1. Indledning
I sin bog Uddannelseskulturen (1.) lægger Bruner en metaforisk ramme ned over sit mangeårige virke. Han fortæller, hvordan han ser sig selv som en ræv, der med tæft og hurtighed har bevæget sig vidt omkring og afsøgt mange store områder. Han konstaterer da også, at hans store tværfaglige viden gør, at han mener, at der ikke findes én model, der dækker børns tænkning og læring og ej heller én model, der rummer børns mangeartede forskelligheder. Dog kommer han med et hjertesuk og kunne ønske sig også at være som pindsvinet, der grundigt snuser sig frem og grundet sin langsommelighed nøje og omhyggeligt undersøger et lille område til bunds.
Jeg er enig med Bruner i hans syn på børn, og kan som NLP-psykoterapeut og underviser af voksne sygedagpengemodtagere genkende frustrationen over gerne at ville kunne spænde over en ”både-og viden”, men oplever også at dette mere er et idealiseret ønske end et realiserbart mål. Og smiler hen ved mig selv over Bruners metafor. For mit fokus i denne som de øvrige opgaver på denne pædagogiske diplomuddannelse i psykologi er synshandicappede børn. Der meget vel kan sammenlignes med et metaforisk pindsvin. At jeg har interesse i denne gruppe børn og deres samspil med seende børn og evne til at indgå i et inkluderende undervisningsmiljø, skyldes, at jeg selv er blevet blind som følge af en øjensygdom. Altså er min interesse ikke professionel, men af mere personlig karakter. Jeg har tit været sammen med, men aldrig undervist eller på anden måde arbejdet med synshandicappede børn. Hvorfor jeg alligevel forsøger at belyse nogle af de pædagogisk-psykologiske aspekter er, at jeg via mit studium igen er elev og har mærket – og bemærket - nogle af de mekanismer, der udspiller sig, når jeg som sanseberøvet tager faglig, personlig og social del i et lærende miljø. Jeg har dog som underviser flere gange undervist støttepædagoger/støttelærere, der arbejder med synshandicappede børn, og har i disse sammenhænge oplevet en ægte medfølelse, men også stor afmagt, og husker specielt et autentisk udbrud fra en pædagog, der i forum sagde ”jamen, hvad skal jeg gøre, når den blinde pige bare står der på legepladsen, og alle de andre børn cykler eller klatrer”. Dette oprigtige udtryk har fået mig til at tænke, at der stadig er skridt at gå.
Mit mål er at pege på, hvordan det er muligt med afsæt i nogle læringsteorier og et arbejde omkring en fælles tredjedel at fokusere på at skabe, opretholde og fortsat udvikle et miljø, hvor der ikke udelukkende stirres på det særlige barn og dets manglende evne, men med pædagogisk-psykologiske betragtninger kan lægges en ny ramme ned over en proces, hvor det almene beriger det særlige og omvendt. Jeg har anvendt litteraturstudium, introspektion og refleksion for at kunne belyse dette.
^ ⇑ ^Bemærkninger
Ingen.
^ ⇑ ^Fodnoter
- (1)
- Bruner, J (1998) Uddannelseskulturen, Munksgaard.
Frem til næste afsnit eller tilbage til hovedsiden: Det alme og det særlige
Det almene og det særlige (Her kan den samlet opgave også hentes som download i Word (.doc) eller som pdf fil.)