Synshandicap
3.1 Definition
For at kunne definere begrebet synshandicap, tager man udgangspunkt i det normale syn.
Den normale synsstyrke defineres som 6/6, og det normale synsfelt som 180 grader, når begge øjne er åbne.
Svagsynet eller moderat synshandicappet kaldes en person, hvis synsstyrken er mindre end eller lig med 6/18 (1) på bedste øje og med bedste brille, men bedre end 6/60. (2).
Socialt blind eller alvorligt synshandicappet kaldes en person, hvis synsstyrken er mindre end eller lig med 6/60 på bedste øje og med bedste brille.
Praktisk blind kaldes en person, hvis synsfeltet er maksimalt 10 grader på bedste øje. Det gælder ligeledes, hvis synsstyrken er 6/18 eller derunder og synsfeltet samtidig er 20 grader eller derunder. Totalt blind kaldes en person, der kun kan skimte lys eller slet ikke har lyssyn.
3.2 Population
Årsagerne til svagsynethed og blindhed har ændret sig gennem de seneste 10-15 år i de skandinaviske og andre industrialiserede lande, hvilket har medført en ny population af synshandicappede børn. Populationen er således, at 10.9/10.000 fødte børn (3) er synshandicappede. 85 % af disse børns synsskader relateres til for tidlig fødsel. (4). Ud af denne gruppe er 96 % af lidelserne af cerebral og visuel karakter i kombination. Disse lidelser skyldes skader i den bagerste synsnervebane og hjernen, hvorfor der tales om multihandicappede børn, hvor det er vanskeligt at afgøre, om blindheden er et primært eller sekundært handicap. De tilhørende lidelser for denne gruppe er af enten motorisk, mental og/eller auditiv karakter. Denne udvikling er dramatisk og skaber et nyt panorama.
I kontrast hertil er fuldbårne børn med synsnedsættelser på grund af skader i den forreste del af synssystemet bærere af de rent okulære lidelser som medfødte nethindesygdomme, medfødt grå stær og medfødt cancer i øjet. Disse sygdomme er nu på grund af fosterdiagnostik og kirurgi blevet relativt sjældne, og disse børn har en helt anderledes udviklingsprofil end førstnævnte gruppe. (5).
^ ⇑ ^Bemærkninger
Ingen.
^ ⇑ ^Fodnoter
- 1.)
- Med brøkerne 6/18 og 6/60 menes, at hvad en normaltseende person kan se på hhv. 18 og 60 meters afstand, kan en svagtseende se på 6 meter.
- 2.)
- Kilde: WHO definition 1994, indhentet hos Videnscenter for synshandicap, maj 2003.
- 3.)
- Ek, Ulla: Children with visual disorders, Stockholm, 2000, s.2
- 4.)
- Med for tidlig fødsel menes: fødsel inden 37 svangerskabsuge. 5 procent af børn i industrialiserede lande fødes for tidligt. Kilde: Ulla Ek, s.2.
- 5.)
- Ulla Ek. Siderne 2 - 6.
Frem til næste afsnit eller tilbage til hovedsiden: Børns moral og moraludvikling
Frem til: Synet og hjernen
Tilbage til siden: Blindhed og kognitive strukturer. (Her kan den samlet opgave også hentes som download i Word (.doc) eller som pdf fil.