At genskabe kærligheden og tilliden efter sidespring/utroskab

 | 18. august 2008 18. august 2008 - 14:00

Hvorfor er det så svært for nogen at genskabe kærligheden og tilliden efter sidespring/utroskab?

  • De seks grundfølelser

I sin bog "Viljen til sejr – harmoni i job, familie og fritid" skriver Arne Nielson om de seks grundfølelser. Og han gennemgår dem også på sine fremragende foredrag.

Når begrebet "grundfølelser" skal defineres, er det de følelser, som alle mennesker kender, og som selv et spædbarn er i kontakt med.

De seks grundfølelser er

  1. Glæde – at være glad, begejstret
  2. Vrede – at være vred, sur, irriteret
  3. Tristhed/sorg – at  være ked af det, ulykkelig, bedrøvet
  4. Angst, at være bange, usikker
  5. Overraskelse – at være overrasket, undrende
  6. Væmmelse – at væmmes, føle ubehag

Alle kender disse følelser, og nuancer af dem. For der er masser af nuancer, og enhver af grundfølelserne har naturligvis forskellig intensitet.
Hvorfor det for nogen er så svært at genskabe tillid og kærlighed (og bemærk: kærlighed er ikke en grundfølelse, for ikke alle oplever kærlighed, ikke alle oplever at føle sig elsket og at  være ubetinget betydningsfuld og værdsat i deres li v- og ikke alle formår derfor at elske), har jeg nogle bud på.

  • Måske taler nogle af mine bud til dig.
    - Hvis de gør, så skriv endelig et indlæg her til bloggen.

Når der har været utroskab, opstår der udover stor afmagt, vrede, sorg og chok, også væmmelse. Mange af dem, som er blevet sårede, føler stor væmmelse, dels når de tænker på det, deres partner har gjort, og når de prøver at skubbe tankerne om fortiden væk og være nær med deres partner, ja så indfinder væmmelsen sig også.
Mange kalder dette for had, men jeg tror, at det i lige så høj grad er væmmelse, der er i spil. Og sagen med væmmelse er jo netop, at det formentligt er den grundfølelse, vi stort set ikke har nogle redskaber til at håndtere.

Når vi i vores daglige liv føler væmmelse, er det eksempelvis bestemte madvarer, en rådden lugt, eller når vi ser TV-udsendelser med fornedrede mennesker mv. Vores instinktive reaktion er at vende os bort fra sådanne aspekter. Det skaber ubehag i os, og vi vil ikke have med det at gøre.
Tænk bare på, hvis der var noget mad, du ikke brød dig om som barn (lever, fisk, ost mv.) formentligt kunne ingen få dig til at spise det, og formentligt besluttede du dig for, at når du blev voksen, ja så skulle ingen tvinge dig til at spise noget, du ikke ville have. Og det er en sund måde at reagere på. For væmmelse opstår jo, som en reaktion, når der er noget, der ikke er godt eller føles væmmeligt for vores system.

Problemet bliver dog bare helt anderledes, når det handler om et kærlighedsforhold. For hvis man ikke har sluttet forholdet efter utroskab/sidespring, men gerne vil kæmpe for forholdet, ja så er der "ridser i lakken", og endda mere alvorligt end det: der er med et hældt væmmelse i kærlighedens  bæger.
Og så kan man følelsesmæssigt ikke bare vende hovedet væk, for to modsatrettede dynamikker slås indeni.
Den ene dynamik handler om, at man på trods af det, der er sket – og ikke sket  – vil kæmpe videre, for man elsker den anden
Og den anden dynamik siger: løb væk, kom væk fra den, der har såret dig, for det her er væmmeligt, og så plejer man jo at vende sig væk…..
Og så er dilemmaet i gang.

Ikke alle bliver så dilemmafyldte, at de betvivler om de kommer styrkede igennem krisen. Men de, der føler væmmelse i stor grad, kæmper tit en stor indre personlig kamp, for at få åbnet for tilliden og kærligheden igen. Og lander tit på et punkt, hvor de føler, at det er uretfærdigt, at de skal kæmpe så meget, når det nu er partneren, der har været utro.

Ligesom nogle mennesker skal lære at styre deres vrede og ikke være for aggressive, skal andre lære at kunne rumme væmmelse, uden at lade den forgifte alle tanker og følelser indeni.  For det er ok at væmmes, men det er ikke ok at lade væmmelsen fylde så meget, at man bliver ved at splitte sig selv ad. Og derefter splitter sin partner ad – i værste konsekvens.

Vi ved jo alle sammen, at fortiden er ovre. At vi i hvert fald ikke har indflydelse på den. Og at vi må tage ved lære af de fejl, der er begået.
For det er det eneste, vi kan bruge fortiden til.
Hvis du er blevet svigtet af din partner, og hvis du alligevel har valgt at kæmpe for dit forhold, så vid, at du har givet dig selv en opgave. En opgave, der handler om at vælge. At vælge hvilke tanker, du vil tænke, og at vælge hvad du vil lægge vægt på.
Hvis du i dine tanker bliver ved at vende tilbage til det, der er sket (og som naturligvis er dine tanker om det), så er det ligesom at køre bil og hele tiden kigge i bakspejlet.  Og at glemme at være nærværende og mest fokuseret på kørebanen, der er lige foran dig.
Og det valg, skal du træffe. Valget der handler om: hvad er mest fremmende for mig at tænke
Så kan man sige, at det er urimeligt, men man kan også anlægge den vinkel, at det egentligt er heldigt, at man helt tydeligt får mulighed for én gang for alle at tage styring med sit fokus.

Der er ingen tvivl om, at det er ulykkelige omstændigheder, men gør dig ikke til offer – eller bøddel , bare fordi det er ulykkelige omstændigheder. Og vid så, at genfinde kærligheden i sin grundform godt kan rumme nederlag, under forudsætning af, at du ser din partner gøre, hvad der skal til for at bygge tilliden og ligeværdigheden op igen.
For et er at opleve, at der er ulykkelige omstændigheder, et andet er at bide sig fast i, at man er offer for omstændighederne. Man er kun offer, hvis man vælger at være det.

Jeg har mødt par, der meget hurtigt er kommet over utroskab og sidespring, og jeg har mødt par, der har taget langt tid om det samme.  De, der kommer hurtigt over det, har nogle perspektiver, der hjælper dem.
Generelt vil jeg sige, at de der kommer hurtigt igennem, har en oplevelse af, at der har været fejl på begge sider, og at den der er blevet svigtet, også har haft svigtet på andre måder, også før utroskaben.
Og samtidig oplever jeg, at de der kommer hurtigt igennem (og jeg vil lige sige, at det ikk er et succeskriterium at komme hurtigt igennem, men det er jo rart nok, at en krise ikke varer hele og halve år,), ja de har mange gange en konklusion, der hedder "der er jo ikke nogen, der er døde", så nu må vi gøre, hvad vi kan for at blive en bedre enhed.

Men hvert par er sit eget. Hver partner har sin historie, og derfor er der ingen endegyldig sandhed i forhold til at komme videre. Ethvert par må finde sin egen vej til at lykkes.

Og de par, de hurtigt kommer over krisen, taler også om utroskaben indimellem. Det er ikke sådan, at den bare er lagt på is og aldrig mere skal tales om.

Håber at have inspireret nogen af jer.

God mandag herfra
Christel

GHTime Code(s): nc nc nc nc nc nc nc 

29 svar til “At genskabe kærligheden og tilliden efter sidespring/utroskab”

Bygge tillid op til partner | sonneRASMUSSEN NYT send en pingback aktiv 19. august 2008

[...] er mange, der skriver til mig vedrørende, hvordan man bygger tillid op til en partner, evt. efter utroskab, sms-flirt mv. Dels kan du læse mere om det på min hjemmeside, dels tænker jeg I [...]

John! skriv en kommentar aktiv 22. oktober 2009

Ok – for 3 år siden forlod jeg mit ægteskab (m. 2 børn), da min ex-kone havde forelsket sig for alvor i en anden mand. Jeg blev i forholdet i 7 mdr. hvor jeg gik i terapi og da hun ikke ønskede at gøre noget som helst for at finde fælles fodslav igen, valgte jeg at forlade hende.

Gennem den terapi jeg var igennem er der faldet rigtig mange brikker på plads og jeg har virkelig fundet mig selv. For omkring et år siden mødet jeg en dejlig kvinde, som jeg elsker. MEN nu står jeg i en situation, hvor jeg er blevet fristet til et sidespring (har dog ikke gjort det, men står på vippen) og står med en ny følelse – hvorfor skal vi lade os begrænse i at udøve kærlighed? Jeg VED at jeg elsker min kæreste og det kan et eventuelt sidespring ikke lave om på. Det at være utro er jo en ting, som gennem vores kultur og samfundsnormer er blevet tabubelagt som værende forkert! Men ER det nu også det? Jeg ved jo godt at hvis min kæreste finder ud af det, ville hun blive rigtig ked af det og jeg ønsker jo ikke at såre hende. Så nu filosoferer jeg over hvorvidt de 'gamle urdrifter' skal have lov at vinde, da jeg jo i bund og grund ikke kan se noget forkert i at sprede kærlighed. Naturligvis har jeg været 100% ærlig over for hende jeg måske laver sidespringet med og hun er 100% indforstået med tingenes tilstand.

Så hvorfor er utroskab / sidespring så ulovligt – er det ikke begrænsende for at vi som kultur kan udvikle os mod et mere kærligt og indsigtsfuldt samfund?

Just my 2 cents….

John! skriv en kommentar aktiv 22. oktober 2009

Eller er det mig, der skal arbejde med min forestilling om hvad kærlighed er?

Christel skriv en kommentar aktiv 22. oktober 2009

Hej
Tak for dit indlæg.

Jeg mener ikke, at det kun er en norm, at man ikke bør være hinanden utro.
Hvorfor så mange har en meget konsekvent holdning til troskab og utroskab er, – tror jeg, at det kan have omsiggribende konsekvenser, hvis en part er utro. Det er jo dejligt romantisk og lidt lyrisk at se et sidespring som tegn på, at man bare spreder kærlighed. Tja. Jeg forstår godt din holdning. Måske er der flere vinkler. Det er jo også bare en mega-egoistisk adfærd: at kunne få noget ny og fremmed sex, gratis.

Det er fint at sprede kærlighed. Nogle oplever, at det desværre også spreder utryghed. Det rammer jo netop tillidsaspektet, og rigtigt mange mennesker sætter kærlighed, tillid, respekt og åbenhed som 4 sidestillede værdier for at føle sig lykkelige i deres forhold.

Jeg er som sådan ligeglad. Folk må jo gøre, hvad de vil. Og jeg har accept af, at man må prøve tingene ad. Det er med sidespring som med alt andet i livet: Også det har sin pris.

Jeg læser, at du er indsigtsfuld.
Og kender dig selv ganske godt.
Det er dit liv. Det er dit valg.
Du kan overveje, om du vil begynde at have hemmeligheder for kvinden, du elsker.

Alt det bedste.

Venlig hilsen
Christel

MIS skriv en kommentar aktiv 21. november 2009

HEj Christel

Jeg vil bare sige at dine tanker om at komme sig over sin partners sidespring virkelig er noget jeg har kunne bruge – du har ret i meget af det du siger… Og på baggrund af det vil jeg give min kone en lille og spinkel chance til…

Men som din bedste pointe er:

…, at kærligheden i sin grundform godt kan rumme nederlag, under forudsætning af, at du ser din partner gøre, hvad der skal til for at bygge tilliden og ligeværdigheden op igen.

Jeg takker – tror hvis ting går godt at du har reddet mit ægteskab – var tæt på at gå efter en række kommentarer til mit indlæg på http://www.kvindenshjerte.dk – en kvindes utroskab

Christel skriv en kommentar aktiv 22. november 2009

Hej
Tak for dine varmende ord.
Jeg er glad for at have kunnet inspirere.
Jeg håber, at du finder vej.

Venlig hilsen
Christel

MIS skriv en kommentar aktiv 25. november 2009

Hej Christel

Jeg er dog ikke helt i mål endnu, og er klar over at der er og vil være lang vej… Jeg står pt. med min vrede og svigt, og har simpelthen ikke nogen idé om hvad og hvordan hun kan opbygge min tillid til hende igen… Jeg har læst dit andet indlæg om netop at vinde tillid, men mangler konkrete ting hun kan gøre for at jeg tror på hende igen… Har du forslag til hvordan jeg kan finde disse eller hvilke ting hun konkret kan gøre?

Er lige ved at være i mål, men svigt og vrede skal der arbejdes på…

Christel skriv en kommentar aktiv 26. november 2009

Hej
Tak for dit indlæg.
I første omgang ville det jo være et tegn på at bygge tilliden op, at det ikke er dig, men hende, der opsøger inspiration til at vise dig, at du kan stole på hende i højere og højere grad.
Fra forhold til forhold er der forskel på, hvad det er, der har ramt tilliden mest.
Derfor er det vigtigt, at I sammen taler om, hvad det er, der er gjort eller ikke gjort, som skaber tvivlen og den manglende tillid.
- Er det, at hun har løjet
- Er det, at hun har fortiet
- Er det, at hun haft korrespondance med en anden
- Eller er det at der har været sex osv. osv..

Når I har klarlagt, hvad det er for "fejltrin", hun har begået, så er opbygningen af tillid jo netop at vise, at man er i stand til at rette fejlen.

Det vil sige:
Hvis der har været løgne og fortielser, så må hun i ord og handling signlaere åbenhed og ærlighed, fortælle hvor hun er, hvad der optager hende osv.
Det er vigtigt, at I sammen taler om dette.
For der findes jo ikke bare én måde at bygge tilliden op på.
I skal finde de måder, der virker for jer.

Venlig hilsen
Christel

Gitte skriv en kommentar aktiv 21. januar 2010

Utroskab – hvad er det? Er det kun når man har været sammen seksuelt? Eller er det ok også at føle det som utroskab når man har delt fortrolighed og været betaget og fristet?
Er man helt urimelig hvis man føler det som utroskab når ens mand har delt fortrolighed med en anden kvinde?
Min mand faldt for lidt over to år siden for en kollega og havde en meget tæt kontakt med hende: Efter en julefrokost flirt'ede de kraftigt. Efterfølgende en masse samtaler på arbejdet, på vej fra arbejde, via sms'er, mails privat, han var med til hendes housewarming. Hun var meget forelsket i ham. Jeg opdagede det efter 1- 2 måneder, fordi han ændrede mobilvaner og trak ind i soveværelset hvor han så tv og korresponderede livligt på mail. Altid havde han mobilen på sig og tjekkede og sms'ede i det skjulte.
Vi havde i forvejen en periode hvor vi kørte noget på lavplus. Jeg gik og overvejede om det i det hele taget var noget der var værd at kæmpe for, eller om vores tid var forbi.
Lige til jeg en dag pludselig så alle tegnene og reagerede ved at konfronterede ham med min mistanke. Han afviste blankt at der var noget som helst. Jeg så bare syner. Men jeg holdt fast og stolede blindt på min fornemmelse. Til sidst indrømmede han at han var fascineret af hende. Hun lyttede til ham og var god at snakke med, han var fristet men holdt sig tilbage fordi han var gift med mig(og havde hus og børn) og hun levede et helt andet liv (uden børn).
Han lovede at han ikke mere ville snakke med hende privat, men de arbejder sammen så han kunne/kan ikke undgå hende helt.
Jeg fandt ud af at jeg elskede ham og valgte at prøve at stole på ham og vi fik sammen kæmpet os ud af krisen.
Men resultatet er at jeg blev jaloux, hvilket jeg aldrig ellers har været. Når han skulle til arrangementer med arbejdet blev jeg utryg og i hans øjne helt urimelig jaloux. Da det blev tid til julefrokost igen lovede han mig at komme tidligt hjem. Men nej han kom først hjem mellem kl. 4 og 5. Vi fik igen kæmpet os igennem og så kom julefrokosten i 2009. Denne gang havde jeg ikke sagt noget inden, kun ønsket ham god fornøjelse. Tænkte naivt at nu vidste han at jeg havde det svært og derfor ville han denne gang komme tidligt hjem.
Men igen, nej. Han kom først hjem kl 5 om morgenen og vækkede mig ikke. Næste morgen blev jeg vred over at han kom hjem så sent og ikke engang vækkede mig. Han blev sk… sur og kaldte mig urimelig jaloux og ville bare sove noget længere…
Hverkede værre eller bedre så høre jeg hans telefon ringe i entreen. Ser at der er to ubesvaret opkald til ham fra om formiddagen – fra et nr. som ligner hans arbejdsmobil nr. Jeg ringer op og kan på telefonnsvareren høre at det er hans kvindelige kollega. Jeg tjekker hans sms´er og ser at han har sms'et med hende om natten, bla på vejen hjem. Han skriver at han vil hende enormt meget men også vil snakke med de andre kollegaer, og at han er ked af at hun er taget hjem ked af det.
Da han står op konfrontere jeg ham med at hun har ringet og at han hellere må skynde sig at ringe til hende, da det må være noget vigtigt siden hun ringer hjem til ham. Det vil han ikke. Og jeg må så fortælle ham at jeg har set hans sms'er til hende. Så til sidst fortæller han at de bare har flirtet , og at hun igen har ville mere end ham. Men han var ikke interesseret, har kun flirtet… Hvilket han inderligt fortryder når nu jeg bliver så ked af det….
Jeg prøver virkelig at forklare at det sårer mig vildt at han gentagne gange opsøger hende, når han nu ved hvilke kriser det gir mellem ham og mig. Han mener jeg er alt alt for jaloux og der intet er mellem dem. Og jeg prøver at forklare at jeg mister tilliden til ham. At jeg får tanker om at de stadig ses og taler intimt sammen – han mener blot at jeg er lang ude.
Enden bliver at jeg ringer til hende for at høre hvad det er der foregår. Hun forsikre mig om at der intet er sket mellem dem – hun blev bare for fuld. Hun havde været forelsket i ham men er kommet videre… Hun lover mig at holde sig langt langt væk fra ham i fremtiden.
Jeg kender hende ikke, og aner ikke hun mener det, men kan da se de ikke længere er venner på Facebook.
Problemet er så hvordan kommer jeg videre. Jeg føler mig stadig hamrende usikker på om jeg kan stole på at de ikke har kontakt. De sidder få meter fra hinanden på arbejdet i et stort kontor. Jeg vil så gerne kunne stole på min mand. Han er sød og opmærksom og vi kæmper begge på at finde nærheden igen.
Men jeg kæmper stadig med en stor grim følelse indeni. Overfortolker alting. Hvis han kommer lidt senere hjem, og ikke ringer. Hans mobil ligger altid i hans lomme, han tager den med i seng og med på toilettet. Kort sagt han vogter over den.
Der kan godt gå en dag eller to hvor jeg formår at holde de negative tanker væk, men så dukker de op igen. Har ikke turde nævne det for ham, fordi han bliver så frygtelig gal og sur, og det gir flere dage med kold luft.
Er det virkelig mig som er helt urimelig jaloux? Og hvordan kommer jeg over det? Hvad kan jeg "kræve" af ham? Han ønsker helt klart ikke at tale mere om det, men jeg er ikke klar til at lægge det væk. Hvad gør jeg?

Undskyld at min historie blev så lang.

Venlig hilsen
Gitte

Christel skriv en kommentar aktiv 25. januar 2010

Kære Gitte
Tak for dit indlæg.

Min definition på utroskab er, at der har været et seksuelt forhold.
Så umiddelbart vil jeg sige, at din mand ikke har været dig utro.
Dog har han haft fortiet meget for dig. Været mere eller mindre fortrolighed med en anden og har haft skjult denne kontakt for dig. Og sådan bakker man altså ikke hinanden op i et forhold…. så det han ikke har været tro imod, er åbenheden imellem jer – og Det han ikke har været tro imod er at være loyal over for dig. Og det har gjort dig både mistroisk og såret…

Mit bud er følgende:
Sørg for at I en gang om ugen får talt ugen igennem; får talt om hvad der har virket og virket knap så godt, hvad der har givet og hvad der har trukket energi….. så I nærmer jer hinanden.

Og så må I ydermere finde jer en "mobiltelefonpoliti".

Min anbefaling er følgende:
Hvis/når din mand kontaktes af denne kollega på mobil via sms, kommer han og viser beskeden til dig, så I sammen kan finde ud af, hvad I vil svare. Det samme gælder for mails.
Det vigtige er, at I får signaleret til hinanden, at denne kamp kæmper I sammen i stedet for at kæmpe hver jeres kamp.

VI skal igennem, vi vil styrkede igennem; vi tager situationerne i den rækkefølge de kommer.

Det må I gøre til jeres valgsprog.
Så vil din mistro og jalousi gradvist forsvinde.

Lyse tanker
Christel

Rose skriv en kommentar aktiv 2. marts 2010

Sikke et dejligt indlæg om at genopbygge tilliden. Jeg trængte lige til at blive rusket lidt ud af min offer-rolle. Du har også en god kommentar om at finde ud af, hvad det er, man er såret over. For mig er det løgnen. Det vigtige er ikke, hvor han har været og hvad han har lavet, men det at han har løjet for mig. Det at jeg ikke ved, hvad jeg skal tro på i min fortid.

John skriver om fristelsen til at være utro. Ja, den kender jeg også, men jeg har aldrig givet efter for den. Det, som jeg har tænkt meget over efter min mands utroskab, er hans forklaring om ønske om spænding osv – jeg kan ikke lade være med at spørge, hvad der har givet ham retten til at søge sine egne behov opfyldt uden hensyn til mine.

Min mening er nu en gang, at er det nødvendigt at lyve om det, så lade være med at gøre det. Får man komplimenter, bliver man glad – hvem gør ikke det? Men så længe, man kan gå hjem og fortælle om flirten, komplimenterne, tilnærmelserne, tilbuddene eller hvad det nu er, man oplever, kan man tillade sig at nyde dem. Kommer det så langt, at man ikke kan fortælle om det derhjemme, er det forkert.

Jeg vil nu søge hjælp til at vælge de gode tanker om fremtiden, for dem har jeg masser af, og fravælge de triste tanker om fortiden – dem har jeg også masser af.

Rose

Christel skriv en kommentar aktiv 2. marts 2010

Hej Rose
Dit navn i sig selv fortæller, hvad du skal.
Rosen skal netop folde sig ud, dufte, være centrum for sanselighed og forskønne livet….
Tak for dit fine indlæg.
Ja, vi må vælge vores tanker. Og holde fast i det, vi tror på. Og stå ved os selv i tale og handling.

Alt godt
Christel

Hanne skriv en kommentar aktiv 28. april 2010

Hej Christel…
Vil først sige at det er en kanon side du har her… Den har jo lidt af det hele…
Jeg har prøvet noget i stil af det Gitte skriver. Eller jeg står egentlig i situationen lige nu.
Min kæreste gemmen 1½ år havde været til julefrokost i november 09. Jeg var der kun selv en ½ time da jeg havde arbejdet i 14 timer og sovet 3 timer den nat. Men senere så jeg så nogle billeder fra den her julefrokost, hvor min kæreste er noget FOR tæt på en anden kvinde, som jeg mærkelig nok aldrig har kunne lide. Hun sidder på skøddet af ham og de holder rigtig om hinanden, og han sidder næsten af tager på hendes bryster. Jeg konfronterede ham med det, og han gik jo straks i forsvarsposition og blev sur. Det lød til at jeg aldrig skulle ha fundet ud af det. Men vi skædes i nogle timer over det, og jeg stilte nogle krav til ham, om at jeg ville vide når de skrev sammen, og hvis ikke han kunne finde ud af det skulle han bryde kontakten med hende. Har så taget ham i flere gange, hvor han har haft snakket med hende uden han havde fortalt det, og sagde at hvis jeg tog ham i det én gang til, var det ud. Han slettede så hende nummer omgående. Jeg er så blevet en af de kærester der går i hans mobil og kigger hans sms'er, og har så fundet ud af, at når de skrev sammen slettede han sms'er fra hende. Jeg har simpelthen mistet både tillid og respekt for ham på nuværende tidspunkt. HAn kom jo med udskyldninger om at han var fuld osv. Men derfor skal han da stadig vide at han har en kæreste at være tro mod og komme hjem til. Han har så udtalt sig til min veninde om at hvis ikke jeg var hans kæreste, ville han kneppe en anden som er en af vores fælles veninder. Det er bestemt ikke første gang han flirter med andre kvinder, og han siger ikke lige frem selv stop når det er. Føler ikke han respekterer mig og vores forhold. Han gør intet for at redde det. Han er fuld stændig klar over hvordan jeg har det, men han gør intet. Har givet ham utallige forslag til hvad vi kan gøre for at komme lidt videre, og har endda skrevet alle mine følelser ned på papir, som han har læst. Om jeg så sidder og græder ham lige ind i hovedet, er det som om han ikke reagere. Og det væreste er at jeg stadig har følelsen om at der er noget som ikke er blevet sagt. Alt dette har resulteret i mistillid. Jeg har ikke lyst til at have sex med ham. Vi har ikke haft sex den sidste måned. Har lukket af overfor ham, og der skal ikke særlig meget til før jeg bliver irriteret på ham og sur. Men jeg elsker ham jo stadig, men det gør ondt at elske ham, for han sårer mig lige som jeg har fundet lyset for enden af tunlen igen og igen. Jeg vil virkelig gerne have det til at fungere, men kan ikke se hvordan.

Luise skriv en kommentar aktiv 2. september 2010

hey jag har det på en helt anden måde

her handle det ikke om utroskab eller mistro .. men om forholet mellem mig og en mand med børn og hele 2 ex kvinder som er mødre til hans to piger .. der er også synte på hvordan de lever og opdrave dem
og så vores grimme glocer i mellem hinnade som partner

Mine kærste har jeg kendet i mere en 6½ år nu .. vi har vær meget vild med hinnaden og sex va især en stor pation hos os ..
men min partner er desvær så stejl i at vise forståelse og kærlighed og omsorg for en , at man nogen gange spør sig selv ad .. vad man forelskede sig i ..

det har kørt temmeligt hårdt her .. vi / jeg drive en gård med mange dyr og der er naturligvis forbundet en masse udgifter og arbejde med i det også .. det er ike hans store side med dyren men han tage dog billeder a dem og ja gør det muligt at opsætte de ting som få mig til at sælge dyre lidt hurtige end bare i den blå avis …

jeg er naturlig vis meget glad for hans styrke og viden og han kan mange ting , hen er både dygtigt til alt det praktiske som en mand skal og godt til at stave og regen tingen ud .. han ser alt i 3D og er ike bange for nået eller nogen
alså en meget bredskuller mand

men så kommer dette .. vi alle ikke forstå .. at orde med åren har udviklet sig til din lede smatso ,kælling ,syge i hovet og alle mulige tænklige grimme ting at jeg ike kune fine ud a en skid eller bare var mindre klog en alle andre ,og jeg var klart den værste a dem alle .. alså i forhold til hans ex kvinder
jeg er ikke den sjallu type , det er jeg for selvsikke til men jeg ved at det med de kvinde godt kan ride mig som en marre .. de har ikke styr på nået og behandle deres børn som alt andet end at vær stolte mødre
børne er bare en del at et hverdags tema og her få de ofte lov at passe sig selv .,. alså nået jeg ikke kan tollerere , jeg har ikke selv børn men stor indsigt i hvordan man takle dem og de er temmelig lydige over for mig . så jeg bliver også brugt som en trussel i mod dem når de ikke kan få dem til at hørre efter i de gøren de så bliver stille i ..

men det er så heller ikke alt ..
for den ene ex .. har så stor int i hvordan min kærste trives med mig at hun ikke kan slippe ham , de har så den yngste barn samme og hun har hele 4 børn med hele 4 mend .. alså nået jeg anser for rodet tilværelse og ingen at unger har glæde i deres forældrer som den mindst har med hendes far .
også dette skal jeg tage højte for .. alså mit hjem har vær åben for deres glæde og mere til
men som tiden har endret sig har jeg bare følt at mit hjem har vær brugt som et opholdsted og ej vær mere vær end dette for nogen a dem

min kærste har så også endret sig gradvis for at vær sød og rar og behalig at bo med til det rene marit hvor vi ofte skændes om lige fra hans unger og ham og mig .. og jeg så i alle min afmagt sige at han bare kan tage sine afkom og skirde hjem til hans ex kællinger om de kan gøre det nemmer for ham

det ved jeg jo got er tosset at sige men jeg sige det ligesom om det bare ligge på rygrade a mig ..
og nu er det kørt så langt at vi har vær ved at rive hinnaden sønner inde i .. forholdt er tippet og jeg har bet ham om at flytte .

dog ved han at jeg elske ham og forholet til hans børn er kejlet men at jeg kan godt tage mig samme og vær sød og rar selv
men nu er det så endt såddan her at han ved at det er umuligt at klare mig her på gården at dyren kræver mere end bare lige mad og pleje
og at tingen rund om gårde skal passes og holdes .. dette har jeg så lige overset i min vrede og føler at det bare få gå den vej som det nu gør

det som pisser mig alle mest a .. er nok at han ikke uddyber sin kærlighed for mig andet end kun i den sexuele bane ..
og at begæret er stort .. at han stor set kan knalde en hele tiden men aldrig siger de ting man som person har brug for at vide .. Gud du gør mig glad når du gør såddan eller såddan , eller ser mit behove .. han kan gå total upovirket forbi mig og slet ike ane at jeg er ked a det eller se det på mig.. han udtrykke at kærlig er en besættelse for mig og at han ikke kan se at dette har nogen rellevant samhæng når man taler praktisk
igrune så er han den praktiske a os .. men vi kan ikke tale samme .. han tro at fordi han lege en film så går det nok lidt i nu .. eller jeg lave god mad .. eller hverdagslivet bare går tils han skal hjem og hendet unger eller arbejde en stund fra hjemmet .. men nejje så er vi holdt op med at skrive søde sms og og du ved ligge vægt i de dejlige ting .. de er helt forsvundet tros han kende mig og ved at jeg bare er her

vi er ikke enige om nået alt er ud fra mit syn spunkt og aldrig nået ud fra hans .. men igrunden har han overset at det er ham som har friheden til at rejse og hygge sig med venner og familje ,, dette har ike inte for mig eller for den delen kan tage her fra gården ..

det sidste er en kris vi hade med at hans yngst datte kom til at overfode en af mine avls dyr så den døde og det slog mig sku helt ud
jeg er ikke mig selv mere syndes jeg , 18 år spilt arbejde som va så unnødig begrund a hans unger og alle det sorg efter dette har også tage et stort indhug i vores forhol
så jeg ved sku ikke helt hvordan jeg skal takle dette

det hjælpe mig ikke bare at gøre samme gøre mål i hjemme eller passe de faste ting jeg skal og så ej have nærhed andet end sex ..
eller skrive mig ud at tingen så vel med venner og nye folk jeg lære at kende for den even har jeg jo at jeg kan tale med alle og en vær men ikke med ham
og vær gang vi skal drøfte nået som ramme over hans eller mine forstand så knække filme over og igen er vi til bage til du bare kan skride af helvede til

det redskab jeg søge vil han ikke , og jeg førsøge at holde mig til bage med de grimme ting selv også ..
men gu det er svært
samt at jeg ønske at vær samme med ham , så vel på det praktiske område og det sexuelle .. her passer vi perfekt samme

så det er ike at han er mig urto .. for det er han apselut ikke
men jeg kunne godt brug nået mere omsorg og forståelse og lidt mere glædessyn fra ham .. nu er han temmelig glad for min gård .. men har i nogen samhæng sagt at det va gården han var mest vild med og ja jeg va der bare .. dette syndes jeg jo er pisse surt at høre på også ..
at hans børn skulle have stor glæde i mine ting og hjem men at jeg bare va et opholdssted fram for en fælles del og glæde

ja der er mange ting inde i en man slet ikke tro vil ske når man ende ud i dette .. selv og jeg er gået kold nu .. jeg kan ikke se at vi skal vær samme eller have del i dette gode jeg har for at hans børn skal have et sted eller ham selv skal have et opholdssted og så jeg rent ud sagt bare skal bruges . så vil han i sin måde at behanlde mig på også så godt domminere mig helt vild .. jeg skal gør som hans sige og jeg skal ryde mere op , jeg skal tilpasse mig i mit ejet hjem og gud ved ikke vad jeg skal

jamme hvornår er det nok .. føler mig klart parrat til bare at tage flugte og så skide på alt omkring mig . selvvom jeg har stor andsvar i det jeg har her ,, dyr og gården ..

måske du have nogen råd ..

Christel skriv en kommentar aktiv 6. september 2010

Hej
Og tak for dit indlæg.
Hvor er det dog trist at læse, at din ekspartner ikke har verbal respekt for dig og åbenlyst tager dig for givet og nedgør dig.
Du har gjort det helt rette i at sige stop.
Den mulighed der er, er at I kan vedblive at være elskere. Dog skal du holde fast i det, der er dit – og hvis de fæle ord vedbliver at være der , må han gå. Kvinder skal elskes via øregangen, dvs. : at kvinder føler sig elskede når deres partner taler venligt, respektfuldt og kærligt til dem. Og det behov skal vi holde fast i som kvinder. Ingen kompromisser her.

Hvis han ikke er moden nok ti lat indse, at han smider guld på gaden, må du videre Find dig selv. Og tag ikke den første, den bedst. Jeg kan læse, at du er stærk og klog og godt ved, hvad du er værd.
Pas rigtigt godt på dig selv.
Mange lyse tanker herfra

Christel

ditte skriv en kommentar aktiv 20. februar 2011

hej jeg har været gift med min mand i 14 år og været sammen med ham i 19 år. jeg har to vokasne børn fra andet forhold, og så har vi et fælles barn, for godt et år siden fandt jeg ud af at min mand havde opsøgt sin EX kærste,. jeg fandt ud af det da hun sendte en sms til ham, jeg kunne ikke undgå at se det da hans mobil lagde foran mig på køkkenbordet, og det er en Iphone og der vises hele beskeden på start skærmen. jeg konfronteret ham med det, det eneste han sagde var at de bare havde talt sammen, og hun skriver sådan til ham fordi sådan er hun. hun skrev skatter til ham. vi fik en lang snak men var nu ikke helt sikker i min sag. næste dag tog jeg hans gamle arbejds tlf, satte mit simkort i, og gik ind under sendte beskeder. der er der en besked fra ham til hende, hvor han skriver at han er træt af at hun ikke tror på ham, at han havde sagt ar der skulle lige styr på det økonomiske og at det skulle gøres på en ordentlig måde. jeg blev så frustreret at jeg ringede damen op for at høre hende hvad F… der var gang i. hun troede at jeg viste det hun havde fået den opfattelse at vi var på vej fra hinanden. og jeg sagde nej det kørte godt, vi havde også et godt sex liv. hun sagde så at de aldrig havde haft sex sammen, men det var tæt på,han ville vente til ham og jeg var helt fra hinanden. jeg fortalte ham alt da han kom hjem om aftenen, og ville vide om han vil skilles. han brød helt sammen og sagde at det ville hab under ingen omstændighed, men han havd bare brug for at tale med en anden der ikke var mig, og der var hun, og så udviklede det. han tog sin tlf, satte medhør på og ringede hende op sagde at de ikke skulle have kontakt til hinanden han ville gerne redde sin ægteskab.. hun blev rigtig ked af det. men han var ikke til at rokke med.. der er nu gået et godt år, han er helt forandret til det beder. men det sidder stadig som en knude i mig. men jeg tror at det kommer til at gå. han snakker gerne med mig om det når jeg har brug for det. såm han siger. det har du din ret til..

Christel skriv en kommentar aktiv 24. februar 2011

Hej og tak for dit indlæg.
Godt at læse, at din mand har åbnet sig og lytter, når du har brug for at tale.
Indstil dig på at få løst knuden op indeni. For som jeg læser dit indlæg, har du ikke noget at frygte. Ved at opretholde åbenhed og bede om lidt ømhed, når du har det svært, styrker I hinanden, så det triste kapitel glider i baggrunden.
Opgiv håbet om, at fortiden bliver bedre, og sørg i stedet for at have gode lyspunkter , planlgt, i fremtiden, så I har noget at se frem til.

Alt godt,
Christel

Viktoria skriv en kommentar aktiv 16. marts 2011

Hej Christel.
Jeg fandt din hjemmeside tilfældigt, da jeg søgte på noget lignende…
Min kæreste har også været mig utro og efter at have læst og genkendt meget af det du har skrevet synes jeg lige at jeg ville fortælle dig at det har været en stor hjælp! Har gået med mange tanker og ubesvarede spørgsmål, som jeg fik besvaret ved at læse dit opslag og svar på andre kommentar.
Synes stadig det er svært at gå og bære rundt på tanken om at en person man elsker, en person man troede elskede en ligeså højt har været sammen med en anden.
Jeg er dog stadig ikke kommet over det og føler at der er lang vej endnu. Jeg tænker på det hver dag! Alt jeg gør, alt jeg siger og alt jeg tænker på er påvirket af at han har været mig utro.
Nogengange føler jeg mig flov over at være sammen med en person, der har valgt at være sammen med en anden.

Christel skriv en kommentar aktiv 20. marts 2011

Hej Viktoria
Tak for dit indlæg.
Jeg er glad for at læse, at du har hentet inspiration på bloggen her.
Du skal ikke føle dig flov; men det håber jeg, at din kæreste gør, så han bliver ved at huske, hvad der er sandt, og at når man har valgt at være i et forhold, så har man også valgt at være medansvarlig for hinandens tryghed.
Jeg ønsker for dig, at smerten letter. Gør den ikke det inden for overkommelig fremtid, må du sætte en dato, stoppe op og virkeligt mærke efter, om du fortsat kan bære det offer ind, som det altid er at fortsætte efter et svigt.
Du skal nok finde din vej.

Skriv endelig igen, hvis du får lyst

Venlig hilsen
Christel

GJ skriv en kommentar aktiv 20. marts 2011

Hej Christel

Min mand og jeg kæmper også pt med at genskabe tilliden efter hans utroskab. Han har inden for det sidste års tid været mig utro 2 gange med den samme, sidste gang for ca 3 måneder siden.

Vores ægteskab (gift ca 15 år og 2 børn) har gennem flere år ikke været særligt godt. Det har nok været den sædvanlige historie om, at børn og pligter drænede al energi, så vi ikke huskede at være kærester, og vi derfor langsomt voksede fra hinanden. Samtidig har ingen af os nogensinde været gode til at være åbne om vores følelser og behov. Langsomt blev vi mere og mere fremmede for hinanden, levede nærmest separate liv og skændtes og hakkede på hinanden. Jeg var begyndt at overveje, om vi havde en fremtid sammen.

Sidste forår registrerede jeg en adfærdsændring ved ham – bla ved hans mobiltelefon vaner og jeg fik en mistanke om at der var noget galt. Efter at have lagt mærke til hans opførsel et stykke tid blev jeg ret sikker på at der foregik noget der ikke skulle. Da jeg spurgte ham, indrømmede han at han havde set en pige fra arbejdet den sidste måneds tid, og de havde også været i seng sammen nogle få gange. Han var ked af det og sagde, at det betød ingenting, men han havde ikke følt sig set herhjemme og var blevet fristet. Sagde at han elskede mig og ville gøre alt for at få det til at fungere igen. Han var også villig til at svare på alle mine spørgsmål.

Utroskaben var en slags wakeup-call for mig. Jeg indså at jeg stadig elskede ham og var villig til at kæmpe for vores forhold og alt det vi har bygget op sammen. Jeg valgte at tilgive ham, for jeg kunne et eller andet sted godt forstå, at jeg havde været med til at skubbe ham ud over kanten. Jeg stillede det krav, at han skulle bryde forholdet til kollegaen samme dag, hvilket han gjorde, og fortalte ham, at han kun fik én chance mere.

Den følgende tid gik rigtig godt (jeg var selvfølgelig meget ked af det ind imellem), men vi kom meget tættere på hinanden. Han begyndte at komme tidligere hjem fra arbejde, var gladere, skældte ikke så meget ud på børnene, gav mig mange kram og kys og gik oftest i seng samtidig med mig (i modsætning til tidligere), hvor vi tit lå og snakkede. Vores sexliv var også meget aktivt og mere spændende, og jeg følte en ny intimitet og nærhed sammen med ham. Han virkede virkelig som om han mente, at det var mig han ville have og gerne ville have det til at fungere. Efter et stykke tid talte vi ikke så meget om utroskaben. Jeg følte, at jeg begyndte at få tillid til ham igen og troede egentlig ikke, at der ikke var grund til uro længere.

Alligevel har jeg måske haft en 6. sans. For en dag hvor han tog afsted og efterlod sin mail åben (hvad han ellers aldrig gjorde), kunne jeg ikke stå for fristelsen til at kigge, egentlig for at sikre mig, at jeg ikke havde grund til uro. Og fik et chock, da jeg kunne se, at han havde genoptaget forbindelsen med kollegaen. De havde dog "kun" været i seng sammen én gang (bygget op og aftalt over et par uger). Hun var blevet forelsket i ham og da hun pressede ham til at få at vide hvor hun stod, fik hun at vide at han ikke kunne give hende mere end det de havde nu. Derefter valgte hun at sige stop. Så selvfølgelig valgte han mig og familien frem for hende, da han fik stillet stolen for døren. Men det har såret mig utrolig dybt, at han lod sig falde i igen, og ikke fik sagt fra inden det kom for langt. når han vidste hvad der var på spil. Og jeg har stadig tvivlen: Ville han have ladet det fortsætte, hvis hun havde villet?

Da jeg konfronterede ham med min viden, blev han rigtig ulykkelig og skammede sig. Han sagde, at det ikke havde noget med mig at gøre, at han ikke manglede noget herhjemme, at han elskede mig og glædede sig til at komme hjem til mig hver dag. Den eneste grund han kunne give mig var, at han ikke havde været sig selv pga en svær periode på jobbet (usikkerhed mht fremtidige jobsituation), og ikke havde haft paraderne godt nok oppe. At han havde følt, at han skulle være stærk på hjemmefronten og ikke vise hvor meget jobsituationen påvirkede ham.

Svigtet anden gang føles meget værre end første gang – for nu kan jeg jo ikke finde en grund til det. Tænk at jeg ikke engang havde set det komme – der var ingen signaler som første gang. Jeg er stadig vred på ham og har endnu svært ved at tilgive ham. For jeg kan simpelthen ikke få det at han elsker mig og ikke vil miste mig til at harmonere med, at han valgte at løbe risikoen anden gang, trods mit ultimatum.

Trods mit ultimatum har jeg alligevel valgt at give os et forsøg mere, i stedet for at tage konsekvensen, som jeg ville have troet jeg ville. Hans reaktion var anderledes end efter første gang. Han virker meget mere rystet end efter første gang og påvirket af min reaktion. Jeg håber og tror, at HAN denne gang fik sit wakeup-call. Han virker oprigtig når han siger, at det nu er gået rigtig op for ham, hvor dum han har været. Han siger også at han nu kan mærke inderst inde, at han er færdig med at være utro. Jeg tror også at det er trængt ind, at det er absolut sidste chance han får. Vi taler stadig om det ind imellem og han svarer stadig tålmodigt på mine spørgsmål og er meget åben. Samtidig er han meget vedholdende med at fortælle at han elsker mig og forsøger også at gøre alle de rigtige ting for at bygge min tillid op igen. Han lader også telefonen ligge fremme og sin mail åben.

Han virker med andre ord til at være til stede igen og mene det alvorligt. Hans åbenhed og ihærdighed med at vise med handling at han mener det må jo være et godt udgangspunkt, og jeg vil så gerne tro på ham. Men jeg svinger hele tiden mellem håb og fortvivlelse og græder stadig af og til. Jeg er bange for at brænde mig igen og ved ikke hvordan jeg kommer derhen, hvor jeg tør stole fuldt på ham og give mig selv 100% og ikke være på vagt hele tiden. Kan det mon overhovedet lade sig gøre at nå dertil?

GJ

Christel skriv en kommentar aktiv 25. marts 2011

Hej GJ
Tak for dit indlæg.
Det, jeg tror, at der slog dig ud i 2. omgang var chokket.
For mig at høre har din mand lært lektien, men I kan naturligvis vælge enten at gå i parterapi og få snakket det igennem, eller han kan gå til psykolog for at finde ud af, hvorfor han havde en sprække i sit sind, og hvad han fremover kan gøre for at sikre både sig selv og dig mod fristelser.

Jeg fornemmer, at det har ramt din selvopfattelse og derfor er mit bedste råd til dig:
Få styrket din selvtillid. Gør ting, du elsker at gøre. Gør noget på egen hånd. Vis dig selv og alverden, at du kan stå lidt mere på egne ben, dyrk evt. noget sport.
Det er tit fantastisk at mærke, at man kan få følelserne ud af kroppen i stedet fortsat at køre rundt i sindet.
Det er ovre nu.
At stole på et andet menneske handler også om at stole på sig selv.

Alt godt,
Christel

Welcometomyworld skriv en kommentar aktiv 27. september 2011

Hej Christel

Jeg har haft stor glæde (og sorg) af at læse denne hjemmeside.

Et super godt indlæg, som jeg har læst flere gange nu. Nu ved du som psykolog, at mennnesker er (meget) forskellige, forstået på den måde, at vi bearbejder vores oplevelser forskelligt. Jeg har nu oplevet, at min elskede kone gennem 16 år har haft en affære i 3 år. Det skal hun forholde sig til og det skal jeg også. For mig er det fuldstændigt umuligt at tænke fremad, hvis jeg ikke forstår fortiden og "tage ved lære af den". Derfor er jeg meget detajleorieneret, hvilket alle inkl min kone ikke kan forstå, og så piner det hende voldsomt, at skal fortælle om "det. I min verden er det prisen man betaler for utroskab ellers kan tilliden aldrig blive genopbygget for mig.

Min kone har dog et lettere hukommelstab eller rettere sagt fortrægning, da det jo smerter hende at hun har sat alt over styr. Det betyder, at jeg hænger i dyndet, jeg kan simpelthen ikke komme videre hvis jeg ikke kan få af vide "hvofor". Det her er naturligvis meget mere komplekst end det jeg skriver her, men skulle jeg det hele igennem er vi nok oppe på et 10 siders indlæg.

Min kone er "videre", sådan at forstå, at hun har forstået det hun har gjort, fortryder det bitterligt og det er jeg ikke i tvivl om. Jeg er hller ikke tvivl om at hun elsker mig for ellers var hun jo smuttet med ham for længe siden. Hun vil derfor se fremad og jeg vil forstå, hvorfor det skete og derfor er vi i en hårdknude. Jeg elsker min kone meget, men løgnene, bedraget, planlægningen, tidsperspektivet og selve akten får mig til at føle sorg, vrede, angst, og væmmelse og derfor er din udlægning i min verden meget simpliiceret. Jeg kan ikke bare se fremad og vælge mine tanker, (i hvert fald ikke endnu, det er en måned siden jeg fandt ud af det). Skal jeg vælge at prøve igen og så kæmpe som en gal for at få tilliden tilbage eller skal jeg leve uden hende resten af mit liv. Det er de to spørgsmål som jeg simpethen ikke kan finde svar på.

Jeg har i et andet indlæg læst "man er som man og det kræver meget at ændre dette" og du tilføjede at det var en klog bemærkning. Hvis dette er den endegyldige sandhed, ja så skal jeg jo skilles.

WTMW

Christel skriv en kommentar aktiv 27. september 2011

Hej
Og mange tak for dit indlæg.
Nej, jeg mener ikke, at man bare skal se fremad efter utroskab. Man skal søge at forstå, hvorfor og hvordan det kunne komme så vidt.
Og det er nemt en sovepude for den, der har svigtet, blot at vælge at se fremad og have et bekvemt hukommelsestab.
Jeg er ked af, hvis mine svar virker unuancerede på dig. Hvert par har sin egen historie, og hvert par må via deres historie og personligheder finde ud af, hvad der virker for dem.
Når det er så langvarig en utroskab, mener jeg absolut, at I bør søge parterapi.
For at komme igennem en krise, kræver at man begriber, håndterer og først derefter kan nærme sig hinanden og kigge fremad.
Og når din måde at begribe på, handler om at få en kortlægning, så du ved, hvad du har at forholde dig til, er det helt forståeligt. Og slet ikke unormalt.
Det svære for dig vil være, at "man ikke skal stille spørgsmålene, hvis man ikke vil høre svarene", så det er en lidt dilemmafyldt vej.
Så mit råd er: gå i de næste par dage og skriv alle de spørgsmål, du har til din kone, ned. Læs dem så igennem og se om der er gengangere.
Og få så sat tid af til at stille spørgsål og høre svar.
Din kone må forstå, at hun har overtrukket tillidskontoen totalt, og at den altså ikke går i plus, ved at hun siger undskyld og vil love at tage ved lære og vil love at undlade at gøre noget lignende en anden gang.
Du skal jo have ro i dit sind. Og du er som du er. Og vær endelig tro mod det.

Skriv endelig igen.

Venlig hilsen
Christel

Welcometomyworld skriv en kommentar aktiv 28. september 2011

Hej Christel

Tak for dit svar og vise ord, det trøster mig, at du mener at jeg har ret til at vide hvad der er sket. Med hensyn til detaljeringsgraden, kan jeg godt regne selve akten ud (og den vækker dyb væmmelse i mig), men det er spørgsmålene ”hvorfor” og ”hvordan” hun kunne gå så vidt, der nager mig.

Jeg har i øvrigt bedt hende flytte, så vi bor ikke sammen nu, vi skal begge have tid til at tænke. Vi skal til parterapi i næste uge og går også til hver vores psykolog.

Jeg er på ingen måde en perfekt mand, men jeg husker på min kone, jeg siger ofte at hun er smuk og dejlig og at jeg elsker hende, og jeg mener det. Hun er ydermere min bedste ven og vi taler om stort set alt (nå, et emne har hun åbenbart sprunget over). Sex er noget vi ofte har, i gennemsnit 2-3 gange om uge, så heller ikke der ”mangler” der noget. Min fejl er, at jeg har været noget ”fraværende” og ikke taget så mange initiativer til forskellige ting mht hus og børn osv. Det er jeg ked af, men jeg har ikke taget en beslutning der potentielt kunne ødelægge alt, min adfærd kan ændres og (måske) tilgives, anderledes ser det ud med min kones adfærd.

Jeg har allerede skrevet mange spørgsmål ned, jeg har prøvet at tale med hende om dem, men hun græder bare hele tiden og siger, at det gør så ondt. Min kone er ikke ond eller udspekuleret og forsøger bare at ”overleve” det her. Hun er også blevet klar over hvad hun egentlig har gjort og hvad det kan komme til at koste; fast kerne i livet, børnene i en uge ad gangen og en mand hun har kendt hele sit voksne liv og derfor er hun fuldstændigt faldet fra hinanden. Jeg kunne jo bare sige ”ja, så kan hun lære det”, men det kan jeg ikke, jeg har altid stået ved hendes side, når hun har haft det svært og derfor vil jeg ikke påføre hende mere smerte end allerhøjst nødvendigt. På den anden side vil jeg vide hvorfor og hvordan ellers så kommer jeg/vi aldrig videre.

Det er umuligt for mig at forstå hvordan man kan tage sådan en beslutning og så ikke tænke ”hvorfor gør jeg det her?”. Jeg ved nu, at man kan gøre det uden at tænke for meget over konsekvenserne, det har jeg jo læst på jeres hjemmeside. Men ”hvorfor” det ved man godt, man har jo fyldt sin hjerne med undskyldninger for sine handlinger og derfor ved man også ”hvorfor”. Som du jo ved, er hjernen din bedste ven, da den over tid fortæller dig præcis det du vil høre for at retfærdiggøre de ting, du inderst inde gerne vil gøre.

Jeg sender brevet til hende i næste uge og så må jeg se om jeg får svar og om jeg kan bruge dem til at komme videre.

WTMW

Christel skriv en kommentar aktiv 30. september 2011

Hej
Mange tak for dit indlæg. Du har ret i, at det er afgørende, at din kone kommer frem til en forståelse af, hvad grundene til hendes utroskab er.
Hun har helt klart haft manglet noget.
Og hun må søge i sig selv og finde svarene. For selvfølgelig er de der.
Det er tit nogle værdier, der ikke er i spil.
Nogen mangler samhørighed, nogen mangler intensitet, nogen mangler variation, nogen mangler inderlighed.
Osv.
Hun må søge. Og du må søge, hvor du føler, at du vil sætte ind, så du ikke går i vente-mote, men i stedet agerer med værdighed.
Det har jeg nu også indtryk af, at du er i fuld gang med.
Joan Ørtings bog Tag mig, har nogle gode afsnit vedr. affærer, synes jeg.
Jeg ønsker held og lykke med processen.

Lyse tanker,
Christel

WTMW skriv en kommentar aktiv 12. maj 2012

Hej Christel

Jeg har valgt den svære løsning. Vi prøver igen at få det til fungere, men det er ufatteligt svært. Mit humør er som en yoyo, og det tærer helt vildt på min kone. Vi har været til parterapeut og til psykolog hverisær, men det hjælper ikke rigtig. Modløsheden skyller ind over mig og jeg mærke vreden og væmmelsen komme, det betyder IKKE at jeg stikker til min kone, siger grimme ting til hende, men jeg bliver bare stille og forsøger at slippe af de tanker jeg har. MEN DET KAN JEG IKKE, og når hun så spørger hvad der er galt så fortæller jeg hende det og bryder hun helt sammen. Hun siger, at hun har ødelagt mig og at jeg er blevet et bittert mennesker der har svært ved at sige, at jeg elsker hende, at jeg ikke tit nok rører ved hende, altså alle de ting hun var vant til før! For indrømmet, jeg været forelsket i min kone i 15-16 år og gjort alle de ting man gør når man er forelsket. Nu er jeg det ikke mere, og ved simpelthen ikke hvordan jeg skal finde tilbage til det, som vi jo begge var vant til. Sex fungerer stadig godt det er bare ikke så tit som før. Jeg har bestemt ikke lyst til andre kvinder, og jeg nægter at synke så lavt…….

Jeg falmer i blinde og hvor jeg før var sikker på hvordan jeg skal "behandle" min kone er jeg nu konstant i tvivl. Jeg har ikke noget ønske om at såre hende, men det er umuligt, det gør jeg ved min blotte tilstedeværelse.

Hvis du spørger om jeg elsker hende. så er svaret ja og nej. I nogle perioder savner jeg hende meget og elsker hende og i andre perioder tænker jeg på om der dog ikke er sød pige derude et sted der kan vise mig, at det ikke er alle piger der er sådan. Så har jeg mest lyst til at blive skilt, men så kommer jeg i tanke om, at så ser jeg hende aldrig mere og at hun skal være kæreste med en anden. Det betyder så også at jeg skal være kæreste med en anden, endnu en tanke der er meget svær at forholde sig til nu.

Vi har to drenge og de ved ingenting andet end vi flyttede fra hinanden i 2 måneder og så flyttede hun hjem igen. Det er nu 9 mdr siden jeg fandt ud af det og 7 mdr siden hun flyttede hjem igen.

Hvad gør vi? Vi har virkelig brug for hjælp…

WTMW

Christel skriv en kommentar aktiv 15. maj 2012

Hej
Tak for dit indlæg.
I søger hjælp hos en parterapeut som mig, der har specialiseret sig i at håndtere prolematikker som jeres.
Du skal over den frygt det er at leve foruden din kvinde, og udover den frygt at forestille dig hende sammen med en anden. Det er ikke virkeligheden lige nu. måske og forhåbentligt bliver det aldrig sådan, så stop alle de tanker, der stikker af i alle mulige retninger.
Fokuser i stedet på det, der virker. Når man famler i blinde – og det ved jeg noget om, da jeg jo er blind, ja så må man gå med langsomme og opmærksomme skridt. Og når man ikke kan se lyset, så må man tænde sit eget lys. Og det jeg konkret mener, at du / i kan gøre er at fokusere på det, der virker. Så græd jeres tårer, giv hinanden et klem og en beroligelse, spis aftensmad, hav en hverdag, skab je nogle lyspunkter og noter når der er noget, der virker.
Jeg tror, at I skal have mere hjælp.
Så giv ikke op, bar fordi sorgen er stor og tabslisten er lang.
Bare fordi det ikke er hvidt, er det jo ikke nødvendigvis sort.
Jeg kan kontaktes på mail info@sonnerasmussen.dk

Alt godt,
Christel

Manden skriv en kommentar aktiv 12. januar 2013

Hej
Jeg er i en situation hvor jeg havde et kort varrigt forhold til en kollega (1 måned – ikke seksuelt men kys og kram….)
jeg valgte at fortælle min kone det som måske et form for råb om hjælp… Har svært ved at forstå hvad der skete, både ifht. forholdet og ifht. min kone. Der gik desværre 14 dage efter jeg havde fortalt det før jeg fik overbevist mig selv og mine kone om at det jeg ville var min kone samt 2 børn….

Nu er der gået 2 måneder jeg går til psykolog for at få styr på mig selv og min kone er også lige begyndt til psykolog da hun har det skidt og ikke kan finde ud af hvad hun vil.
Vi tager 1 uge af gangen men der sker ikke det store og min kone ønsker ro / fred og vil gerne have at jeg er væk … ude af huset så hun kan være sig. Vi har ingen fysisk kontakt og hun siger at hun lige nu ingen følelser har for mig, men håber det kommer tilbage.

Jeg har lagt kortene på bordet undskyldt og forsøgt at forstå/fortælle hvad der lige gik galt i denne sorte periode. Skal sige at vi har kendt hinanden i 20 år og været gift i 17.

Jeg er meget frustreret og ved ikke hvad der er op og ned på det her.

Jeg kæmper, og det gør min kone også – hun har bare ikke brug for mig lige nu – men skal bearbejde det chok hun har fået / er i.

Ægteskabet fungerede for begge fortrinligt inden og det er vi enige om… og ja hvorfor skete det så? det arbejder jeg med.

Jeg har lagt kortene på bordet.

Christel skriv en kommentar aktiv 14. januar 2013

Hej Manden
Tak for dit indlæg.
Jeg har brug for at stille dig et par spørgsmål, for at kunne give dig et godt svar.
Hvad mener du med, at jeres ægteskab fungerede fortrinligt, indtil din affære?
Og: har du endnu ikke fundet årsagen til dit "sidespring"?
Uddyb venligst dette, så svarer jeg dig

Venlig hilsen
Christel

Vil du kommentere?

Du må være inloggad for at skrive en kommentar.

Copy Protected by Chetans WP-Copyprotect.
Register Login