed, så vil I, hvis der da overhovedet bliver et brud, finde hinanden igen.

Men kig på dig selv og find ud af, hvordan du selv kan sto for "kontakt – og ikke kontrol".

Alt godt,
Christel

Kære Christel.
Tak for dit svar.
Det der skete igår:
Min kæreste kom op i lejligheden for at vi skulle snakke og jeg kunne med det samme mærke at han var anderledes og underlig.
Vi talte stille og roligt og jeg spurgte hvad han tænkte og følte. Han sagde at han nok var kommet frem til at følelserne nok ikke helt var der som de skulle være. Han elsker mig, men har ikke motivationen lige nu til at gøre alt det for mig som jeg har fortjent.
Jeg er knust og ved ærlig talt ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har ikke spist i 3 dage og ved ikke om jeg kan leve uden ham.
Vi snakkede stadig videre og jeg græd og græd. Han græd også lidt og så kom min søster for at hente mig. De snakkede mens jeg pakkede mine ting og han undskyldte og var vred på sig selv over at gøre sådan her. Han er i krise og har behov for at være sig selv og finde frem til hvad der gør ham glad.
Mit store problem er nu, at jeg savner ham så inderligt og vil næsten gøre hvad som helst for at få ham tilbage. Jeg ved godt at jeg heller ikke har været tilfreds i en periode, men jeg synes ikke vi sammen har gjort noget for at få tingene til at fungere igen.
Håber du kan give mig et opløftende svar eller at andre har prøvet det samme og kan give gode råd.

Hilsen den ulykkelige.

Hej jomfru
Tak for dit indlæg.
Der er perioder i de flestes liv, hvor hjerte rimer på smerte, og her er du lige nu.
Som jeg læser dit indlæg, får jeg det indtryk, at I begge to har brug for at være lidt på afstand af hinanden. For at få viklet jer ud af den følelsesmæssige afhængighed og for at kunne fintænke og finde ud af, hvad der giver mening og hvor I hver især har indsatsområder.
Jeg bliver bekymret over, at du ikke har spist i 3 dage. Det gør jo ikke overskuddet bedre plus at det forværrer din evne til at tænke klart.
Så: spis selv om du ikke er sulten. Skriv dine tanker og følelser ned. Evaluer dig selv. Og kom i tanke om de kræfter og holdninger, du havde, før det hele blev svært.
Du må søge i dig selv, søster, venner mv. for at heles stille og roligt. Bliv ikke desperat i forhold til din kæreste. Se, om I kan mødes og gå en tur og snakke lidt om nogle dage, men vær opmærksom på, at lykkens dør åbner indad, og at du ikke må lægge ansvaret for din lykke i et andet menneskes hænder. Den gave/opgave er vores egen.

Læs, sov, hav nogle holdepunkter, spis, græd og tag fat i dit liv.
Hvem ved, om du kommer i tanker om noget, som du har haft lyst til længe, men ikke har haft gjort.
Vejen bliver til, mens du går.

Mange lyse tanker,
Christel

Kære Christel.
Mange mange tak for dit brev. Det varmer og hjælper. Jeg græder slet ikke så meget mere, men det er nok fordi jeg ikke har flere tårer.
Jeg har snakket og været sammen med med veninder hele tiden, men jeg spiser stadig ikke. Er sulten, men kan ikke få noget ned. Jeg har kontaktet en psykolog som jeg vil gå hos, for at få nogle hjælpemidler til at komme ovenpå.
Jeg håber stadig på vi kan finde sammen og har meget svært ved at acceptere det hele. Jeg vil helst lukke øjnene og vågne op og vide at det hele er en ond drøm, men det er det jo ikke.
Igår aftes læste jeg en mailkorrespondence som min kæreste og jeg havde midt juni 2010. Heri skriver vi om et morgenskænderi og min kæreste skriver at den måde jeg opførte mig på var uacceptabel. Jeg responderede med at sige, at det ikke var de ting som skete den morgen, men alle de frustrationer jeg går med indeni som kom ud. Jeg skrev at jeg savnede ham og hans tilstedeværelse og jeg var usikker når jeg følte at det altid var mig som skulle sørge for vi lavede noget sammen. Han svarede at han savnede mere selvstændighed og selvtillid fra mig. Jo mere jeg var "ligeglad" med ham jo mere ville han jo have mig. Jeg kan se nu i bakspejlet, at jeg ikke tog de ting til mig som han efterspurgte dengang. Jeg gjorde det stik modsatte. Men han tog jo heller ikke de ting til sig som jeg efterspurgte. Lige nu føler jeg mig så dum og føler det hele er min skyld. Hvorfor prøvede jeg ikke at leve mit eget liv i stede for at leve hans. Det er da klart at han har følt sig kvalt af mig. Jeg ved ikke om jeg skal spørge om vi kan snakke og så vil jeg måske sige at jeg godt er klar over jeg har fejlet max, men at det stadig aldrig kan være min fejl at han var utro. Naive mig tænker bare, at hvis han bliver klar over jeg kender mine fejl at han vil prøve igen.
Tak for dine god svar.
Andre er også meget velkomne til at give mig at par råd med på vejen.
Kh Jomfruen

Hej Jomfru
Også tak for dit indlæg.
Jeg tænker, at et parforhold er en kæde med mange led, og selvom der er led, som hver enkelt part har sat på, hænger det sammen. Derfor synes jeg, at du øjeblikkeligt skal droppe følelsen af, at det er din skyld. Hver især har i andele, og som du jo også skriver, har mange aspekter vævet sig ind i hinanden….. ja, hvad kom mon først ? – hønen eller ægget … – en gåde, der aldrig bliver løst.

Og du spørger, om jeg tror, at det vil være en ide at du giver udtryk for dine erkendelser og beskriver, hvilke indsatsområder, du vil fokusere på ?

Jeg tror på dialogen. Og jeg tror på, at du må gøre alt det, du har brug for, for at få følelsen af, at du ikke fortryder noget. For at få følelsen af, at du har gjort alt det, du kunne.
Jeg tror på ordene, men allermest tror jeg på de signaler, vi sender, når der er handling bag ordene. Så hvis du vil vise ham selvstændighed, så vis det. Hvis det er en del af din natur at "være ligeglad/vise ligegyldighed", som han i den omtalte sommerkorresponsdance peger på, så gør det. Vær meget opmærksom på, om det er en del af din natur. Det kan hurtigt blive et unaturligt "game" at køre "kulde/varme"-spil over for hinanden. Kun du ved, hvad der passer bedst for dig.

Du skal bestræbe dig på ikke at tage udgangspunkt i den naive del af dig selv, men så godt som muligt bestræbe dig på at tage udgangspunkt i den naturlige og stærke del af dig selv. At genoptage et forhold, hvis han overhovedet vil, på et skrøbeligt grundlag er vel at bygge en kolos på lerfødder.

Jeg er sikker på, at du finder vej. Spis, selvom du ikke er sulten. Drik, selvom du ikke er tørstig. Tag fat i dit liv.
Det venter på dig.

Særlig hilsen
Christel

Hej.
Tak for en god og givende debat og hjemmeside om noget af det sværeste og mest givende i livet, tænker jeg. Jeg har selv lyst at fortælle min historie:
Jeg er gift på 17. år med en dejlig mand, som jeg mødte kort efter skilsmisse fra min ældste datters far. Jeg fandt i ham et menneske, med hvem jeg troede på, at jeg kunne skabe familie og tryghed for både mine børn og jeg selv. Det var dog svært for os at mødes, når jeg følte, at jeg havde brug for ham – når jeg ikke var stærk, lyttende, anerkendende. Og måske var jeg heller ikke altid helt god til at vise den side af mig selv….. Virkelig at være sårbar og have brug for. Det var han heller ikke – men gav mig alligevel helt klare nonverbale beskeder på, at han ikke var tilfreds. Lukkede sig, sukkede, blev irritereret over små ting o.s.v. Og i mange år levede vi i det mønster, at jeg reagerede på hans "beskeder", spurgte til hvad de betød, insisterede på at jeg kunne se, der var noget galt mv. Vi levede på den måde i lang tid, og jeg blev mæt af, at "jeg hele tiden skulle hente ham", som jeg kaldte det. Og gav op og gav mere plads til mig selv, kontakt med venner og job.
Jeg vidste godt, vores forhold ikke var, som det skulle være – men havde aldrig drømt om, at han ville være mig utro. Men det var han. Han tog med en kvinde hjem fra byen, gik i seng med hende, hvilket jeg fik afvide langt senere, da han flirtede kraftigt med en anden kvinde til en julefrokost for øjnene af mig – hvilket jeg reagerede målløst og undrende på. Vi gik i parterapi – men det lykkedes ikke rigtigt at nå hinanden. Jeg havde stadig en stærk følelse af, at jeg skulle fodre ham, og at der manglede gensidighed, men der var også ting i vores familie, hvor jeg virkelig værdsatte ham og valgte forholdet til – med stort ønske om, at han ville gå i terapi og blive klogere på sig selv. Jeg var ind imellem plaget af min fornemmelse af, at han igen var utro, spurgte til det og accepterede hans nej hertil.
For 4 år siden, valgte han langt om længe at gå i terapi – og jeg var så glad og forventningsfuld. Men indgangsvinklen til hans valg var blot, at han ikke kunne holde sig selv ud, fordi han løbende havde brugt prostituerede, når han manglede følelsen af nærhed. Smak den sad. Jeg fandt mig selv i et dybt og vanskeligt dilemma, hvor jeg på den ene side virkelig var glad for og ønskede at give plads til håbet om, at min mand kunne "komme ind til sig selv" eller overvinde noget virkelig svært ift sin evne til nærhed – men også en dyb krænkelse som mit selvværd ikke kunne bære. Langt ind i mig selv ramte jeg mit eget sår, som netop handler om "hvis bare jeg prøver nok, så vil han se mig og at jeg er værd at elske".
Og jeg tror, jeg samlede alt mit mod og strakte mig udover mine egne grænser ved at give tid og plads til hans personlige proces.
Jeg har på vejen set så mange gode ting komme frem i ham. En større åbenhed, en ståen fast ved egne behov og ønsker, en større ansvarlighed og vilje til at gøre, det der skal til. Og tilbage har så stået, at der rent faktisk ikke var plads til at se mig og min smerte…… puha….. Inde i mig en følelse af at være kørt over af en lastbil mens min mand gik rundt og sagde: "se mig jeg gør gode ting – lad nu være med at være trist, det hele er jo godt nu". Ind imellem kunne jeg ikke holde det ud, græd, skrev breve til ham – og fik en dråbe af det jeg havde brug for. Vi gik i parterapi, hvor det igen og igen blev tydeligt, at han simpelthen ikke magtede at se på mig – men havde sit fokus på sig selv.
For nogen tid siden valgte han, at han var færdig med sin terapi – og jeg oplever det utroligt befriende og skræmmende. Faktisk er det først nu, hvor jeg kommer til min virkelige grænse inden i mig selv, hvor jeg ser og mærker, at jeg har brug for gensidigheden og at drømmen om gensidigheden ikke er nok – at der skabes plads for, at han faktisk begynder at kunne se mig.
At han rent faktisk angrer, fordi jeg ikke fortjente, at han svigtede mig og vores forhold.

Så lang kan vejen være. Og ingen ved hvor vejen fører hen. Men jeg ville med min fortælling dele oplevelsen af, at vi i vores parforhold har muligheden for at komme ind til os selv på et helt eksistentielt niveau, som nok kan være smertefuldt men også virkelig berigende.

Når jeg har læst debatter og artikler om utroskab (og dem har jeg efterhånden læst mange af ) slår det mig, hvor tit det kommer til udtryk, at det at blive i et forhold med svigt er udtryk for dårligt selvværd. Jeg håber, at jeg med min fortælling kan bidrage til et perspektiv, hvor det at give alt hvad man kan og har, uanset hvordan andre måtte tolke det, er at give noget til sig selv.

Hvis jeg havde kunnet se frem på den tid, jeg har levet for 4 år siden – ja så er jeg ikke sikker på, at jeg havde turdet og villet gå linen ud. For så havde jeg mærket, at jeg ville blive konfronteret med grænsen i mig selv på en helt anden måde. Og hvor er jeg glad for, at vi ikke kan se ud i fremtiden.

Mange kærlige tanker til alle der går den vej….

Hej Christel

Mit beretning bunder ikke i utroskab, men alligevel endte det med at jeg sårede pigen jeg elsker utrolig højt, flere gange.

Tilbage i 2009, mødte jeg en dejlig pige som var en del år yngre end mig selv (hun var 18 og jeg var 26 på det tidspunkt). Vi skrev sammen i en periode på ca et halvt år, indtil vi besluttede os for at ses og finde ud af hvad vi var for nogle. Vi endte med at se hinanden næsten hver dag efter vores første date og der d. 21/8-2009 spurgte jeg så om hun ville være eksklusiv med mig. Det ville hun gerne og vi startede så et forhold som kørte næsten smertefrit, lige bortset fra de normale små diskussioner, som man ikke kan undgå, men som bare er godt for forholdet.

Hun gik igennem nogle ting og havde det utrolig hårdt og som enhver anden god kæreste, blev jeg self ved hendes side og støttede hende alt det bedste jeg havde lært. Jeg gav hende både plads, men også muligheden for en skulder, et kram eller et kys når hun havde brug for det.

I oktober 2010, valgte jeg så at spørge om hun ville flytte sammen med mig, i en ny lejlighed vi begge havde været ude og kigge på. Hun tog et par timers betænkningstid og sagde Ja til det. Så vi gik i gang med forberedelserne til det eventyr vi nu var på vej ud i.

I februar 2011, sker der så noget med mig, som jeg har prøvet at gemme af vejen fra fortiden. Jeg har tidligere haft et problem med at skubbe folk væk, der kommer mit hjerte for nær. Den side af mig, har jeg aldrig været stærk nok til at kunne skubbe til side og så følge mit hjerte. Den side, gør at jeg prøver at finde fejl og så bliver de blæst så meget op, at det ødelægger forholdet. Jeg dummede mig ved ikke at følge mit hjerte, men ved at sige at jeg kunne ikke mere mellem mig og min daværende kæreste. Det sårede hende virkelig dybt og det samme gjorde det med mig, for jeg vidste ikke hvorfor jeg gjorde det, da jeg jo elskede hende virkelig af hele mit hjerte.

Der gik så noget tid og vi så hinanden et par gange, hvor vi hyggede, snakkede om kærlighed, om at vi savnede hinanden osv. Det gjorde så at jeg satte mig ned og skrev et lille brev til hende, hvor jeg forklarede hende at jeg savnede hende og virkelig manglede hende i mit liv. Hun var lidt tøvende med at sige noget, men hun valgte i sidste ende at sige ja til at flytte tilbage i mit liv. Og jeg var lykkelig som aldrig før.

Men lykken sku ikke vare ved.

En aften i april, gik det galt mellem mig og hende. Vi havde en virkelig ophedet og ondskabsfuld diskussion fra begge sider og der blev sagt en masse ting som vi ikke burde have sagt, som ikke var sande. Og der begyndte min gamle side at rumstere på sig igen. Der skal ikke være nogen tvivl om at mig og min ekskæreste virkelig elsker hinanden og det har vi altid gjort. Men lige den diskussion, fik som sagt min dårlige side til at bevæge på sig igen, og jeg begyndte at finde småfejl igen og så blæse dem stort op. Det resulterede i at en aften sagde jeg til hende at jeg ikke så nogen fremtid med hende. Det sårede hende jo virkelig dybt og hun følte sig dum over at hun overhovedet havde givet mig en chance til. Og inderst inde var jeg jo også selv såret, såret over min egen dumhed og at jeg ikke var stærk nok til at sige fra overfor min dårlige side og bare nyde den kærlighed som vi havde delt.

Sagaen ender ikke helt her.

Efter at hun var flyttet ud, gik der nogle uger, før vi så hinanden igen. Vi havde skrevet lidt sms'er frem og tilbage, fordi hun havde haft en kat med ind i lejligheden, som vi begge så som vores barn. Og at både hende og ham savnede mig. Og jeg savnede jo også dem. Der gik så yderligere en uges tid og vi mødtes så en aften i byen og hun spurgte mig om hun ikke måtte tage med mig hjem og sove og det så jeg jo ikke noget problem i. Der skete så ikke noget mellem os, før om eftermiddagen efter, hvor vi havde noget af det mest intense sex, vi begge har oplevet igennem hele vores forhold og liv.

Det fortsatte så et par uger, hvor vi så hinanden nogle gange og hvor vi bare hyggede, snakkede om kærlighed, om os , om hverdagen osv.

Her for en uges tid siden ca, ville hun så snakke med mig og hun sagde at vi skulle have styr på nogle ting, og jeg følte lidt at det var nogle dårlige ting, men det forsikrede hun mig om at det ikke var (for hun vidste godt at det ville ende med at gøre ondt).

Hun kommer så op til mig, vi snakkede lidt frem og tilbage og hun siger så at hun føler at det er på tide at stoppe det vi havde gang i, for hun kunne ikke klare det mere. Og forståeligt nok, jeg har såret hende meget og så endda 2 gange og det ha jo også gjort at jeg er blevet utrolig ked af at jeg har kunne såre en pige, som jeg elskede så meget.

Jeg forklarede hende så at jeg virkelig havde fortrudt alt hvad jeg havde budt hende og at jeg gerne vil vise hende at jeg kunne ændre mig og at jeg ville ”kæmpe” for hendes kærlighed, da hun er den pige, som jeg har haft flest følelser for i hele mit liv. Men hun var desværre ikke til at overbevise over det og hun valgte at tage hjem den aften. Vi skrev så lidt frem og tilbage i løbet af dagen og jeg prøvede at forklare mig, men jeg kunne ikke få ordene frem, da jeg sad foran hende, og ej heller da jeg sku skrive via mobilen. Så jeg skrev et brev til hende og forklarede hende omkring min dårlige side og at jeg var ked af at jeg aldrig havde fortalt hende om det, så vi kunne bearbejde det sammen.

Hn fortalte mig så at hun var forvirret og at hun ikke ville snakke mere om det på daværende tidspunkt. Og det gjorde jo mig ked af det, fordi jeg følte mig som en fiasko over at jeg ikke havde kunne forklare hende det ordentligt.

Lørdag skulle jeg så til en fødselsdag og der endte vi så i byen, hvilket i set i bakspejlet ikke var så smart. For jeg fandt ud af at en knust hjerte, en pige man elsker højt og så blandet med druk, var mere end jeg umiddelbart kunne klare. Så igen dummede jeg mig med at skrive til hende og fortælle hende at jeg ville gøre en ende på det hele, så hun kunne være fri for mig. En af de dummeste jeg nogensinde har gjort og mine venner siger også at det ikke ligner mig at være så langt ude at skide. Men sandheden er jo den, at jeg er fuldstændig ude og skide.

Hun skrev så til mig dagen efter at jeg aldrig nogensinde skulle skrive sådan til mig igen og at hun nu var bange for mig, bange for hvad jeg kunne finde at gøre ved hende eller mig selv. Jeg var utrolig ulykkelig over at jeg overhovedet havde kunne få mig selv til at gøre sådan noget.

Senere på dagen skrev vi så lidt sammen og jeg gav hende den ene undskyldning efter den anden og sagde at jeg ville gøre alt for at få en chance til at vise hende at det var ikke mig og at jeg gerne ville ændre mig, hun virkede så lidt medgørlig og bad mig om at give hende lidt luft og samtidig lidt tænketid, og det var jeg forståelig overfor, for ville jo gerne have at hun fik bedst mulighed for at tænke over det.

Dagen efter, fik jeg så ”dødsdommen”, hvor hun skrev at hun havde tænkt meget over det og at hun havde besluttet sig for at vi ikke skulle være sammen mere, men at hun mente det var en god ide at jeg fik lidt hjælp til at bearbejde mine problemer.

Så nu sidder jeg her i en situation, hvor jeg ikke aner hvad jeg skal gøre. Hvad jeg skal tænke og hvad jeg skal sige.

For det eneste jeg jo hele tiden har ville, var at bevise overfor hende at jeg sagtens kan ændre mig og at jeg havde brug for hendes støtte, som jeg havde givet hende i de perioder hvor hun havde det skidt.

Jeg er simpelthen lost, for hvad jeg kan gøre for at vise hende det, da hun er mit livs kærlighed og fordi jeg inderst inde ved at hun elsker mig, men er bange for at jeg måske kan finde på at gøre det igen.

Har snakket meget med venner og veninder, som har forskellige meninger. Nogle mener at jeg burde give op og slippe hende fri af mit liv. Andre har self andre meninger. Jeg har selv tænkt på at jeg måske havde brug for at snakke med en professionel, for at få klar lagt, hvad det er jeg skal arbejde med og som kan give mig nogle redskaber til at lægge mine problemer bag mig og blive et stærkere menneske.

Men det hjælper mig stadigvæk ikke, når jeg ikke kan finde en måde at vise hende det på og dermed vise hende at jeg kan ændre mig og absolut gerne vil ændre mig, både for min egen skyld, samt for hendes skyld.

Jeg forventer ingen mirakelkur her, for den eksisterere simpelthen ikke.

Har du nogen ide som kvinde om, hvad man kan gøre?. Er villig til at gøre alt.

Mvh

Den ulykkelige.