Tak for et spændende emne, og i det hele taget for et spændende forum.

Jeg sidder lige præcis med den problematik med at genfinde kærligheden. Det er uhyre svært.
Jeg afslørede min mand for 1½ år siden, i at have en affære med en kollega. Forholdet var kørt i laaang tid. Han stoppede med det samme. Vi har gået til parterapeut siden, både sammen og hver for sig.
Men selv om han har forsøgt at vise og fortælle mig, at det er mig han har valgt, så er det ekstremt svært at genfinde den glæde ved at være sammen med ham, som jeg havde tidligere.

Nu er sagen meget kompliceret, og den kan næppe genfortælles her i detaljer. Men jeg kan ikke få mig selv til at sige til ham, at jeg elsker ham. Det svigt jeg har oplevet, og de vanskeligheder jeg har haft ved at få ham til at forstå alvoren af det, og at man ikke kan genskabe et venskab med en kollega man har ligget i med, er for hård og seriøs til at blive bearbejdet i løbet af den tid der er gået.

Jeg går i dag til psykolog, pga andre ting, og dette emne bliver også berørt. Måske kan hun hjælpe mig, til at genfinde tilliden og glæden ved mit ægteskab.
Det håber jeg, for vi har en god hverdag sammen, men han kan ikke nøjes med, at vi er "gode venner", og det sidste har jeg svært ved at give ham.

Phoebe

Kære Phoebe
Tak for dit indlæg.
Ja, i situationer som din rimer hjerte om noget på smerte. Og som du jo netop mærker, har det en pris at blive sammen efter et stort svigt. Jeg tror, at man skal forsone sig med, at smerte er en del af livet, om man er sammen eller ej, og at den beslutning, du har truffet om at blive med ham, må være den, du hælder til, når tvivl og uro dukker op.
Når en affære har stået på i en periode og man som den svigtede part vælger at blive og kæmpe, tænker jeg, at det er en nødvendighed at se det som et mørkt kapitel i den lange historie, man har skrevet sammen. Det er nødvendigt at afgrænse det, for ellers kommer det hurtigt til at skygge ind over situationer, der har været lyse.
For at du selv føler, at du kan gøre noget, er mit råd, at du skaber stunder, hvor du føler dig fri. Måske ved at danse, tegne, høre musik, være sammen med veninder osv. for jeg er uendeligt sikker på, at kærligheden er barn a friheden, og at din evne til at give det til din mand, som du kunne, før alt eksploderede, er udfordringen og prisen ved at blive.
Du frisætter dig selv ved at tilgive. Gør det ikke for hans skyld, men for din egen.

Mange støttende tanker,

Christel

Tak for dit svar Christel,
hvor du rammer ufattelig meget plet.
Hjerte og smerte er helt rigtigt.
Jeg har gjort mig klart tidligere i dette forløb, at uanset om jeg blev hos min mand eller ej, så skulle oplevelsen bearbejdes, og det ville smerte uanset hvad. Derfor valgte jeg at blive og kæmpe, hvis smerten var den samme, kunne jeg lige så godt, give det en chance.
Jeg har ikke fortrudt, men vejen er hård, tung og fyldt med forhindringer.
Jeg prøver også på at se på de lyse sider, og på den historie vi trods alt har fællles.
Som du også skriver har jeg faktisk tvunget mig selv til at gøre noget for mig egen glæde. Jeg har lige netop meldt mig til noget dans, jeg løber, går ture i skoven alene, dyrker meditation. Jeg forsøger på flere måder at finde ind til mine egne behov, for når jeg er glad så har jeg også overskud til resten af familien og til de dårlige tider.

Phoebe

Kære Phoebe
Tak for dit indlæg.
Ja, det er hårdt, når man skal tilgive og forsone og også godt kan se og mærke de gode ting, men kroppen og sjælen stritter imod.
Jeg har indtryk af, at du har valgt en fremtid med din mand, og endskønt det er smerteligt, må du finde din vej i forhold til at give det til ham, som du kunne engang.
Min erfaring er, at det hjælper en smule at se utroskaben som et kapitel i en ellers lang og smuk historie.
Det er nødvendigt at afgrænse tingene, og også nødvendigt at nærme sig hinanden, men stadig at respektere dig selv så meget, at det går stille og roligt.
Du lyder stærk.
Så vær opmærksom på, at det gør ondt men alligevel ikke at have ondt af dig selv.
Livet bliver ikke genudsendt, så grib stunderne for nærhed nu.
Det kan betale sig at overvinde barriererne.

Skriv endelig igen.

Venlig hilsen
Christel