3 Nyt syn på pædagogik
Udover I Pædagogikkens Treklang (2.) beskriver Niels B. Hansen de to retninger: pædagogisk realisme og pædagogisk idealisme. To retninger, der ifølge Hansen, har domineret det pædagogiske landskab. Pædagogisk realisme dækker metaforisk talt over pædagogen som pottemager, da barnet her ses som en klump åndelig ler, der kan formes udefra. Den pædagogiske idealisme dækker over pædagogen som gartner, der nænsomt kan tage vare på og nære omsorg for den plante, der har ressourcerne i sig og blot skal hjælpes til at udvikle disse. Hansen gør op med disse opfattelser og inviterer til at træde ind i et nyt landskab, hvor pædagogik ses som kommunikation, og hvor pædagogen benytter viden fra lærings- og kommunikationsteorier som bl.a. feedback og kalibrering (3.) til i virksom vekselvirkning med de implicerede aktører i systemer, både at virke, reflektere og være åben for justering af egne tiltag.
Bente Jensen lægger sig i ”Kompetence og pædagogisk design” (4.) op af Hansens invitation til at træde i nyt landskab. Hun omtaler, hvordan det at fokusere på kompetencebegrebet, hvor hun definerer kompetencer som ”menneskelige ressourcer på et fagligt, socialt og personligt plan” kombineret med etiske overvejelser bør blive en del af pædagogisk tænkning og gøren. Pædagogen indbydes til at gøre sig kompetent i bredden som dækker over at være orienteret mod de krav, som livet i et højmoderne samfund stiller og udvikler. Kompetencer i dybden ses som det personlige aspekt, som den enkelte må udforske og udvikle. Den ramme, der understøtter denne kontekst, er Giddens bud på den livslange læring og livslange identitetsdannelse (5.).
Med disse bud på et nyt syn på pædagogik synes jeg, at vi står et andet – og bedre – sted end pottemageren eller gartneren. Men også et mere komplekst sted. Jeg ser, at tiden er kommet, hvor man som pædagogisk praktiker må nyorientere sig og tænke sig selv som en del af systemer og må dygtiggøre sig til at kommunikere, afprøve og handle i en vekselvirkning. Det kræver, som jeg ser det, at pædagogen personligt indstiller sig på at lære om sig selv og egne følelser, værdier og meninger, og idealiseret sagt til stadighed er parat til i processer at have en åbenhed for at forkaste, og revidere. Kompleksiteten stiger, når disse parallelle processer samtidig må opfylde den pædagogiske opgave at have øje for de børn, der i vores daginstitutioner skal udvikles, anerkendes og styrkes i en dannelsesproces.
^ ⇑ ^Bemærkninger
Ingen.
^ ⇑ ^Fodnoter
- (2)
- Hansen, Niels Buur (2000) Pædagogikkens Treklang, Gyldendal, s.5-25.
- (3)
- Se Pædagogikkens Treklang, og Bateson,Gregory (1990) Hvor engle ej tør træde, Rosinante, kapitlet ”Modellen . Her beskrives Batesons læringshierarki, hvor feedback og kalibrering er to væsentlige elementer
- (4)
- Jensen, Bente (2002) Kompetence og pædagogisk design, Nordisk Forlag
Frem til næste afsnit eller tilbage til hovedsiden: Det alme og det særlige
Det almene og det særlige (Her kan den samlet opgave også hentes som download i Word (.doc) eller som pdf fil.)