Lyse tanker,
Christel

Tak for dit svar og vise ord, det trøster mig, at du mener at jeg har ret til at vide hvad der er sket. Med hensyn til detaljeringsgraden, kan jeg godt regne selve akten ud (og den vækker dyb væmmelse i mig), men det er spørgsmålene ”hvorfor” og ”hvordan” hun kunne gå så vidt, der nager mig.

Jeg har i øvrigt bedt hende flytte, så vi bor ikke sammen nu, vi skal begge have tid til at tænke. Vi skal til parterapi i næste uge og går også til hver vores psykolog.

Jeg er på ingen måde en perfekt mand, men jeg husker på min kone, jeg siger ofte at hun er smuk og dejlig og at jeg elsker hende, og jeg mener det. Hun er ydermere min bedste ven og vi taler om stort set alt (nå, et emne har hun åbenbart sprunget over). Sex er noget vi ofte har, i gennemsnit 2-3 gange om uge, så heller ikke der ”mangler” der noget. Min fejl er, at jeg har været noget ”fraværende” og ikke taget så mange initiativer til forskellige ting mht hus og børn osv. Det er jeg ked af, men jeg har ikke taget en beslutning der potentielt kunne ødelægge alt, min adfærd kan ændres og (måske) tilgives, anderledes ser det ud med min kones adfærd.

Jeg har allerede skrevet mange spørgsmål ned, jeg har prøvet at tale med hende om dem, men hun græder bare hele tiden og siger, at det gør så ondt. Min kone er ikke ond eller udspekuleret og forsøger bare at ”overleve” det her. Hun er også blevet klar over hvad hun egentlig har gjort og hvad det kan komme til at koste; fast kerne i livet, børnene i en uge ad gangen og en mand hun har kendt hele sit voksne liv og derfor er hun fuldstændigt faldet fra hinanden. Jeg kunne jo bare sige ”ja, så kan hun lære det”, men det kan jeg ikke, jeg har altid stået ved hendes side, når hun har haft det svært og derfor vil jeg ikke påføre hende mere smerte end allerhøjst nødvendigt. På den anden side vil jeg vide hvorfor og hvordan ellers så kommer jeg/vi aldrig videre.

Det er umuligt for mig at forstå hvordan man kan tage sådan en beslutning og så ikke tænke ”hvorfor gør jeg det her?”. Jeg ved nu, at man kan gøre det uden at tænke for meget over konsekvenserne, det har jeg jo læst på jeres hjemmeside. Men ”hvorfor” det ved man godt, man har jo fyldt sin hjerne med undskyldninger for sine handlinger og derfor ved man også ”hvorfor”. Som du jo ved, er hjernen din bedste ven, da den over tid fortæller dig præcis det du vil høre for at retfærdiggøre de ting, du inderst inde gerne vil gøre.

Jeg sender brevet til hende i næste uge og så må jeg se om jeg får svar og om jeg kan bruge dem til at komme videre.

WTMW

Skriv endelig igen.

Venlig hilsen
Christel

Jeg har haft stor glæde (og sorg) af at læse denne hjemmeside.

Et super godt indlæg, som jeg har læst flere gange nu. Nu ved du som psykolog, at mennnesker er (meget) forskellige, forstået på den måde, at vi bearbejder vores oplevelser forskelligt. Jeg har nu oplevet, at min elskede kone gennem 16 år har haft en affære i 3 år. Det skal hun forholde sig til og det skal jeg også. For mig er det fuldstændigt umuligt at tænke fremad, hvis jeg ikke forstår fortiden og "tage ved lære af den". Derfor er jeg meget detajleorieneret, hvilket alle inkl min kone ikke kan forstå, og så piner det hende voldsomt, at skal fortælle om "det. I min verden er det prisen man betaler for utroskab ellers kan tilliden aldrig blive genopbygget for mig.

Min kone har dog et lettere hukommelstab eller rettere sagt fortrægning, da det jo smerter hende at hun har sat alt over styr. Det betyder, at jeg hænger i dyndet, jeg kan simpelthen ikke komme videre hvis jeg ikke kan få af vide "hvofor". Det her er naturligvis meget mere komplekst end det jeg skriver her, men skulle jeg det hele igennem er vi nok oppe på et 10 siders indlæg.

Min kone er "videre", sådan at forstå, at hun har forstået det hun har gjort, fortryder det bitterligt og det er jeg ikke i tvivl om. Jeg er hller ikke tvivl om at hun elsker mig for ellers var hun jo smuttet med ham for længe siden. Hun vil derfor se fremad og jeg vil forstå, hvorfor det skete og derfor er vi i en hårdknude. Jeg elsker min kone meget, men løgnene, bedraget, planlægningen, tidsperspektivet og selve akten får mig til at føle sorg, vrede, angst, og væmmelse og derfor er din udlægning i min verden meget simpliiceret. Jeg kan ikke bare se fremad og vælge mine tanker, (i hvert fald ikke endnu, det er en måned siden jeg fandt ud af det). Skal jeg vælge at prøve igen og så kæmpe som en gal for at få tilliden tilbage eller skal jeg leve uden hende resten af mit liv. Det er de to spørgsmål som jeg simpethen ikke kan finde svar på.

Jeg har i et andet indlæg læst "man er som man og det kræver meget at ændre dette" og du tilføjede at det var en klog bemærkning. Hvis dette er den endegyldige sandhed, ja så skal jeg jo skilles.

WTMW

Jeg fornemmer, at det har ramt din selvopfattelse og derfor er mit bedste råd til dig:
Få styrket din selvtillid. Gør ting, du elsker at gøre. Gør noget på egen hånd. Vis dig selv og alverden, at du kan stå lidt mere på egne ben, dyrk evt. noget sport.
Det er tit fantastisk at mærke, at man kan få følelserne ud af kroppen i stedet fortsat at køre rundt i sindet.
Det er ovre nu.
At stole på et andet menneske handler også om at stole på sig selv.

Alt godt,
Christel

Min mand og jeg kæmper også pt med at genskabe tilliden efter hans utroskab. Han har inden for det sidste års tid været mig utro 2 gange med den samme, sidste gang for ca 3 måneder siden.

Vores ægteskab (gift ca 15 år og 2 børn) har gennem flere år ikke været særligt godt. Det har nok været den sædvanlige historie om, at børn og pligter drænede al energi, så vi ikke huskede at være kærester, og vi derfor langsomt voksede fra hinanden. Samtidig har ingen af os nogensinde været gode til at være åbne om vores følelser og behov. Langsomt blev vi mere og mere fremmede for hinanden, levede nærmest separate liv og skændtes og hakkede på hinanden. Jeg var begyndt at overveje, om vi havde en fremtid sammen.

Sidste forår registrerede jeg en adfærdsændring ved ham – bla ved hans mobiltelefon vaner og jeg fik en mistanke om at der var noget galt. Efter at have lagt mærke til hans opførsel et stykke tid blev jeg ret sikker på at der foregik noget der ikke skulle. Da jeg spurgte ham, indrømmede han at han havde set en pige fra arbejdet den sidste måneds tid, og de havde også været i seng sammen nogle få gange. Han var ked af det og sagde, at det betød ingenting, men han havde ikke følt sig set herhjemme og var blevet fristet. Sagde at han elskede mig og ville gøre alt for at få det til at fungere igen. Han var også villig til at svare på alle mine spørgsmål.

Utroskaben var en slags wakeup-call for mig. Jeg indså at jeg stadig elskede ham og var villig til at kæmpe for vores forhold og alt det vi har bygget op sammen. Jeg valgte at tilgive ham, for jeg kunne et eller andet sted godt forstå, at jeg havde været med til at skubbe ham ud over kanten. Jeg stillede det krav, at han skulle bryde forholdet til kollegaen samme dag, hvilket han gjorde, og fortalte ham, at han kun fik én chance mere.

Den følgende tid gik rigtig godt (jeg var selvfølgelig meget ked af det ind imellem), men vi kom meget tættere på hinanden. Han begyndte at komme tidligere hjem fra arbejde, var gladere, skældte ikke så meget ud på børnene, gav mig mange kram og kys og gik oftest i seng samtidig med mig (i modsætning til tidligere), hvor vi tit lå og snakkede. Vores sexliv var også meget aktivt og mere spændende, og jeg følte en ny intimitet og nærhed sammen med ham. Han virkede virkelig som om han mente, at det var mig han ville have og gerne ville have det til at fungere. Efter et stykke tid talte vi ikke så meget om utroskaben. Jeg følte, at jeg begyndte at få tillid til ham igen og troede egentlig ikke, at der ikke var grund til uro længere.

Alligevel har jeg måske haft en 6. sans. For en dag hvor han tog afsted og efterlod sin mail åben (hvad han ellers aldrig gjorde), kunne jeg ikke stå for fristelsen til at kigge, egentlig for at sikre mig, at jeg ikke havde grund til uro. Og fik et chock, da jeg kunne se, at han havde genoptaget forbindelsen med kollegaen. De havde dog "kun" været i seng sammen én gang (bygget op og aftalt over et par uger). Hun var blevet forelsket i ham og da hun pressede ham til at få at vide hvor hun stod, fik hun at vide at han ikke kunne give hende mere end det de havde nu. Derefter valgte hun at sige stop. Så selvfølgelig valgte han mig og familien frem for hende, da han fik stillet stolen for døren. Men det har såret mig utrolig dybt, at han lod sig falde i igen, og ikke fik sagt fra inden det kom for langt. når han vidste hvad der var på spil. Og jeg har stadig tvivlen: Ville han have ladet det fortsætte, hvis hun havde villet?

Da jeg konfronterede ham med min viden, blev han rigtig ulykkelig og skammede sig. Han sagde, at det ikke havde noget med mig at gøre, at han ikke manglede noget herhjemme, at han elskede mig og glædede sig til at komme hjem til mig hver dag. Den eneste grund han kunne give mig var, at han ikke havde været sig selv pga en svær periode på jobbet (usikkerhed mht fremtidige jobsituation), og ikke havde haft paraderne godt nok oppe. At han havde følt, at han skulle være stærk på hjemmefronten og ikke vise hvor meget jobsituationen påvirkede ham.

Svigtet anden gang føles meget værre end første gang – for nu kan jeg jo ikke finde en grund til det. Tænk at jeg ikke engang havde set det komme – der var ingen signaler som første gang. Jeg er stadig vred på ham og har endnu svært ved at tilgive ham. For jeg kan simpelthen ikke få det at han elsker mig og ikke vil miste mig til at harmonere med, at han valgte at løbe risikoen anden gang, trods mit ultimatum.

Trods mit ultimatum har jeg alligevel valgt at give os et forsøg mere, i stedet for at tage konsekvensen, som jeg ville have troet jeg ville. Hans reaktion var anderledes end efter første gang. Han virker meget mere rystet end efter første gang og påvirket af min reaktion. Jeg håber og tror, at HAN denne gang fik sit wakeup-call. Han virker oprigtig når han siger, at det nu er gået rigtig op for ham, hvor dum han har været. Han siger også at han nu kan mærke inderst inde, at han er færdig med at være utro. Jeg tror også at det er trængt ind, at det er absolut sidste chance han får. Vi taler stadig om det ind imellem og han svarer stadig tålmodigt på mine spørgsmål og er meget åben. Samtidig er han meget vedholdende med at fortælle at han elsker mig og forsøger også at gøre alle de rigtige ting for at bygge min tillid op igen. Han lader også telefonen ligge fremme og sin mail åben.

Han virker med andre ord til at være til stede igen og mene det alvorligt. Hans åbenhed og ihærdighed med at vise med handling at han mener det må jo være et godt udgangspunkt, og jeg vil så gerne tro på ham. Men jeg svinger hele tiden mellem håb og fortvivlelse og græder stadig af og til. Jeg er bange for at brænde mig igen og ved ikke hvordan jeg kommer derhen, hvor jeg tør stole fuldt på ham og give mig selv 100% og ikke være på vagt hele tiden. Kan det mon overhovedet lade sig gøre at nå dertil?

GJ

Skriv endelig igen, hvis du får lyst

Venlig hilsen
Christel

Alt godt,
Christel