Journalist Helle Kjærulff Schmidt, der er bogaktuel fra november med bogen:

• Guldkorn til kampklare kællinger

har skrevet en artikel i Alt for Damerne, der udkom torsdag den 4. december 2008.

Artiklen i alt for damer handler om det, som jeg personligt synes, er noget af det grimmeste af alt:

• Nemlig en skilsmisse-situation, hvor der ikke skeles til rimelighed og hensyntagen, men uden øje for børnenes tarv og andre følgevirkninger, gås hårdt og direkte efter en ekspartner, for at rippe denne økonomisk.
  I artiklen er der en case, med en mand, hvis selvstændige firma påvirkes meget af ekskonens krav om juridiske rettigheder. Denne sag er naturligvis blot en af mange, og det er ikke kun kvinder, der "ripper" mænd, -begge køn er repræsenterede, ingen tvivl om det.

Jeg bliver citeret i artiklen. Fordi jeg efterhånden har mange års erfaring i og viden om de dynamikker, der foregår i parforholdene, både imens parterne søger at rette op, og også i de tilfælde, hvor "løbet er kørt" men hvor ansvarlige forældre bestræber sig på at være respektfulde og rimelige, netop fordi der er børn, som ellers bliver klemt unødigt i en skilsmisse-situation.

Det billede, jeg taler ud fra, er en "sportskamp". For hvor parterne før har været medspillere og selv har haft ansvaret for et fairplay, der i en dagligdag handler om at kunne prioritere ansvarsområder, støtte hinanden, være både voksne, forældre og kærester osv., ja så ændres billedet desværre i nogle ekstreme situationer til en fortsat kamp, men hvor man nu er modspillere. Og med udgangspunkt i artiklens case bliver det et modspil, hvor kun ens egen moral sætter spillereglerne. Er hævn, afmagt, bitterhed og en retfærdighedssans hvor kun ens egen "jeg skal vinde det her og allerhelst "smadre" den anden – logik, det der tæller, bliver det ondt og trækker mærkbare destruktive spor.

Jeg forstår godt, at man kan have brug for at hævne sig. kan have brug for at sætte et punktum og endelig få vist ekspartneren, at han eller hun ikke får det sidste ord, men jeg tænker, at hvert enkelt menneske må kunne se sig selv i øjnene ….- og begriber ikke, at så megen god energi skal spildes. Det, jeg mest bemærker, er at den der kæmper for at vinde og for at destruere modparten, glemmer hvilken effekt et sådant hævngerrigt træk har på de i mange tilfælde fælles børn.

Som en teenager sagde til mig engang:

• Min mor og far er blevet skilt, og nu er jeg blevet skilt ad. For de råber og skriger ad hinanden, og jeg skal hele tiden høre på, hvor dum eller åndssvag den ene eller anden er.
  Dette har jeg også hørt 9-årige børn sige.

Og selv om man har brug for at tage hævn,  så er dette lille indlæg en appel til ikke at smide den sunde fornuft ud med skilsmisseerklæringen.  Har I fælles børn, så vid at børn godt kan klare skilsmisser. Og deres odds for at blive hele mennesker senere hen, øges betragteligt, ifald man holder helt inde med anklager og bebrejdelser, hævntogter og giftiggrønne galdeudtryk. Udover at man rammer ekspartneren, rammer man børnene. Og det aspekt er en del af "regnskabet", som jeg inderligt håber, at de fleste forældre dog vil tage i betragtning.

Vær rimelig i en skilsmisse.

Gå ikke efter eksmanden eller ekskonen, men søg at finde rimelige forlig, så ingen går konkurs eller fallit, og så man også kan hilse på hinanden og drøfte børnenes udvikling og trivsel, selvom man ikke længere og ej heller igen kommer til at dele bord og seng.

Fortsat god og velsignet jul til alle.
Christel Sonne Rasmussen

Kategorier: Parterapi
Ingen kommentarer »