6.2 Underviserens rolle og opgaver i arbejdet med en fælles tredjedel
I arbejdet med den sproglige opmærksomhed og brugen af kommunikationen som bindleddet med intention omsamarbejde, forståelse og accept, mener Preben Kierkegaard, at det er lige så vigtigt at være opmærksom på det ikke-intenderede, de nye og ufuldstændige tanker, der hele tiden opstår i kølvandet på kommunikation.
Udover at have øje for intention, handling og virkning er det professionelle udgangspunkt at organisere den fælles sag på en sådan måde, at bestemte værdier, interesser, indsigter og normer fremmes på baggrund af pædagogens personlige engagement. Dette personlige engagement forudsættes via Kierkegaard at være der fra begyndelsen, men igen skal man huske på, at underviseren befinder sig i en dynamisk proces, hvor engagement atter kan videreudvikles ved at være sammen med eleverne, få indsigt og spille egne indsigter ind i det kommunikative felt.
Det relevante i denne sammenhæng, at underviserens intention skulle forhindre dominansen af egocentriske og magthierarkiske relationer i grupper. Underviseren må være særlig opmærksom på at udvikle grupper, der er præget af gennemskuelighed, hjælpsomhed og synliggørelse af forskellighed med henblik på at anvende denne forskellighed til løsning af fælles opgaver.
Dette betyder, at underviseren må have en professionel færdighed i at vurdere, hvilket indhold, der kunne tænkes at fremme ønskelige og bestemte socialt acceptable normer, interesser og værdier. Organiseringen af indholdet skal fremme kvaliteten og kunne differentiere de sociale relationer og opbygge et socialt fællesskab. Dette vil bevirke, at eleverne bliver synlige for sig selv og hinanden.
Er den fælles tredje at opbygge en kultur, hvor alle træner i sprogligt at beskrive egne sindstilstande og oplevede aktiviteter fra dagligdagen, og hvor det er tilladt at give udtryk for følelser og tanker, vil dette kunne opøve elevernes moralske sensitivitet over for andres ret og interesser.
Det at pege på med sproget har også den intention at det er vigtigt at kunne kende sig selv og hinanden for at have et højt tryghedsniveau, hvilket også gavner evnen til at indlære fagligt. Fælles oplevelser som ekskursioner, hvor der skal løses fælles opgaver, vil også være et gavnende pædagogisk tiltag, fordi alle børn vil opleve, at man har brug for hinanden i løsningen af opgaver og hermed er tvunget udi at få øje på og benytte sig af de kvaliteter, som andre indeholder.
Sagt ligeud giver et arbejde omkring en fælles tredjedel noget at snakke om og noget at forholde sig til, og disse forhold skulle gerne forhindre, at det ikke bliver mere eller mindre tilfældige magtforhold, der dominerer grupperne i klassens sociale interaktion.
Pædagogen er selvkorrigerende, for alting kan altid blive anderledes end det, der var planlagt. Kommunikationen er forståelseskontrollen i den fælles tredje, da forståelse bliver det begreb, der kan optimere forholdet mellem intention, handling og virkning.
Det kræver evne til at organisere kommunikationen i en kompleks social struktur. Professionalismen er også at kunne forholde sig analytisk til den indholdsmæssige intention og de utilsigtede virkninger, med henblik på at udvikle den enkeltes interesse og kommunikative kapacitet.
^ ⇑ ^Bemærkninger
Ingen.
^ ⇑ ^Fodnoter
Frem til næste afsnit eller tilbage til hovedsiden: Det alme og det særlige
6.3 Underviserens dramaturgiske selvfremstilling
Det almene og det særlige (Her kan den samlet opgave også hentes som download i Word (.doc) eller som pdf fil.)