SONNERASMUSSEN.DK

Christels blog

Af terapeut Christel Sonne Rasmussen

Benægtelse og retfærdiggørelse.

Jeg bliver som parterapeut af og til spurgt om, hvordan det kan være, at en person, der har været sin partner utro, ofte benægter, også selv om der foreligger beviser som sms-beskeder, mails og “vidneudsagn”.

Der er meget at sige om dette emne, og da jeg for nyligt har fået et indlæg på min weblog desangående, vil jeg kort berøre emnet benægtelse og retfærdiggørelse.

De allerfleste mennesker har en moralsk opfattelse af, at det er forkert at være deres partner utro, og at det er forkert at lyve, bedrage mv. de gode moralbegreber om, hvad der er rigtigt og forkert er med til at skabe samvittighed, og når vi som mennesker overskrider vores egne moralbegreber, eller ser, at andre overskrider moralbegreber, reagerer vi som oftest med dårlig samvittighed eller vrede/indignation.
Hvilket er godt og sundt.

For vores samvittighed, og også den, der kaldes dårlig samvittighed, skulle gerne være en indre lærer, der er med til at huske os på, at vi må leve i overensstemmelse med, hvad der er rigtigt og forkert, både for vores egen skyld, men så sandelig også i forhold til en partner eller en anden nær relation.
Hvad er det så, der gør, at nogle mennesker er deres partner utro, og enten ikke angrer, og som i nogle tilfælde decideret benægter deres handlinger og forsøger at få partnerne til at tro, at denne er helt forkert på den?

Når en utroskab har stået på i et stykke tid, og det er lykkedes at hemmeligholde den, ja så giver det jo sig selv, at den utro part må splitte sig lidt – eller meget – op, for at kunne leve i dette dobbeltliv. Denne indre splittelse er det, der nogle gange gør, at et menneske der konfronteres fra partnerens side, benægter. På grund af, at den utro part fortrænger sin utro adfærd i alle de situationer, hvor 3. part ikke er der. Mange, der er utro, retfærdiggør også deres adfærd, for ellers kan de ikke leve med sig selv, og det betyder, at de tit kategoriserer det, der sker med 3. part, som “det betød jo ikke noget”, “det var bare som en god fantasi under bruseren”, “jeg lagde jo ingen følelser i det”, “det gik jo ikke ud over nogen”, “det skete bare, og så var det ikke til at stoppe”, “jeg har aldrig tænkt, at det skulle udvikle sig”, “vi var begge enige om, at det ikke skulle tage overhånd, for ingen af os ønskede skilsmissebørn” mv., og på disse og lignende måder retfærdiggør mange en utro adfærd og opretholder den også tit.

Så når man som partner til en utro partner opdager bedrageriet og så oven i købet møder benægtelser, skyldes det som regel, at der enten ikke er dårlig samvittighed, hvilket handler om en evt. lidt eller meget forvrænget moral. Det kan handle om, at personen har splittet sig så meget op, at man i en konfrontationssituation ikke vil identificere sig med den side af sig selv, der har været utro.

Det kan også handle om, at retfærdiggørelsen og et behov for en god selvopfattelse, som “jeg er da et godt menneske” bevirker, at man ikke vil stå ved sine handlinger.

Det er for nogle befriende let at have en retfærdiggørelse, der handler om, at “det var den andens skyld, at det kom så vidt”, og “eller at der også er en beskyldning om, at “man var presset ud i det, for di man ingen kærlighed fik derhjemme”. En kombination af ikke selv at tage ansvar og dermed holde fast i, at det var andre faktorer eller personer, der var skyld i, at man var utro, kan også være med til at skabe dette forvrængede spind, så man benægter og fortier i forbindelse med utroskab.
Mange, der har været utro, har svært ved at håndtere, at de bliver konfronteret med, at de lyver.

Jeg har adskillige gange oplevet, at der florerer en ret stærk overbevisning om, at det at fortie ikke er det samme som at lyve.

Min mening er dog, at det at fortie kendsgerninger, er en slags løgn. Og at løgn og uærlighed ikke er bæredygtige elementer i et parforhold.

Det er endnu en slags retfærdiggørelse, der handler om, at “hvad man ikke ved, har man ikke ondt af “, og det kan indimellem undre, at det lykkes at undertrykke den dårlige samvittighed så meget, at man i lange perioder kan have forhold kørende ved siden af sit ægteskab/parforhold.

Naturligvis er der også en helt og mere alvorlig kategori, der handler om, at mennesker som benægter eller har deres helt egen virkelighedsopfattelse, må kategoriseres som personlighedsforstyrrede. Men denne diagnose må en psykolog/psykiater stille, hvorfor jeg ikke vil berøre denne kategori her.
Der er ufatteligt meget at sige om dette emne. Jeg har kun berørt temaerne ganske let, men skriv et spørgsmål på webloggen, hvis der er noget, du ønsker belyst.

Hilsen
Christel sonne Rasmussen

Af Christel Sonne Rasmussen - 19 mar, 2006

Læs mere i samme kategori:

Tjekliste

Denne tekst skriver jeg, i den periode i Danmarkshistorien, hvor landet er i en form for undtagelsestilstand, grundet Corona-virus.
Jeg har en fornemmelse af, at det vil berøre mange par og familier, når mange opholder sig mere hjemme og er mere sammen.
Jeg tror, at det blandt andet betyder, at det bliver mere tydeligt, hvordan du og I har det sammen, når alt kommer til alt.

Når din partner er konfliktsky

Har du hørt nogle af disse udsagn ? –eller kender du stemningen, der opstår, når følgende udsagn udtales: Hvorfor går du, hver gang der er optræk til konflikt?

Du opfører dig som Rasmus Klump, – du opfører dig som om at hvis vi bare spiser pandekager eller tager en kop kaffe, så kan alle problemer bare skubbes ind under gulvtæppet.

Man kan altså ikke komme igennem livet med tavshed eller overfladiskhed.

Kan du ikke forstå, at jeg bliver træt af dig og vred, når du aldrig tager initiativ til noget nyt og altid bare spørger, hvad jeg har lyst til.

Du pleaser så meget, at jeg bliver dominerende og strid, for din selvudslettelse er anstrengende. Forstår du ikke det?

Når jeg har brug for, at vi snakker noget igennem, udskyder du det. Jeg magter ikke, at du tror, at tingene løser sig på den måde.

Jeg keder mig sammen med dig. Det hele er så forudsigeligt og hyggeligt.

Parforholdet og manglende seksualitet

Parforhold og seksualitet.
Et parforhold er den relation i vores voksne liv, der rummer de største muligheder.

Med et parforhold har vi muligheden for at opleve fællesskab, tryghed, frihed, kærlighed, venskab, sårbarhed, krise, styrke, erotik og vækst. Og et parforhold er også den relation, hvor vi har mulighed for at udvikle os individuelt samtidig med at der foregår en fælles udvikling.

Læs forrige indlæg:
Læs næste indlæg: