Hej Christel.
Rigtig godt indlæg, der rammer især mig på de ømme punkter. Jeg er ret ny her, men har allerede fået meget ud af din side.
Min situation er lang og kringlet. Det handler om utroskab og så at lysten forsvandt bagefter, altså fra hendes side.
Det er der som sådan ikke noget at sige til. Havde jeg ikke handlet forkert, havde lysten nok stadig været der. – For der har altid været meget lyst og kærlighed i vores forhold.
Hun har nu givet mig en chance til, for at vise hende, at det er hende og jeg. Jeg er selvfølgelig rigtig glad og gør alt for at få hende til at være glad imens vi opbygger tilliden igen. Via din side, har vi fået mange brugbare ting og vi har snakket rigtig meget, fået afklaret hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde. Samtidig har jeg slettet alle løse ender jeg havde, så det nu kun drejer sig om hende. Det kræver rigtig meget. Meget mere end jeg havde troet. Men det er har også været en åbenbaring for mig, fordi der lå mange dybere ting i min adfærd. Det er derfor jeg skriver, for jeg føler at udviklingen med mig selv om at komme på rette kurs går rigtig godt. Det svære for mig, er at få hende med, så forløbet bliver parallelt. Der er ikke noget at sige til hun er i forsvarsmode, selvom hun har sagt ja til at tage den her kamp sammen med mig. Det er min skyld, derfor er det mig der skal tage det ansvar at følge det her til dørs. Jeg har prøvet med mange ting, men det er som om der mangler den der virkelig får hende vist, at hun kan lukke mig ind.
Jeg har altid været meget konfliktsky og har helst undgået kontroverser og svært ved at se konsekvenserne før det er for sent. Vi er nået frem til at det der dét, som sætter processen i stå.
Derfor, har du nogle gode råd til hvordan jeg kan åbne mig mere og tage de konflikter, som skal tages? Er det muligt at aflæse signalerne før det er for sent. Jeg kan jo i bakspejlet godt se problemet, men får ikke stoppet det i tide, eller på et niveau, hvor den er til at håndtere.

Jeg håber du forstod min længere udredning.
På forhånd tak.

Hej
Tak for dit indlæg.
Jeg tror ikke, at du skal tænke så meget i adfærd, når du overvejer din kommende udvikling.
Du nævner din tendens til at være konfliktsky, og hvordan du bl.a. aflæser signaler bedre.. og du skriver om, hvordan du får hende med…så I følges ad…
Jeg tænker snarere, at det spørgsmål, du skal øve dig i at stille dig selv – og så naturligvis høre svaret på, er:
Hvad skal der til i denne situation?/hvilke ressourcer skal jeg bringe mig i kontakt med nu?
Det kan jo være meget forskelligt, hvad der er brug for, fra situation til situation.
Men jeg tænker, at du snarere skal se dig selv, som en vandringsmand, og at du, når du bliver usikker eller fornemmer, at stemningen ikke er god mv., skal stoppe op og tænke: hvad skal jeg tage op af min rygsæk lige nu?
Nogle gange vil det være: klar kommunikation – at sige tingene som de er, andre gange vil det være tålmodighed, atter andre gange er det formentligt at give omsorg mv.
Det kan variere
Fald ikke i den grøft, at kun noget helt bestemt kan gøre dig rolig. Tro ikke, at det kun er udtrykket "jeg elsker dig" eller "jeg tilgiver dig", eller at I har et samleje uden problemer, der er beviset på, at nu har I nærmet jer hinanden.
Bliv ved med, hvad jeg også læser, at du gør at fokusere på at gøre det bedste, du kan. Og lad hene så komme til dig, i hendes tempo. Og vær der så, når hun kommer.
Det er ikke så meget at aflæse signalerne omkring dig, men indeni dig, der har betydning.

Håber, at mine ord giver mening.

Mange støttende tanker,
Christel

Kære Christel

Endnu tak for den FANTASTISK side!! Her har jeg hentet meget inspiration og trøst fra. I relation til dit emne " At genfinde kærligheden" har jeg tidligere skrivet under "Et håb" den 24. september 2011.

Kort sagt har jeg været sammen med mit livskærlighed i 3 år. Han friede til mig sidste år. Desværre gik vi fra hinanden for et par måneder siden efter 14 dage i sommerhus med vores børn (han har 2 og jeg 1 barn). Det vil sige det var ham, som brød. Han er den mand, som jeg har haft det længste forhold til selvom, at jeg er i 40'erne og har et barn på 10 år. Desværre har afstanden slidt meget på os (MIG) alt har foregået inde hos ham. Hans ex bor på 4 sal og ham selv på 3 sal. Han tog hurtigt styringen (har jeg egentlig først konstateret for alvor nu) og vi planlagde, at vi på sigt skulle flytte så snart, at naboen flyttede, og vi så kunne købe den og lægge den sammen med hans lejlighed. Egentlig en god ide. Men inderst inde har jeg nok være lidt tøvende. Men det korte og det lange er, at det hele har slidt meget på mig, da jeg faktisk har kørt frem og tilbage i 3 år, samtidig med at min jobsituation har være meget usikker. Jeg savnede ham i hverdagene, men vi har kun haft hver anden weekend alene sammen hos ham. Desværre udmundede det hele i "mine hysteriske" anfald, (flere!!) Disse ”hysteriske anfald” har i bund og grund været grunden til, at han til sidst brød med mig.

Som jeg tidligere skrev, er han dominerende og god til at lytte til sine egne behov, hvor jeg faktisk har glemt mig selv. Jeg har nu set ham efter næsten 2 1/2 måned, og han var afmålt og kølig. Jeg sendte ham flere smser efter vores møde, om at jeg stadig havde følelser for ham og skrev at jeg håbede, at vi kunne finde sammen en gang ud i fremtiden. Han skrev, at jeg skulle give slip på os, da der er sket for meget imellem os, at det aldrig vil blive det sammen.

Hmmm, de fleste ville jo nok sige, at jeg skal give op og komme videre. Men jeg har virkelig svært ved at give op. Jeg kan ikke bare smide 3 år væk. Vi elskede virkelig hinanden meget højt. Han sagde ofte at han aldrig har elsket en så højt. Jeg arbejder på mig selv og går til psykolog etc. Jeg har bare svært ved at give afkald på ham. Vi havde en fantastisk forståelse for hinanden etc.(og det skønneste sexliv!;-)) Hvad skal jeg gøre? lade ham være i fred og kontakte ham om 1/2 måneder – 1 år. Gammel kærlighed ruster jo ikke? Jeg synes, at man gir for hurtigt op i dag og kæmper ikke nok. Jeg har lyst til at kæmpe videre selvom, at jeg har oddsene i mod mig.

Den fortvivlede.

Kære Fortvivlede
Tak for dit indlæg.
Det er naturligvis kun dig, der ved, hvad der er mest sandt at gøre. Og jeg er grundlæggende enig med dig i, at mange giver hurtigt op. Der, hvor jeg bliver bekymret, er når du skriver "gammel kærlighed ruster ikke". Og når du beskriver de fantastiske stunder og år, I har haft sammen. Sammenkoblet med at han tog styringen (du gav ham styringen), og at du har taget mange kompromisser, hvilket det slid du beskriver, jo også betegner.
Vær opmærksom på ikke at romantisere og farve alt, der skete, lyserødt. For det gør han tydeligvis ikke.
Han siger fra over for dig, og det er sin sag at sluge den kamel.. – det er hårdt når vi rent følelsesmæssigt må spise kamelbøffer i en periode…, men det du skal vide er at hvis vi baserer vores fremtid på et håb, så bliver det derefter.
Jeg tænker omvendt, at du skal gøre noget, som kan få dig til at forvente, at din fremtid bliver lysere, og så håbe at det går godt.
Jeg ville i dit tilfælde sige: Lad ham komme til dig. Hvis det igen er dig, der kontakter, er mønsteret i gang igen Sæt ham ud på et mentalt sidespor; lad ham komme til dig, og styrk din selvtillid i en sådan grad at du kan føle, at det er ham, der går glip af dig.
Det er fint, at du mødte og mærkede den store kærlighed. Mange mennesker vil kunne udløse de skønne tanke r og følelser i dig. Find en af dem. Og flot at du arbejder med dig selv og finder dit jeg og formentligt dine grænser. For én ting er at kærligheden er stor, og når det er den, der bruser, mener vi jo, at det er den største. Men kærligheden er barn af friheden. Og jeg tænker, at relationer, hvor den ene eller anden oplever, at de ikke kan tænke, tale og handle frit, vil skygge for kærligheden.
Pas godt på dig selv. Jeg kan læse, at du er en fantastisk kvinde.

Lyse oktober tanker,
Christel

Hej igen Christel.

Det var præcis det jeg søgte efter. Jeg har fået blandet mine metoder for meget sammen i en stor pærevælding. Jeg har haft en tendens til at bruge de forkerte ressourcer. Jeg har ikke fået stoppet op i tide og tænkt på, hvad der skal til. Det ser meget lyst ud for mig selv, men jeg har i slidt rigtig meget på vores forhold ved at handle forkert i forskellige situationer og hun siger at der er grænser for hvor lang tid hun vil vente på at jeg lærer mig selv at kende. Jeg prøver at holde på hende med søde ord og teorier, selvom vi begge to ved det ikke holder. Vi vil begge gerne have det skal være konstruktivt. Det går rigtig drøjt for tiden.
Hvordan kan jeg overbevise hende om at hun skal vente, hvis hun allerede har vendt sig om for at gå?

Hej Maha

Tak for dit indlæg.
Jeg tror, at du bliver nødt til at konfrontere dig med angsten om at blive forladt – eller evt. frygten for den tomhed, du føler, hvis du er alene/fravalgt/nedprioriteret Jeg er ikke et sekund i tvivl om din kærlighed til din kæreste, men bliv ikke desperat i forsøget på at holde hende. du kender formentligt det japanske visdomsord, der siger: Hvis du elsker nogen, så lad dem gå. Kommer de tilbage, er det fordi, at de virkeligt elsker dig.

Jeg understreger, at det primært er attituder, der baner vej. Ud af ændrede attituder kommer ændret adfærd. Så fokuser ikke på, hvad du skal gøre for at overbevise hende vis hende, at du er der, vis hende at du har et selvstændigt liv, vis hende at de gode timelige stunder har en betydning og indstil dig på at sætte hende i det at man ikke forventer eller kræver noget af en anden, vil gøre noget ved jeres gensidige dynamik og fjerne et pres fra hende.
Evt. kan I lave den aftale, at det er hende, der har initiativet totalt vedr. fysisk nærhed. Så kan hun, hvis og når hun har lyst, nærme sig dig og vil ikke føle, at du presser hende.
Men som sagt hovedbudskabet i mit indlæg står i den første linie konfronter dig selv med din angst den er din og du skal ikke bruge hende som den, der udfylder angsten Stol på, at du kan.
Og at det nytter.

Venlig hilsen
Christel

Hej
Tak for dit indlæg.
Jeg forstår godt den del af indlægget, der handler om utroskab og at din kæreste ikke bare kan give sig hen og heller ikke har kontakt med den lyst, som du beskriver, har været der i rigt mål førhen.
Men den del af indlægget, der handler om at være konfliktsky, synes jeg er uklart formuleret.
Du stiller nogle spørgsmål, men jeg har brug for at vide mere om, hvordan din konfliktskyhed kommer til udtryk. Det vil være nemmere at vejlede dig, hvis du kan give nogle eksempler.
Så fat pennen, eller rettere: skriv lidt mere, så hjælper jeg dig gerne.

Venlig hilsen
Christel Sonne

Kære Christel

Endnu en tak for din fantastiske blog!! Jeg er meget interesseret i emnet " at genfinde kærligheden". Du skriver så klogt om at "vis hende, at du har så meget at give, at det ville være dumt at gå glip at dig" Men hvordan viser man det, uden at det virker påtaget og emsigt?

Kvinden som tror på kærlighed;))

Hej Kvinde, som tror på kærlighed.
Tak for dit indlæg.
Det jeg mener, når jeg skriver, at du må finde den attitude, at ”det er ham, der går glip af mig”; handler om, at du skal bygge din tro på dig selv op og skabe en tilværelse, hvor du udlever og udstråler dit potentiale.
Det vil sige, at du skal gøre dig selvstændig og attraktiv, finde glæden og evnen til at være nærværende og signalere at du sagtens kan klare dig selv og har sunde grænser.
Hvis han vil gå glip af det, har han et problem. Og i så fald vil du være kommet så langt videre, at jeg ikke er et sekund i tvivl om, at du møder en mand, der kan tage imod det, du har og er.

Så: find dit spor

Lyse tanker,
Christel

Kære Christel

Jeg har skrevet et par gange til dig i forbindelse med den smerte man jo går igennem efter et brud. Men ganske kort. Jeg er kommet ud af et forhold efter 3 år med mit livskærlighed. Han friede til mig sidste år, og det har været meget, meget følelsesmæssigt.
Det var ham som brød for 4 måneder siden idet han mente at vi ikke kunne få det til af fungere på grund af mine "følelsesudbrud" grundet min usikkerhed på vores fremtid sammen, idet det var mig som pendlede frem og tilbage mellem mit og hans hjem. Det var været meget hårde måneder. Vi har set hinanden over en kaffe. Men han vil ikke tale om det skete idet han prøver at komme videre.
Sidste uge erfarede jeg gennem en fælles bekendt, at min exkæreste havde sit job op (i effekt!! Det er et arbejde som har gået ham MEGET på i al den tid vi var sammen) og går nu arbejdsløs. Jeg kontaktede ham og lod som om at jeg ikke vidste at han havde sagt sit job op. Og jeg så ham i sidste uge over endnu en kop kaffe hos ham. Han har tabt sig og ser skidt ud. Det er jo svært at få arbejde for rigtig mange. Han er bekymret for fremtiden om at han bliver nødt til at sælge sin lejlighed etc. Jeg vil så gerne hjælpe og støtte ham…men vi er jo ikke kærester…hvordan skal jeg forholde mig til ham…han er en stolt mand. Han sagde dog at han meget gerne ville have at jeg læste hans ansøgninger igennem´….og jeg skal faktisk ud til ham med en lampe på fredag…hvordan skal jeg forholde mig? Neutral? skal jeg undgå at tale om fortiden og lade som ingenting? Han har tidligere sagt at han ikke vil være venner med exkærester…men hvad pokker gør jeg?

Kære Phoebe
Tak for dit indlæg.

Jeg tænker følgende om situationen.
Det er ikke tiden nu at tale om fortiden med ham. Skal den bringes på bane, må du lade ham gøre det. Grunden til dette er, at jeg tror, at det vil skabe distance, hvilket er jo, hvad du/I mindst har brug for.
At åbne for at du kan læse hans jobansøgninger er et godt tegn. Sørg for at være så naturlig som muligt, når I ses. Tal om dit eget liv, fremhæv hvad du går og laver, så han bemærker din selvstændighed. Lad ham komme til dig, med hensyn til om der skal være berøring eller dialog om jer. Mange mænds identitet er under stort pres, når de er foruden job formentligt kan han ikke overskue forpligtigelse lige nu Se ham evt. som en plante, der har været næsten ved at gå ud, og vid at den skal have næring og vand i små mængder. Så: slå tankerne ud af hovedet om at være på en bestemt måde.
Vær naturlig og hav tillid til, at det bedste eller det rigtige nok skal ske.

Alt godt og held og lykke, du som kæmper for kærligheden.

Christel

Kære Christel

Endnu tak for dit fantastiske site!!! Jeg har nu endnu engang set min ex-kæreste i går. Som du rådede mig til var jeg naturlig (så naturlig man nu kan være) men vi var også meget fremmede overfor hinanden…Det er mærkeligt at to personer, som har været så tætte i 3 år, nu er fremmede??? Jeg kan mærke, at han holder 10 meter afstand til mig. Og vil ikke vise noget som helst. Han har også påpeget at han ikke vil eller kan være venner med en exkæreste.
Grunden til at vores forhold kørte afsporet var ,at jeg pendlede frem og tilbage mellem vores begge hjem….jeg var ulykkelig over hvor jeg boede, og savnede ham hele tiden. Kiggede på min mobil konstant etc. kort sagt fuldstændig afhængig af ham!!! Jeg mødte ham 6 måneder efter min fars død, og trøstede mig nok også i ham. Han friede sidste år, men desværre har der så siden være nogle følelsesmæssige udbrud fra min side!!! som fik ham til at trække sig. Og efter 14 dage i sommerhus med alle 3 børn, hvor vi ikke kunne finde hinanden og gik fejl af hinanden hele tiden, sluttede han vores forhold. Det var kort sagt kørt ud i sandet!!! Nu går han arbejdsløs og ser dårlig ud.
Han er en typisk alfa-han, som helt vil bestemme det hele. Men samtidig en meget følsom og kærlig mand!! Som jeg virkelig har elsket med hud og hår!! Jeg har ikke lyst til han forsvinder i fortiden…jeg vil så gerne nærme ham, som en ven!!! Hvordan nærmer jeg mig ham? det er jo mig som tager kontakt til ham. Han står i en MEGET presset situation intet arbejde og det ser meget sort ud….Jeg vil gerne støtte ham!!

Mange hilsner fra kvinden som tror på kærligheden

lige et tillægsspørgsmål. Jeg skal sige direkte til ham, at jeg stadig har følelser for ham? Det vil nok skræmme ham endnu mere. Jeg ved, at han skubber følelserne væk for at beskytte sig selv. Men jeg tænker, at det nok ikke er tid til det følelsesmæssige på grund af hans situation!

Hej
Tak for dit indlæg.
Der er ikke noget, man skal sige.
Du må sige det, der føles mest sandt fra øjeblik til øjeblik. Bliv i dig selv i stedet for konstant at tænke på, hvor han mon er.
Enten kan han modtage eller også kan han ikke.
Det, du skal sørge for, er at tale fra et rent hjerte og på en måde, så du kan se dig selv i øjnene.
Han er naturligvis værdifuld for dig. Men lidt hårdt sagt: det er dig selv, du skal leve længst med. Og også han er bare en mand.
Ved du, hvor mange af dem, der er derude ?

Venlig hilsen
Christel

Hej kvinde, som tror på kærligheden
Tak for dit indlæg.
Hør lige her.
Hvis han ikke ændrer det princip med, at han ikke kan være venner med en ekskæreste, er løbet jo kørt.
Og så tænker jeg oveni: du er fantastisk. Du har styrke og indsigt til at se dine egne mønster og gør en masse ved den afhængighed, du skabte, så din egen selvstændighed bliver tydeligere. Men den kærlighed, du fortæller om, er værd at mærke efter for det må have været hårdt at mærke fremmedgjortheden, som du beskriver. Det er meget meget vigtigt, at du ikke tænker så meget på, hvordan han har det og hvad han mon har brug for og ikke brug or det er da meget vigtigere, at du sanser ind i dig selv og gør dig klart, hvad du trænger til.
Det er vigtigt at analysere fortiden for at forstå og tage ved lære og jeg har indtryk af, at du har lært aldrig mere at gøre dig afhængig af en mand Det betyder ikke, at man ikke må have en nær tilknytning men selvstændigheden betyder alt. Og det at du strakte dig så langt, betød åbenbart, at han ikke forstod at påskønne dig og ikke fik fat i sin egen handlekraft. Det kan også være svært, ja det kan være umuligt i situationen at gennemskue mønstrene, men vær lidt mere kostbar. Lad manden tage initiativet, og hvis han ikke gør det, men kommer med alt for mange udskydelser og dårlige undskyldninger, så er han bare ikke stor, værdig eller god nok til dig.
Det betyder ikke, at du skal opgive at tro på kærligheden. For den er der. Og er værd at tro på. Og fantastisk at mærke, når den føles. Men helt ærligt: han friede til dig, men brylluppet har ikke stået. Så vær sød at være din egen bedste ven….. – og hvis du ønsker gensidig kærlighed, så find en mand, der kan og vil give dig den.
Vær tilfreds med alt, du har gjort. Sæt en tidsramme, hvor du ikke kontakter ham og hvis han ikke kontakter dig, så sæt ham på listen over skønne, midlertidige relationer …. og kom videre.
Jeg har skrevet det tit. Og skriver det gerne igen. Min bedste veninde døde pludseligt i august. Ingen så det komme jeg savner hende hver dag men det lærte mig en ting:
Livet bliver ikke genudsendt.
Det er nu.
Ud af ventesalen
Tro og stol på dig selv
Var jeg en mand, ville jeg elske at møde en kvinde som dig.

Lyse tanker,
Christel