SONNERASMUSSEN.DK

Christels blog

Af terapeut Christel Sonne Rasmussen

At sætte grænser – Hvor går grænsen?

At sætte grænser – Hvor går grænsen, om og kunne sige til og fra.

Siden jeg startede i 1990erne, har temaet ”at sætte grænser” altid været aktuelt.

Jeg møder flest kvinder, der har det at sætte grænser som et primært tema, men også mange mænd og i de senere år har mange unge mennesker, behov for hjælp til at kunne sætte grænser, turde sætte grænser og finde egne og virkningsfulde måder at sætte grænser på. For vi kommer ikke udenom, at vi i sociale relationer udfordres på vores grænser.

Jeg har bemærket den udvikling, at hvor det i 1990erne handlede om at blive bedre til at sige nej og sige fra, nu i langt højere grad handler om at bevare kontakten med sig selv, sin egen integritet og at kunne navigere ud fra et indre værdisæt og ikke lade sig overmande af andres meninger, uanset om disse kommer via Facebook, TV-stjerner og egne relationer, nære som perifere.

Hvorfor er det et problem for mange at sætte grænser eller sige til eller fra?

Det er jo ikke at sige ordet nej, der er farligt. Det er jo ikke at sige sin mening højt, der er farligt. Det er ej heller at sige ja til sin egen lyst eller behov, der er skræmmende. Der er naturligvis adskillige bud på, hvorfor mange undlader eller undviger at sætte grænser. Jeg mener, at grunden er, at det for de fleste mange gange er uoverstigeligt at tænke på og forholde sig til de følelsesmæssige reaktioner, der opstår, når man overvejer” hvad nu hvis nogen bliver sure/kede af de/sårede – og/eller: hvad nu hvis jeg bliver afvist eller nedgjort, hvis jeg siger min mening eller gør det, jeg selv har lyst til.

Det er den frygt, der gør, at mange tilpasser sig, undlader at markere, ikke siger til eller fra, og det har mange personlige konsekvenser.

Behov og grænser.

For har et menneske lige siden opvæksten tilpasset sig og mange gange derfor signaleret venlighed og hjælpsomhed, udvikler dette menneske sjældent evnen til at mærke egne behov og egne meninger. Og på et eller andet tidspunkt, begynder virkeligheden så at banke på. Måske udvikler man stress, fordi man ikke kan nå at indfri andres behov, eller fordi man er blevet konfliktsky og bærer rundt på konflikterne indeni. Måske bliver ens mindreværd så udtalt, at man udvikler selvdestruktive tendenser som cutting, spiseforstyrrelse, overforbrug af medicin, alkohol eller stoffer. Måske oplever man gang på gang at møde mennesker, der snyder, udnytter eller bedrager en. Måske udvikler man en overdreven frygt eller angst, fordi man ikke kan overskue at markere, sige nej og stå ved sig selv osv.

Jeg oplever, at klienter der kommer til mig, med nogle af ovennævnte tendenser tit ikke ved, hvornår det startede, det her med at tvivle på sig selv, udslette sig selv, have generel angst eller at til trække mennesker, der slider på en….. det er lidt ligesom at have lidt ondt i ryggen og så at leve med det, og gradvist bliver spændingerne værre, men hvornår startede det egentligt ?

Det er det opdagelsesrejse, man må ud på, for igen at kunne komme i kontakt med, hvad man selv har brug for – uden at man derigennem opfatter sig selv som en egoist eller et dårligt menneske. For vi har alle behov, naturligvis fysiske af slagsen, men især har vi personlige behov, der er der, og som bliver tydeliggjort i relation til andre mennesker. Vi har behov for at være alene, behov for tryghed i sociale relationer. Vi har behov for at kunne udtrykke os uanstrengt og gøre vores mening gældende. Vi har behov for at have indflydelse. Vi har behov for at føle, at vi har en værdi. Vi har behov for forandring. Og mange af disse behov indfries kun i relationer og sociale sammenhænge. Derfor er det så absolut vedkommende, at vi styrkes i at kunne mærke, hvad vi har brug for, og så sandelig også mærke, hvad vi ikke har brug for. For det er jo her, at det at sætte grænser kommer ind i billedet.

Når vi kritiseres eller knap bydes velkommen hjem af en ægtefælle, må vi sætte grænser. Når vi løber rundt, køber ind, laver mad, gør rent, skifter sengetøj og sikrer at alle i familien har gode rammer, men føler at vi bliver taget for givet, må vi sætte grænser. Når vores grænser overskrides fysisk, enten af andre eller os selv, må vi begynde at forholde os til, hvornår er det nok.

Tegnene.

De fleste kommer til mig, når de er hårdt pressede på deres grænser.

Det kan være alt fra tegn som en nedgørende partner, en usund økonomi, provokerende teenagere, ligegyldige og nedladende kolleger, angst for nye situationer/mennesker osv., der bliver startskuddet til at vende blikket ind ad og mærke efter, hvor egne grænser går, og hvad ens grundlæggende behov er.

Især kvinder, der er meget irriterede – og som jo desværre så ofte kaldes hysteriske, er kommet væk fra deres egne grænser og værdier og navigerer rundt i et kaotisk farvand. Vrede er nemlig ofte en følelse der dækker over, at der er noget, vi har brug for, som vi ikke kan få inden for rækkevidde. Men i stedet for at mærke efter og vurdere, hvad vi har brug for og skabe indflydelse eller insistere på dette, fylder irritationen mere og mere, og det går som regel ud over de forkerte.

Så: når vi råber af børnene, kritiserer ægtefællen, bander over vaskemaskinen, brokker os over småt og stort, føler lede ved os selv, synes at livet er en evig kamp, ikke stoler på at vi kan stole på nogen som helst, bliver deprimerede/stressede/ængstelige, ja så er tiden inde.

Til og finde sporet igen.

Og en af vejene bliver helt klart, at komme i kontakt med egne behov, så man kan mærke og vurdere, hvornår noget er for lidt eller for meget, kunne reagere konstruktivt på dette – og i mange tilfælde vil det betyde, at man sorterer både i holdninger, reaktioner og relationer.

Men det er sliddet værd.

Det kan have for høj en pris at være flink som eneste vandmærke.

Og

Det kan have for høj en pris at opleve, at man slet ikke har styringen med sit liv længere, men har givet det fra sig til andre / omstændighederne.

Fat mod. For der er håb. Men vid., at når noget eller en relation, er for indviklet, så find din vej til at vikle det ud.

Psykoterapi og coaching er geniale metoder.

Hilsen,
Christel Sonne Rasmussen.

Af Christel Sonne Rasmussen - 14 feb, 2011

Læs mere i samme kategori:

Tjekliste

Denne tekst skriver jeg, i den periode i Danmarkshistorien, hvor landet er i en form for undtagelsestilstand, grundet Corona-virus.
Jeg har en fornemmelse af, at det vil berøre mange par og familier, når mange opholder sig mere hjemme og er mere sammen.
Jeg tror, at det blandt andet betyder, at det bliver mere tydeligt, hvordan du og I har det sammen, når alt kommer til alt.

Når din partner er konfliktsky

Har du hørt nogle af disse udsagn ? –eller kender du stemningen, der opstår, når følgende udsagn udtales: Hvorfor går du, hver gang der er optræk til konflikt?

Du opfører dig som Rasmus Klump, – du opfører dig som om at hvis vi bare spiser pandekager eller tager en kop kaffe, så kan alle problemer bare skubbes ind under gulvtæppet.

Man kan altså ikke komme igennem livet med tavshed eller overfladiskhed.

Kan du ikke forstå, at jeg bliver træt af dig og vred, når du aldrig tager initiativ til noget nyt og altid bare spørger, hvad jeg har lyst til.

Du pleaser så meget, at jeg bliver dominerende og strid, for din selvudslettelse er anstrengende. Forstår du ikke det?

Når jeg har brug for, at vi snakker noget igennem, udskyder du det. Jeg magter ikke, at du tror, at tingene løser sig på den måde.

Jeg keder mig sammen med dig. Det hele er så forudsigeligt og hyggeligt.

Kærligheden og individualiteten skal plejes i parforholdet.

Jeg havde for nogle år siden et par I terapi. Afvigende fra mange andre par, havde dette par stor tillid til hinanden.

De kunne snakke om alt, og der havde ikke været utroskab, arbejdsløshed, tab i nær familie, flytning eller andet, der umiddelbart kunne vippe deres balance. Parret havde 3 børn, der alle trivedes i skole og børnehave, så som de selv sagde der var umiddelbart ikke noget, som var grunden til, at de havde det dårligt med hinanden i længe perioder ad gangen.

Læs forrige indlæg:
Læs næste indlæg: