8 Diskussion
Med disse begrebspar i hånden har pædagogen et fingerpeg om dels værktøjerne feedback, feedforward og refleksion samt de mekanismer og den energi, der er i spil i en læringsproces. Både for pædagogen selv og for den klasse, læringen ønskes igangsat i.
Jeg er vidende om, at dette kun er en model, og at alle modeller har deres begrænsning (20.). Derfor mener jeg, at modellens elementer bør tilføres sund fornuft. Kombineret med sund fornuft, fødderne på jorden og hjertet på rette sted, mener jeg, at nogle af de abstrakte vendinger bliver mere håndterlige.
De forfattere, jeg har valgt at tage med, har alle peget på, at man som pædagogisk praktiker må lade refleksion og praksis gå hånd i hånd i en virksom vekselvirkning (21.). Jeg er enig med dette, men tænker også, at den pædagogiske praktiker ikke kan gøre det alene. For overhovedet at kunne løfte denne pædagogiske arbejdsbyrde, som jeg ser det er, at forene et alment og særligt felt og at styrke hver elevs særlige kompetencer, er det nødvendigt, at pædagogen har et team, hun fagligt kan tale og reflektere med. , og jeg tænker, at en af de sværeste opgaver kan være at finde nogle mentorer, der har trådt nogle af disse skridt i forvejen og som kan supervisere praktikeren. Min opfattelse er, at selvom læringsprocesser er dynamiske og ikke lineære, tænker jeg, at den pædagogiske praktiker må være godt forankret i sig selv for at kunne fastholde en interesse og engagement for at håndtere forståelsen af såvel et handicappet barns selvkompensatoriske kræfter, have øje på en fælles tredjedel, at kommunikere kongruent og gøre en forskel, der gavner såvel det inkluderende miljø som den enkelte elev.
Fra sidelinien er billedet som nævnt flere gange farvet af kompleksitet, og jeg har i min egen undervisningsmæssige proces nu, hvor jeg har kendskab til bl.a. virksomhedsteorien tænkt, at det er afgørende at bevare den sunde fornuft og så starte med at kunne spænde over nogle enkle parallelle processer. Det lyder en kende banalt, men min egen ”tommelfingerregel” er, at jeg i min undervisningstilrettelæggelse tænker, at ”vejen er målet” og ”målet er målet”. Derpå har jeg så arbejdet med den dramaturgiske selvfremstilling for at være til stede og en slags forbillede for mine egne elever. Jeg ved, at de undervisere, der siger ja til et synshandicappet barn i klassen, får tilbudt kurser på Refsnæsskolen i Kalundborg (22.), hvor de på egen hånd med bind for øjnene får lov i en uge at opleve, hvordan det er ikke at kunne se. Der er mange lærerige aspekter i den metode, men jeg ser også en fare ved at skabe et meget stærkt fokus på den særlige elev.
Og jeg mener, at engagementet er nødvendigt, men også at bevare sin neutralitet, nøgternhed om du vil, for ikke at stirre sig blind på det praktisk temmelig besværlige liv, som en blind elev fører.
^ ⇑ ^Bemærkninger
Ingen.
^ ⇑ ^Fodnoter
- (20)
- Bateson, Gregory (1990)Hvor engle ej tør træde, Rosinante. Denne enkle sandhed er jeg blevet gjort opmærksom på af Gregory Bateson i kapilet modellen, s.44-57
- (21)
- Schoen, Donald(2000)Den reflekterende praktiker, Klim. Her beskriver selve titlen og alle bogens kapitler, hvor refleksion må være en absolut integreret del, uanset om man er pædagog, ingeniør, musiker m.m.
- (22)
- Refsnæsskolen i Kalundborg er en døgninstitution og kostskole for synshnadicappede elever. Der er en speciel kursusafdeling for bl.a. pædagogiske praktikere, der beskæftiger sig med synshnadicappede børn. Oplysningen er hentet fra Videnscenter for Synshandicap, København, decemer 2003.
Frem til næste afsnit eller tilbage til hovedsiden: Det alme og det særlige
Det almene og det særlige (Her kan den samlet opgave også hentes som download i Word (.doc) eller som pdf fil.)