Manglende seksualitet i et parforhold er både en individuel og en fælles opgave

Parforhold og seksualitet.
Et parforhold er den relation i vores voksne liv, der rummer de største muligheder.

Med et parforhold har vi muligheden for at opleve fællesskab, tryghed, frihed, kærlighed, venskab, sårbarhed, krise, styrke, erotik og vækst. Og et parforhold er også den relation, hvor vi har mulighed for at udvikle os individuelt samtidig med at der foregår en fælles udvikling.

Det at indgå i et parforhold og at opretholde det, er samtidig det mest ambitiøse projekt i vores voksne liv.

• Ambitiøst fordi de forventninger vi har til os selv og partneren, og til de fælles mål, vi sætter, uafladeligt vil kunne forstyrres af virkelighedens underfundige aspekter.
• Et parforhold udfordrer vores evne til at være fleksible og kunne omstille os.
• Et parforhold udfordrer vores evne til at give mere af os selv, end vi havde regnet med, for at kunne glæde vores partner.
• Et parforhold udfordrer vores evne til at kunne håndtere at være i kontakt med vores partner i et nært og sårbart rum – og på samme tid kunne håndtere at strukturere en af og til nøgtern hverdag med praktiske gøremål, jobs og evt. børn.
• Et parforhold udfordrer vores evne til at tilgive, til at bære over – uden dog at glemme, at det er vigtigt ikke at udslette sig selv og sine egne behov.
• Et parforhold består jo som sådan af 3 elementer, om du vil. Nemlig dig, mig og vores parforhold.

Altså er et parforhold en spændende rejse, hvor to selvstændige mennesker tiltrækkes af hinanden og bygger et fælles rum op. Og for at et parforhold kan bevare den vitalitet og gnist, som blev oplevet i den første og smukke forelskelsesfase er det vigtigt, at hver part bevarer sig selv, så vi ikke bliver usynlige for hinanden og udelukkende glider ind i den fælles cirkel. For vi er forskellige og kan ikke tænke og gøre alt fælles. Kunne vi det, ville der ingen interaktion eller dynamik være.

Så hurra for forskelligheden. Og hurra for parforholdet.

Kommunikationen stopper – der åbnes op for at man bliver sårbar.
Men i de perioder, hvor kommunikationen går i stå i et parforhold,
hvor de sprøde sårbare stunder af den ene eller anden grund udebliver og hvor det at lytte, være og tilgive, læs: give til hinanden kun er noget, vi frustrerede drømmer om, råber vi ikke hurra for forskelligheden og ønsker måske vores parforhold væk og begynder at overveje separation. Da får vi den opgave i vores parforhold atter at finde gnisten og lade være at bebrejde den anden for, at vi ikke er lykkelige.
Når et parforhold/ægteskabet er i krise, spørger man tit sig selv, om man stadig elsker den anden.

Det er naturligvis et godt spørgsmål, men bør ikke være det eneste spørgsmål, der stilles. Kærlighed og tiltrækning er absolut en fin og nødvendig hjørnesten for et parforholds beståen, men ikke den eneste. Det at føle respekt og interesse og vekselvirkende kommunikation med udvikling for øje er hjørnestene, der også må fokuseres på.

Den faldgrube, som mange parforhold falder i – eller i perioder står på kanten af,

handler nemlig om, at vi gør vores partner ansvarlig for vores egen glæde og lykke. Det er her, at parforholdet er så stor en udfordring. For det, som parforholdet kan, er at det kan spejle enhver af vores egne skyggesider. Og solsider.

Vores partner kender vores svage punkter, og vi kender vores partners svage punkter, og hele balancen i et parforhold står og falder med, hvorvidt vi som voksne er i stand til at tage ansvar for vores egne følelser og forestillinger og undlader at bebrejde vores partner for, at vi er trætte, ulykkelige eller keder os i parforholdet.

Det er besnærende let i en kriseperiode at tro, at naboens græs er grønnere end vores eget. Dog er der så mange elementer i den fælles historie, som jo opbygges i ethvert parforhold, at vi må indstille os på at vokse – hver for sig og sammen, også når det er svært.

Hvis vi spørge os selv.
Det er tankevækkende, at hvis vi i stedet for at spørge os selv, om vi stadig elsker den anden, så kan vende blikket imod et andet lag i os selv og afklare hvad vil jeg give og hvad vil jeg have.

Disse spørgsmål er langt mere konstruktive og peger i to retninger. Dels ind i hver af parterne, der må reflektere over svarene, og måske vil opleve, at svarene ændrer sig over tid. Dels peger svarene også konstruktivt fremad ind i den fælles fremtid, Det kan godt være givende at opsøge en parterapeut indimellem, for at brushe op og finde – genfinde gnisten der mangler i et parforhold. For rejsen er spændende og har mange facetter.

Jeg mener personligt, at et parforhold er den mest intense udviklingsvej, vi som mennesker kan vælge.

Og selvom vi kan føle had, afvisning, smerte og irritation i vores parforhold, kan vi når vi individuelt som fælles arbejder på det, også opleve de store højder som enestående nærhed, blidhed, samhørighed og autenticitet.

Som parterapeut har jeg haft den ære at hjælpe mange par med at sætte deres parforhold i et nyt og beriget perspektiv.

Det gør jeg gerne igen… Du / I kan maile eller ringe, hvis I har brug for at komme ud af eventuelle fastkørte mønstre eller anden form for problematik i Jeres parforhold.

Vi ses.

7-års-krise

Til både det individuelle menneske og til dig/jer, der er i et parforhold, har jeg en anbefaling, i forhold til når I når 7 år i et forhold. Min anbefaling er præget af den gode indsigt: Man må stoppe op for at komme videre. Sagen er nemlig den, at det at stoppe op og lave et tjek på sig selv og sit parforhold er, hvad der giver mening. Ingen går upåvirkede igennem 7 år. Det er i denne forbindelse et problem, at man først stopper op, når krisen banker på – og krisen banker på, når den ene eller anden part oplever afvikling i en eller anden grad. Hvis der ikke er udvikling, er der notorisk afvikling. Da vi, som biologiske individer, er orienteret mod liv og vækst, vil en massiv afvikling skabe en stemning af, at ”nu er det tid til at gøre noget”. Gør vi ikke noget, overtager det negative momentum nemlig.

Hvorfor forholde sig til en 7-års-krise?

Hvis man undersøger udviklingspsykologien, vil man bemærke, at der er 7-års-faser i ethvert menneskeliv.

Vi gennemgår alle udvikling, fra vi er børn, til vi er unge, og fra vi er unge, og til vi bliver voksne. Det, at vi bliver voksne mange gange, kan man se i et tydeligt perspektiv, når man lægger 7-års-rammen ned over iagttagelsen.

Parforhold og 7-års-kriseJeg arbejder ugentligt med par, hvor 7-års-krisen har gjort sit indtog. Som par i en sådan situation er det afgørende, at man kan se krisen som det vendepunkt, den er. Det, at kunne se værdien i udvikling, bliver især vigtigt i de situationer, hvor forholdet påvirkes af, 1) at kvinden i 35 – 42-års-alderen befinder sig i en selvrealiseringsfase, hvor et øget behov for sig selv og at være tro mod egne behov er i spil, og 2) at manden i 49 – 56-års-alderen når til et punkt, hvor livskrisen omkring det at blive ældre sætter ind. Denne livskrise gør, at manden blandt andet kommer til at overveje, om han bor det sted, han drømte om at bo i, da han var ung, eller om han er gift med den kvinde, han drømte om, da han var ung – om manden i det hele taget laver det, han drømte om, da han var ung.

Ud over 7-års-krisen, der indikerer, at I skal kigge jeres mønstre, kommunikation og nærhed efter i sømmene, kan ovennævnte aldersparametre altså også spille ind. Der er altså god grund til at få lavet et tjek på jeres situation og forhold.

Tegn på 7-års-krise

Når den ene eller måske begge parter i et forhold føler, at man ikke trives eller på nogen måde vokser sammen, kan nogle af følgende tegn være i spil. Måske er gnisten væk. Måske er det erotiske liv præget af for megen almindelighed, kedsomhed, afvisninger eller manglende lyst. Det kan også være, at kommunikationen er for kritisk – at der er skænderier, diskussioner og i det hele taget manglende lyst eller overskud til at forstå den anden. Manglen på accept af hinandens forskelligheder er væk.

Flere årsager til, at man ikke trives som par, kan naturligvis også være uenighed om børneopdragelse. Den ene part er for hård, og den anden er måske for ”curlende” og for blød. Det kan også være, at den ene part er begyndt at interessere sig for andre eller andet. Dette kan komme til udtryk i form af øget aktivitet ud af huset, byture, koncerter og/eller aktiviteter med andre end partneren. Føler man, at man har ringe eller ingen lyst til at spørge ind til sin partner og dennes følelser og tanker, er det ofte også et dårligt tegn.

Som jeg fortæller ethvert par, der kommer her første gang, så har I jeres helt egen historie med jeres nuancer og jeres udfordringer. Vi begynder at skrive vores helt egen historie i det øjeblik, vi bliver et par.

7-års-krisen som en øjenåbner

Det, jeg agter at gøre, er at invitere dig og jer til at se 7-års-krisen som en øjenåbner. Jeg vil opmuntre jer til, at I både er arkæolog og arkitekt i jeres eget liv, og at I derudover får vækket nysgerrigheden for hinandens udvikling. Jeg hjælper jer med at skabe et overblik og få kastet lys på de negative mønstre, der skal skrues ned for, samt de positive elementer, der skal skrues op for.

Tænk 7-års-krisen som et korthus

Jeg råder jer til at se jeres forhold som et korthus – som et dronningekort og et kongekort, der har lænet sig op af hinanden grundet kærligheden, tiltrækningen og oplevelsen af, at sammen med hinanden er I mere hver især.

7-års-krisen får korthuset til at falde

Jeg ved, hvordan I kommer styrket videre. De to nøgleord er: Nær tilknytning og uafhængighed. Disse gør, at korthuset lægges bag jer, og at I i stedet følges ad som de voksne og voksende mennesker, I er.

Gnisten mangler i vores parforhold – ægteskab

Jeg har ofte par I parterapi, hvor den kvindelige part udtryk for, at hun ikke længere har følelser for partneren, og at hun ikke ved, om hun elsker ham mere.
At de så alligevel opsøger en parterapeut skyldes som regel, at der er børn og en lang og god fælles historie, som binder dem sammen.
Det er frustrerende for begge parter i et forhold, når den ene har mistet gnisten. Og som jeg har beskrevet i andre indlæg, er det at gnisten forsvinder et produkt af både høj belastningsgrad samt naturligvis aspekter i hver parts og i parrets historie. Der er nogle forskelle, der gør sig gældende, når gnisten er væk. Uden at generalisere for meget, vil jeg gerne give et par fingerpeg med hensyn til, hvad en manglende gnist handler om. Som sædvanligt krydrer jeg med nogle indlæg fra klienter, jeg har haft med dette tema igennem tiden.

Igen findes der ikke noget generelt svar, og alligevel vil jeg dog tillade mig at sige, at hvis der er en vilje til at bearbejde de perioder, der har været svære, og en vilje til fra begge parters side at bygge op og med respekt og interesse i at lære hinanden at kende og give fornyet plads til hinanden, ja så kan gnisten da sagtens vækkes.

Det, at en gnist “forsvinder” og derfor ikke kan mærkes, tænker jeg som et produkt af en høj belastningsgrad igennem længere tid.
Og at denne belastningsgrad ikke er ophævet eller bearbejdet, men at man bare er fortsat videre i hverdagens malstrøm med arbejde, børn, omsorg, fritidsaktiviteter osv. Især disse par spørger jeg om, hvor mange timer om ugen de bruger på deres kæresteforhold. Og tankevækkende nok nævner de generelt, at det vist ikke engang er værd at prøve at tælle disse timer op, for de er der ikke. Og en manglende gnist kommer jo derfor ikke af ingenting.

SÅ DE TEMAER, DER UVÆRGERLIGT VIL TAGES OP I EN BEHANDLING ER DERFOR:

• Hvordan nåede vi hertil?
• Hvad har været med til at fjerne Jer – bruge mindre tid på hinanden?
• Hvad ville føles som en åbning for dig?
• Hvad savner du?
• Hvad bebrejder du din partner for?
• Så jeg er jo en parterapeut, der tror på og arbejder for parret.

For mig er det uinteressant at arbejde med, hvis skyld det er, at man nåede hertil, hvor man er.

Langt mere interessant er det at undersøge, udrede og konstruktivt arbejde på at skabe de byggesten, der i en levende hverdag får følelserne og lysten til den anden frem igen.

Mand: 40 år:

Min kone er smuk. Min kone er tålmodig. Min kone er flittig og trofast. Jeg holder meget af hende, men jeg synes ikke, at hun er lækker. Og jeg tænder ikke på hende længere.

Vi har små børn, – det var svært at få dem, og vi var igennem et forløb, der ødelagde vores sexliv, da hormoner og insemineringer mv. gjorde sex til en pligt, fordi vi så gerne ville have børn. Og jeg ved ikke, hvad der er sket. Men jeg savner aldrig min kone, jeg har ingen lyst overhovedet til hende. Jeg har heller ikke lyst til sex med andre. Det er som om, at det med ømhed og intimitet er helt væk. Det er jo ikke normalt.

Jeg forstår ingenting, og det her ødelægger vores forhold, for min kone er i underskud og kan ikke holde ud, at jeg er fysisk fraværende og faktisk ikke orker at nærme mig hende. Egentligt ville jeg gerne bare have et par år, hvor vi kunne arbejde, spise, være sammen med børnene og sove, men det går jo ikke. Jeg er en stærk og vital mand og tænker på, om der mon er noget galt med mig.

Det er også lidt pinligt at snakke om, for når jeg mødes med mine mandevenner, holder jeg det simpelthen skjult, at jeg ikke har noget fysisk samliv med min søde kone, som jeg respekterer meget højt. Og faktisk også er stolt af.
Hjælp.

Kvinde, 45 år:

Når min mand nærmer sig mig, føler jeg ulyst i kroppen. Når han appellerer til berøring, ikke nødvendigvis sex, men bare et knus eller et kram eller at holde i hånden i sofaen eller i biografen, mærker jeg ingenting overhovedet. Og det synes jeg er meget mærkeligt.

VI har intense karrierer begge to, og jeg møder mænd på min arbejdsplads, hvor jeg godt kan mærke lysten til at flirte. Men jeg er ikke den utro type og ville aldrig gøre det. Men jeg har bare ingen lyst eller lidenskab til min mand mere. Nuvel, vi har kendt hinanden i over 20 år, og jeg kan se, at han er tiltrækkende og bliver ikke engang jaloux, hvis jeg ser kvinder, der ”filmer” med ham. Han er meget tålmodig og siger, at han sagtens kan give mig tid, til jeg finder gnisten igen. Men jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte. Og jo længere tid, der går, og nu er der gået et par år, så savner jeg det egentligt heller ikke.

Men det føles bare som om, at der er noget galt med mig. Og jeg har ikke lyst til at blive skilt, for vores familie fungerer virkeligt godt. Men helt ærligt… At leve resten af mit liv uden sex og begær virker jo også fuldstændigt langt ude. Er det ham, der skal gøre sig mere attraktiv eller er det mig, der er noget galt med? Jeg er på bar bund og vil godt gøre en indsats for at finde ud af, om følelserne og gnisten vender tilbage.

Når mænd mister gnisten:

For de fleste mænd, der mister gnisten, handler det ikke om deres kvinde, men om en frustration eller stress, der har med studium eller job at gøre. Fordi job er afgørende for mange mænds tilstrækkelighed og identitetsfølelse vil en stress eller følelsen af ikke at have det rigtige job, psykologisk lukke ned for overskud og lyst, og det er så her, at en del mænd registrerer, at gnisten er væk.

Det er dog forholdsvist sjældent for mænd, at gnisten er helt væk.
De fleste mænd har ikke så svært ved at tænde på lidt bar hud eller deres kvindes krop i brusebadet, men langt de fleste mænd kan finde svarene på, hvorfor gnisten er forsvundet, ved at afklare, om de trives i deres job eller studium og så gøre noget ved det. Ligeledes er nogle mænd, der er ledige, plaget af manglende gnist.

Forklaringen er den samme. Utilstrækkelighed og selvbebrejdelse og en dyb følelse af ikke at være god nok lukker for den gnistrende glæde og inderlige lyst.

Når kvinder mister gnisten:

Kvinder derimod er som i så mange andre af livets sammenhænge mere komplekse. De kvinder, der langt om længe erkender, at nu er lysten definitivt væk, nu er gnisten forsvundet, har gået med tanker og følelser i flere år, der har peget på, at de ikke trivedes. Flere har dog alligevel haft et intimt liv med deres mand, for kvinderne bebrejder sig selv, at de ikke er en god hustru eller kæreste, og forsøger at finde ud af, om gnisten mon ikke genskabes, hvis man prøver.

Men når de kvinder, der ikke mærker passionen, endelig vågner op og står ved, at de ikke føler nogen gnist til deres mand, går en længere opdagelsesrejse i gang. For disse kvinder bærer på skuffelser og frustrationer. Rækker af skuffelser og endeløse frustrationer over mandens manglende tilstedeværelse, for hård kritik af børnene, – at han har taget på og hun ikke længere er stolt over at gå ved siden af ham og skammer sig over ham, fordi han i festligt selskab har nedgjort hende. Kvinder, der ikke kommer ud med tingene, men bærer dem indeni og tit bliver nogle ”brokkerøve” har tendens til at miste gnisten.

For mig at se er det mangel på respekt, mangel på opbakning og støtte, for mange uudsagte skuffelser og konkret mangel på tiltrækning der er kvindernes grunde til at miste gnisten til deres mand.

Så nej, det er ikke kun manden, der skal gøre noget. Disse kvinder skal lære at komme ud med deres frustrationer på en konstruktiv måde uden at der skal dømmes for nøl, og disse kvinder skal lære at være mere ansvarlige for, at hvis de ønsker en forandring, så må de være tydelige og sætte i gang, i stedet for at brokke sig eller håbe på, at det bliver bedre.

Kvinder, der har mistet gnisten, må også finde ud af, hvilke sexuelle fantasier og drømme de har. Det kan være en stor overvindelse at finde ud af dette og få sat ord på, men det er vigtigt. Især i disse ”50 Shades of Gray”-tider.

Som skrevet andetsteds kan man gøre noget når gnisten mangler.
Men fokuser ikke alene på sexlysten eller sexlivet.
Det er blot her, at tegnet er blevet tydeligt.
Men generelt er det langt mere konstruktivt at arbejde på at forstå og tale om, hvorfor glæden dalede, for når vi er glade, får vi overskud. Når vi får eller genererer overskud, får vi lyst til at være sammen eller tilbringe tid sammen.

Og når glæden er en mærkbar tilstand igen for begge parter, sker det at gnisten kan mærkes igen. Ikke uden fokus og ikke uden indsats. Men hvis I begge gør en indsats, er der en vej at gå.

Krise i parforholdet – ægteskabet

Se en krise som mulighed for parforholdet – ægteskabet.
Når jeg sidder med par i samtale, har det ofte slået mig, hvor let det er at komme til at tale abstrakt og generelt om begreberne parforhold og ægteskab. Mine vidunderlige klienter siger i flæng: Mit parforhold fungerer ikke, mit ægteskab er på kanten af afgrunden, der er ingen gnist i vores parforhold – ægteskab osv. Jeg gør en stor indsats for at bryde disse lidt stive og indrammede begreber, for at nuancere opfattelserne. For det er forståeligt, at parforholdet eller ægteskabet ikke virker. Det er jo derfor, at folk kommer til mig. Men jeg ved, at det giver mere mening, når vi drejer samtalen ind på eksempler, der omhandler, hvordan gnisten er forsvundet i parforholdet – ægteskabet, og i hvilke situationer, det er tydeligt, at eksempelvis den ene eller anden part ikke føler sig erotisk tiltrukket af deres partner. Vi ved jo alle, at det er vores aktioner og reaktioner mellem hverandre, der gør, om vi føler, at vi trives med vores partner eller ej. Så derfor er det afgørende, at levendegøre og få øje på de processer, vi er i, netop for ikke bare at sætte en bundlinie, der hedder, at mit parforhold er gået i stå.

Er et parforhold statisk?
Et parforhold går ikke i stå og kommer ud i en krise. Et parforhold er nemlig kun rammen.
Det, der går i stå, eller det, der går i hver sin retning, er de to mennesker, der engang var fortrolige og elskende, og som nu bruger mere tid på at bebrejde og eventuelt trække sig fra hinanden end på at rose og anerkende hinanden for det, hver enkelt står for og det, som hver enkelt lever ud.

Begreber som parforhold, ægteskab, fællesskab, troskab, utroskab, jalousi og respekt kalder jeg nominaliseringer.
Og disse ovennævnte nominaliseringer eksisterer således kun, fordi der er to mennesker, der indvirker på hinanden.

Altså drejer det sig ikke om at give et parforhold eller et ægteskab en chance, men om at give hinanden en chance.
Om atter at gøre sig tolerant og interesseret i at forstå de signaler, som vores partner sender og selv at tage det ansvar det er at gøre konkrete tiltag for at få en større følelse af at høre sammen med sin partner igen.

Udfordringen ved at tænke i nominaliseringer er derfor at gøre sig klart, at alting kan ses fra flere vinkler.
Når et par oplever, at de har en krise, eller at parforholdet er i krise, ja så bliver vi jo som mennesker udfordret med hensyn til, om vi vil tage udfordringen op. Mange ved, at det kinesiske skrifttegn for krise er det samme skrifttegn for ordet mulighed. Det er den enkleste måde at sige på, at hver gang vi føler, at en tilstand er kritisk og fører os til tilstande, vi ikke kan holde ud eller ikke kan håndtere, ja så er det op til os selv at afgøre, hvilket fokus vi vil have. Og jeg ser det som afgørende, at der vælges et fokus. Og er ret sikker på, at jeg med ovenstående signalerer, at jeg mener, det er afgørende at give sig selv og hinanden den chance at se krisen som en mulighed.

Til det bedre
Jeg har oplevet, at selv utroskab har kunnet føre til, at et par tog udfordringen op og fik det så tæt som aldrig før. Jeg har oplevet, at et par, hvor fortielser havde været dagens orden, fik øjnene og ørerne op for, at det at kommunikere, som jo er både at lytte og tale, åbnede hele deres verden for dem. Og netop fordi fortielserne havde været så anstrengende, motiverede det parret til at kommunikere. Jeg har oplevet, at par, der har holdt pause fra hinanden, har opnået mere tryghed, nået nye og større højder, netop fordi pausen viste dem, at de nu savnede hinanden så meget, og at det at være fra hinanden havde gjort, at det pludselig var muligt at se ind bagved hverdagsattituderne og atter tage kontakt med den dybde, som alle mennesker har. Og for lige og sige lidt mere om det med gnisten. Det her med, at den ene part siger, at de ikke længere har følelser over for deres partner, men mere ser deres partner som deres bedste ven. Og at den ene så overvejer at skilles, fordi forelskelsen skal være der.

Skal forelskelsen være der? Spørger jeg.
Jeg synes så absolut, at det er en naiv og typisk vesteuropæisk og amerikansk tankegang at tro, at vi kan være evigt forelskede i vores partner. Dette forelskelses-trip mener jeg ikke er menneskeligt muligt. Jeg kender ingen, og det er måske så min begrænsning, der efter adskillige år stadig er lige forelskede. Snarere oplever jeg, at den erotiske tiltrækning kan være stærkere og svagere i perioder. Det synes jeg er helt naturligt. Men jeg møder mange, der oplever det som en fejl ved deres parforhold, hvis deres partner “kun” er den bedste ven.

Loyalitet og fortrolighed.
Det har vakt mange tanker i mig at reflektere over dette.
Enhver må naturligvis definere ud fra tanker og følelser, hvad der er rigtigt for den enkelte, men min oplevelse er nu stadig, at når mennesker har et venskab med gensidig respekt, loyalitet og fortrolighed, ja hvad er det så, der gør, at dette skulle binde mindre sammen end hvis der altid skulle være en erotisk gnist, der sprang, hvis ikke også der er tyghed i parforholdet tryghed i ægteskabet, eller engang imellem er plads til kærestetid med hinanden. Og jeg har nok forskrækket eller overrasket nogle stykker i tidens løb med at bede den person, der mangler forelskelsen, når jeg har spurgt vedkommende : hvad er det, du udstråler, som gør, at din partner skulle være evigt forelsket og derfor erotisk tiltrukket af dig? Derfor er min opfordring altid at bryde det købmandsregnskab, som mange går med indeni. Et købmandsregnskab, der handler om, at jeg ændrer mig, når min partner har lavet om på dit og dat. Det er jo ikke kærlighed. Kærlighed er, ganske enkelt sagt at give til og tilgive. Uden betingelser. Uden at den anden part skal starte med at gøre en forskel. Det er kærlighed, og det er venskab, og det er forelskelse. Når vi giver ubetinget og betingelsesløst.